Kompetence 7: Giver du dit barn mulighed for at kede sig?

Børn får mange indtryk, og der bliver stillet mange krav i løbet af en dag i vuggestuen, børnehaven og skolen. Indimellem al den aktivitet skal barnet have lov til at restituere sig og bearbejde dagen. Barnet skal også øves i at finde ud af, hvad de selv har lyst til. Det gør man ikke gennem stimulering men ved inaktivitet. Derfor er det vigtigt, at barnet ikke hele tiden er i gang og bliver stimuleret af deres forældre. Børn bliver desuden mere selvstændige, opfindsomme og lærenemme af at få lov til at kede sig indimellem.

Som forælder kommer man let til at vurdere og korrigere barnets præstation, fx når man tegner sammen med sit barn. Det skal vi væk fra, for det kommer der nok af senere i deres liv. Tingene hænger meget bedre fast, når barnet selv opdager, hvordan det skal gøres. Og barnet lærer langsommere, hvis det kun imiterer, hvad den voksne gør og siger.

Der ingen opskrift på, hvordan man bedst skaber et mentalt pusterum, men som udgangspunkt er der ikke noget i vejen for, at det sker i sofaen foran fjernsynet, hvis barnet fx har spillet fodbold hele eftermiddagen. Det afhænger af, hvordan hverdagen ser ud for det enkelte barn. Det vigtigste er, at der foregår forskellige ting i barnets verden, og at barnet ikke bliver overstimuleret. Det er svært at undgå i dag, hvor børn bliver bombarderet med tilbud og aldrig behøver at kede sig, fordi der altid er en iPad eller fjernbetjening inden for rækkevidde.

Fem gode råd

  • Tænk over, om du skal underholde barnet konstant, fx ved hele tiden at være et skridt foran med planlagte ture til Zoo eller andet i weekenden. Hvis det er o.k. for dig at lave ingenting, vil det også være det for dit barn.
  • Tænk over, at det ikke er din opgave at stimulere dit barn hele tiden. Heller ikke selvom der ikke er lang tid til samvær i en hektisk hverdag. Lad barnet finde på noget selv. eller lad barnet sidde og kigge ud i luften.
  • Tænk på dit barns behov, før dit eget. Selvom om det kan give konflikt, så sig nej til at starte en leg eller spille et spil, hvis der har været meget på dagens program for dit barn.
  • Husk, at børn har brug for et pusterum. Giv dem lov til at 'dimse rundt' eller være lidt umulige, selvom de virker urolige. Deres system skal øves i at falde til ro, det er nødvendigt for at trives. Pusterum er lige så vigtige som søvn.
  • Respekter, hvis dit barn ikke har lyst til at snakke om sin dag eller andet – også selvom du får en snert af dårlig samvittighed over jeres korte tid sammen.
  • NÅR DIT BARN ER 0 TIL 1 ÅR

    Selv helt små børn har brug for tid/pauser, hvor de ikke bliver stimuleret. De skal ’fordøje’ oplevelser og indtryk og må derfor gerne ligge og kigge lidt rundt, når de er tilfredse.

     

    Som forælder kan man i den bedste mening komme til at sætte aktiviteter i gang med barnet for hurtigt uden, at man er opmærksom på hvor barnet er netop i det øjeblik. Spørg dig selv, om dit barn har lyst til det, du sætter i gang? Har dit barn brug for stimulation eller ro? At kunne tilsidesætte sine egne behov frem for barnets er at udvise empati. Det er med til at skabe et positivt samspil med barnet.

  • NÅR DIT BARN ER 1 TIL 3 ÅR

    Børn har brug for tid til at ’fordøje’ oplevelser og øve sig i at mærke, hvad de kunne tænke sig. Du kan hjælpe dit barn ved at sætte en leg i gang, men barnet skal ikke hele tiden stimuleres og serviceres. Det betyder ikke, at du skal sige nej, når barnet inviterer til leg. Selvværdet styrkes af, at barnet føler sig ønsket og valgt til. At stimulere barnet uden at stimulere for meget er en balancegang.

  • NÅR DIT BARN ER 3 TIL 6 ÅR

    Det er vigtigt bare at sidde og kigge ud i luften ind i mellem. Det sætter gang i kreativitet og initiativ, når barnet får lov at mærke, at det keder sig. Det vil højst sandsynligt forsøge at få dig til at levere underholdningen, men prøv at lade dit barn sætte noget i gang selv, før du springer til og stimulerer. Barnet har brug for at lære at sætte noget i gang og at tænke lidt over livet i børnehøjde. Det vokser og bliver nysgerrigt af at få lov.

     

    Som forælder kan man i den bedste mening komme til at sætte aktiviteter i gang med barnet for hurtigt uden, at man er opmærksom på hvor barnet er netop i det øjeblik. Spørg dig selv, om dit barn har lyst til det, du sætter i gang? Har dit barn brug for stimulation eller ro? At kunne tilsidesætte sine egne behov frem for barnets er at udvise empati. Det er med til at skabe et positivt samspil med barnet.

  • NÅR DIT BARN ER 6 TIL 12 ÅR

    Barnet har brug for at ’fordøje’ oplevelser og ind i mellem blot at kigge ud i luften efter en lang dag. Man skal ikke tage over og servicere sit barn med gode råd og idéer til, hvad de kan lave.

     

    I kedsomheden får barnet øvet sin kreativitet, og det lærer at tage initiativ på egen hånd. På den måde bliver barnet selvstændigt. Det styrker barnets opfindsomhed og indlæring, når det selv finder på ting at lave.

     

    Det betyder ikke, at du skal sige nej, når barnet inviterer til leg. Selvværdet styrkes af, at barnet føler sig ønsket og valgt til. At stimulere barnet uden at stimulere for meget er en balancegang. Man skal passe på ikke at få dårlig samvittighed over ind i mellem at afvise barnet – det er ok.

  • NÅR DIT BARN ER 12 TIL 18 ÅR

    Når dit barn keder sig i fællesskabet med andre, kan han eller hun muligvis trække sig og ligge på sit værelse med sin iPad. Det er vigtigt at indordne sig under fællesskabet. Nogen gange laver man noget, der er sjovt for de voksne eller yngre søskende, og her skal de unge magte at deltage i fælles aktiviteter, selvom det keder dem lidt. På den måde lærer de, at det hele ikke handler om dem og deres behov.

     

    Sociale relationer i den digitale tidsalder

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883