Kompetence 16: Få bedre dialog med dit barn

Du kender sikkert situationen: På spørgsmålet om, hvad dit barn har lavet i børnehaven i dag, er svaret ”ikke noget”. Men der er faktisk en nem vej, der kan hjælpe dig på vej, så du får lidt flere informationer ud af dine børn. Vores børnepsykolog Charlotte Diament har to råd:

1)

Drop de store, åbne spørgsmål og vær i stedet konkret: Mindre børn har svært ved at hente erindringer på kommando.  Det skyldes bl.a. at de for at kunne det, skal bruge hjernens frontallapper, som på dette stadie ikke er så udviklede endnu. Små børn har lettere adgang til deres erindringer, når de dukker op helt spontant. Spontane erindringer kommer via associationer og kræver ikke samme involvering af frontallapperne. Derfor kan du hjælpe børnene på vej med direkte og konkrete spørgsmål som ”Hvem har du leget i sandkasse med?” eller ”Hvem sad du ved siden af, da I spiste?”

2)

Lyt og vær opmærksom i de situationer, hvor dit barn faktisk fortæller dig noget – og brug de ting dit barn fortæller til at åbne op for jeres snak: Mange børn vil spontant give dig en fortælling om deres dag på tidspunkter, hvor du måske ikke er så opmærksom, fordi du har fokus på andet. Det kan især være i forbindelse med, at barnet bliver hentet i børnehaven.

Det skyldes, at børn har en kontekstafhængig hukommelse, og derfor kan de måske kun huske ting fra deres dag, når de stadig er i konteksten, det vil sige børnehaven.

Derfor er det en god idé at være opmærksom, hvis børnene begynder at fortælle om deres dag, når du henter dem.

Hvis du vil have bedre snakke med dit barn, er du som forælder nødt til at være nærværende, allerede når du henter barnet. Sørg for at have radaren ude, for så kan du måske opfange ting fra barnet, som du kan få rigtig meget ud af senere, og som du kan tage med hjem og spørge ind til, for eksempel i forbindelse med aftensmaden.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883