Kompetence 12: Lader du dit barn undgå de ting, det ikke har lyst til?

Børn i alle aldre vil blive udsat for ting, de ikke har lyst til – afhængig af alderen kan det være alt fra at skulle til lægen og blive vaccineret til at læse lektier. Det er en vigtig læring, at livet også består af ting, man skal, også selv om det ikke er det man har lyst til det.

Som forælder er det vigtigt at hjælpe sit barn med at få succes med de ting, de ikke har lyst til at gøre. Det gøres bl.a. gennem lydhørhed - hvad er det dit barn er bekymret for eller har en modvilje mod - og at du står til rådighed for barnet og hjælper det til at få succes med også at kunne klare det, det ikke havde lyst til eller troede det kunne klare. Det får barnet til at vokse og blive stærkere.

  • NÅR DIT BARN ER 0 TIL 1 ÅR

    Man kan ikke presse et lille barn til at synes om noget, som det oplever som skræmmende eller ubehageligt. En vigtig opgave for dig er ikke at presse eller stresse dit barn unødigt – for så forhindrer du barnet i netop at lære basal tillid til andre.

     

    'Ser et lille barn skræmt ud, når man kaster det op i luften, og griner eller smiler det ikke, når det kommer ned i favnen igen, skal man finde en anden leg – også selvom du fx har oplevet, at andre børn, fx større søskende, reagerede positivt på den leg. Er der typer af mad, som barnet ikke kan lide, eller er barnet mæt, er det vigtigt at respektere det og ikke presse barnet til at spises.

     

    Omvendt skal barnet selvsagt have varmt tøj på, hvis det er koldt ude. I den situation kan man tage sig god tid og gøre det til en lille hyggestund, så barnet langsomt vænnes til, at der nogen gange er noget, man bare skal (finde sig i).

  • NÅR DIT BARN ER 1 TIL 3 ÅR

    Er dit barn fx meget træt og vil bæres, når I er på vej hjem, kan det let ende i gråd og konflikt, hvis du forcerer og bliver ved med at gå og måske trækker lidt i barnet. Du kunne også vælge at bære barnet et stykke. Hvis barnet skal øve sig i at gøre ting, det ikke har lyst til, er der en tredje vej.

     

    Her er lydhørhed meget vigtigt. Dit barn er træt. Hvis det er muligt at sætte sig ned sammen og vente, til barnet får flere kræfter, så er det en måde at håndtere situationen på, som gør barnet stærkt. Både i benene og i selvværdet. Du viser, at du har ’hørt og set’ dit barn, og du anerkender dit barn, samtidig med at du på en kærlig måde lærer barnet, at nogen gange er der noget, man bare skal (finde sig i).

  • NÅR DIT BARN ER 3 TIL 6 ÅR

    Er dit barn fx meget træt og vil bæres, når I er på vej hjem, kan det let ende i gråd og konflikt, hvis du forcerer og bliver ved med at gå og måske trækker lidt i barnet. Du kunne også vælge at bære barnet et stykke. Hvis barnet skal øve sig i at gøre ting, det ikke har lyst til, er der en tredje vej.

     

    Her er lydhørhed meget vigtigt. Dit barn er træt. Hvis det er muligt at sætte sig ned sammen og vente, til barnet får flere kræfter, så er det en måde at håndtere situationen på, som gør barnet stærkt. Både i benene og i selvværdet. Du viser, at du har ’hørt og set’ dit barn, og du anerkender dit barn, samtidig med at du på en kærlig måde lærer barnet, at nogen gange er der noget, man bare skal (finde sig i).

  • NÅR DIT BARN ER 6 TIL 12 ÅR

    Der er nogle situationer, hvor det er nødvendig, at dit barn gør noget det ikke har lyst til, fx at gå til lægen eller tandlægen eller at tage sin medicin. I denne alder og i den type situationer er det på sin plads, at give barnet en belønning efterfølgende.

     

    Det er en god idé at spørge, hvorfor barnet ikke har lyst til bestemte ting. Det kan afklare, hvad barnet er bange for, og du kan afmystificere og forklare, hvad der fx skal ske hos lægen, eller hvorfor det er nødvendigt at holde fast i at spise sin medicin. Har dit barn haft en dårlig oplevelse, skal man hjælpe barnet til at udfordre sig selv og prøve at være i den konkrete situation igen.

     

    Lektielæsning er en anden rutine, som barnet bliver nødt til at acceptere. Sæt dig sammen med dit barn og vær til rådighed, så det ikke bliver en straf for barnet at lave lektier. Du skal ikke lave lektierne for dit barn, bare være til rådighed, hvis barnet har brug for din hjælp.

     

    I forhold til situationer der involvere mad, skal man opfordre sine børn til at prøve ny mad, men man skal ikke tvinge dem til at spise.

  • NÅR DIT BARN ER 12 TIL 18 ÅR

    Teenårene er en turbulent tid for både barnet og forældrene. Der sker mange ting på én gang hos dit barn: hormoner, sociale relationer uden for hjemmet og et behov for at finde sig selv. Her er der behov for, at du er ligeså lydhør over for dit barn som tidligere – måske endda mere. Også selvom det kan være meget vanskeligt at tolke dit barns behov.

     

    Når der er frustrationer i denne alder, er barnet/den unge muligvis mere sårbar end ellers og kan have sværere ved at opleve, at forældre og andre voksne forstår og accepterer dem, som de er. Her skal du holde lige så meget fast. På den ene side skal du i nogle situationer bære fløjlshandsker, mens du andre gange skal sige tingene meget tydeligt. Det kan handle om komme-hjem tider, hvornår og hvor meget alkohol, der må drikkes, hvor mange penge, man skal bruge på designertøj og om dit barn skal have et job, passe sin skole og sin sport.

     

    Det er fint som forælder at sige "jeg kan godt forstå, at du vil, men jeg har bestemt, at det skal være sådan her, og jeg gør det, fordi jeg passer på dig".

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883