Kompetence 5: Skaber du tydelige rammer?

Når man er tydelig over for barnet, skal barnet ikke bruge kræfter på at regne reglerne ud. Når rammerne er sat, ved barnet, hvad der er til forhandling, og hvad der ikke er. Det gør det muligt for barnet at navigere i hverdagen og i livet. Det er børns natur at søge grænser, og er der ingen, vil de blive ved at søge dem, til de møder noget, der ligner. Det er en meget utryg situation for barnet, for barnet kan ikke regne ud, hvad der er ok, og hvad der ikke er.

Når barnet har plaget/søgt grænser, indtil den voksne reagerer, vil de ofte møde en voksen, der er vred og træt af at blive testet og som derfor reagerer uhensigtsmæssigt og voldsomt. Havde den voksne været tydelig fra starten, havde det ikke været nødvendigt for barnet at søge grænsen.

Barnet opbygger et stærkt og realistisk ego gennem en opdragelse, der leder til selvstædighed, fx når forælderen er tydelig og ikke forhandler, men giver barnet modspil. Barnet opnår på den måde evnen til at sætte realistiske mål, dæmme op for angst og opretholde en positiv selvopfattelse.

EKSEMPEL

Her hos os:

  • spiser vi sammen.
  • børster vi tænder, inden vi går ud af døren.
  • taler en ad gangen og afbryder ikke.
  • rydder op efter os selv i stuen.
  • går i seng kl. 20.00, indtil vi bliver 9 år.
  • holder vi hinanden i hånden, når vi går over gaden.
  • lyver vi ikke.
  • ser vi på hinanden når vi hilser.
  • leger/laver vi lektier, når vi kommer hjem/inden aftensmaden.

Generelt er det en god idé at tænke på, at alle i familien er på samme hold. Det, at få rammerne til at fungere, handler om samarbejde, hvor alle vinder. Tænk over, hvordan du kan se dit barn som én, der gerne VIL være på din side, selvom barnet nogle gange ikke kan finde ud af det. Barnet har brug for, at du viser, at du handler for alles skyld, både din egen og barnets.

  • NÅR DIT BARN ER 0 TIL 1 ÅR

    Ikke relevant for denne aldersgruppe – selvom det er en god idé at tænke over, at barnet bliver mere trygt af, at tingene foregår på nogenlunde samme måde, fx i samme rækkefølge, hver gang.

     

    Den voksnes vigtigste rolle i forhold til spædbørn er at skabe tryghed hos barnet og indgyde tillid til, at barnet får omsorg og hjælp, når det oplever ubehag. Barnet vil naturligt lære at følge familiens rutiner og kan gradvis regne ud, hvad der sker, når der er lavet mad og man har spist. Så tager man fx af bordet og barnet får en ren ble på.

  • NÅR DIT BARN ER 1 TIL 3 ÅR

    Når der ikke er retningslinjer for, hvornår man gør hvad, vil det lille barn blive utrygt. Barnet har ikke konkrete rammer, hverken fysisk eller i sine tanker, at forholde sig til, og det skal selv finde grænsen for, hvad det kan holde ud. Det skaber ængstelse og utryghed, når barnet ikke oplever, at den voksne kan hjælpe med at få de urolige følelser sat i ro.

  • NÅR DIT BARN ER 3 TIL 6 ÅR

    Tydelige retningslinjer er en stor støtte til barnet i dets udvikling. Så skal barnet ikke bruge sine kræfter og sin energi på at regne ud, hvordan tingene skal gøres, og hvornår man må hvad. Det giver dit barn tryghed, når rutinerne ligner hinanden dag for dag. Forudsigelighed er et helt basalt menneskeligt behov for alle og især for børn.

  • NÅR DIT BARN ER 6 TIL 12 ÅR

    Når du har tydelige rammer og rutiner, undgår du at skulle diskutere med barnet, hvornår det er sengetid eller om man skal tage sin tallerken ud efter aftensmaden.

     

    Rutiner skaber tryghed for barnet. De ved, hvad de kan forvente, og det giver den voksne ro til at holde fast i de rammer og rutiner, der er lavet. ’Sådan er det hjemme hos os’. Der skal være mulighed for, at børnene stiller spørgsmålstegn ved rutiner og rammer, og det er godt, at de voksne tager det op til revision med jævne mellemrum. Måske er jeres rutine god, mens barnet er 6 år, men ikke når de bliver 8 år.

  • NÅR DIT BARN ER 12 TIL 18 ÅR

    Når barnet bliver teenager skal rammerne gerne være en naturlig del af den unges liv. Den unge kender reglerne. Det er fristende at give slip på rammer og rutiner, når man møder meget modstand og negativ kontakt, men hold fast i den forudsigelige struktur, som I plejer at have for alles skyld. Den unge har nok af andre ting at forholde sig til.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883