Kompetence 9: Indvier du dit barn i alt?

Det er ikke realistisk at forvente, at barnet kan rumme, tåle og forstå voksenting. Eller at barnet skal kunne trøste eller hjælpe den voksne. Det har barnet hverken hjernekapacitet eller livserfaring til. Visse voksenting skal barnet skånes for, og de ting, som man vurderer at barnet skal kende til, skal forklares på et niveau, hvor barnet kan følge med og føle sig tryg.

Del kun de 'voksenting' med barnet, der direkte påvirker barnet i hverdagen. Del ikke emner som økonomi, konflikt med andre voksne, bekymringer om krig, terror og skilsmisse og andre ting, der vil gøre barnet utrygt, ængsteligt eller give barnet det indtryk at den voksne ikke kan få barnet i sikkerhed.

Vigtige ting, der direkte vedrører barnet, skal til gengæld siges i børnehøjde. Mange forældre er fx utrygge ved at tale om, hvis der er psykisk sygdom hos en eller begge forældre. Derfor vælger de helt at tie stille, og så må barnet selv forsøge at regne ud, hvorfor mor eller far opfører sig anderledes – og barnet vil helt sikker lægge mærke til det, også selvom det ikke får det at vide. Det gør det svært at være barn. Barnet får for meget ansvar for stemningen i hjemmet, og det kan derfor ikke siges for tidligt til barnet, hvis far eller mor har det svært.

"Mor ville rigtig gerne lege med dig, men det kan mor ikke lige nu, og det er ikke din skyld" er en type sætning, der kan siges til børn i alle aldre.

Er der en svær situation i hjemmet, er det vigtigt, at barnet ikke får en oplevelse af, at det svære ville gå væk, hvis bare barnet kunne opføre sig på en anden måde. Når barnet bliver større, kan man sætte flere og flere ord på situationen eller det vilkår, som man må leve med i familien.

Gode råd

  • Gør dig selv klart, hvad der er relevant at indvie dit barn i.
  • Indvi dit barn i de ting, der direkte påvirker barnet. Men når du gør det, så gør det i 'børnehøjde'.
  • NÅR DIT BARN ER 0 TIL 1 ÅR

    Ikke relevant for denne aldersgruppe – selvom man her skal være opmærksom på stærke følelser hos sig selv eller de nærmeste, da de kan mærkes af barnet. De bliver ’overført’ fra dit nervesystem til deres.

     

    Det er altid en god idé at skærme barnet fra stærke følelser og høje stemmer og at tale med andre voksne om det, der fylder, uden at barnet er til stede.

  • NÅR DIT BARN ER 1 TIL 3 ÅR

    ’Små gryder har også ører’, siger man, og mange forældre glemmer, at børn lytter efter, hvad de voksne taler om. Derfor er altid en god idé at skærme barnet fra stærke følelser og høje stemmer og at tale med andre voksne om det, der fylder, når barnet ikke er til stede. Det gælder f.eks. bekymringer om økonomi, problemer på arbejdet, relationer til andre voksne – måske især barnets anden forælder – og din egne følelse af f.eks. tristhed eller angst. Hvis barnet hører om disse ting, vil det forsøge at få tingene til at give mening. Men ofte kan børn ikke finde meningen, og det kan give angstfølelser og bekymring.

     

    Det er fx en ’voksenting’, hvis du er bekymret for, om I når bussen. Det er ikke noget, som dit barn skal indvies i. Du er kaptajn på skibet, og dit barn har brug for at vide, at du står ved roret også i stormvejr. Barnet vil blive utrygt og dele din bekymring, hvis det bliver indviet i dine tanker. Barnets hjerne er ikke udviklet nok til at kunne overveje og overskue konsekvenserne af, om I når eller ikke når bussen. Derfor kan barnet blive overvældet af følelser, og det er det samme som at stresse sit barn eller påføre barnet nogle angstfølelser.

  • NÅR DIT BARN ER 3 TIL 6 ÅR

    ’Små gryder har også ører’, siger man, og mange forældre glemmer, at børn lytter efter, hvad de voksne taler om. Derfor er altid en god idé at skærme barnet fra stærke følelser og høje stemmer og at tale med andre voksne om det, der fylder, når barnet ikke er til stede. Det gælder f.eks. bekymringer om økonomi, problemer på arbejdet, relationer til andre voksne – måske især barnets anden forælder – og din egne følelse af f.eks. tristhed eller angst. Hvis barnet hører om disse ting, vil det forsøge at få tingene til at give mening. Men ofte kan børn ikke finde meningen, og det kan give angstfølelser og bekymring.

     

    Det er fx en ’voksenting’, hvis du er bekymret for, om I når bussen. Det er ikke noget, som dit barn skal indvies i. Du er kaptajn på skibet, og dit barn har brug for at vide, at du står ved roret også i stormvejr. Barnet vil blive utrygt og dele din bekymring, hvis det bliver indviet i dine tanker. Barnets hjerne er ikke udviklet nok til at kunne overveje og overskue konsekvenserne af, om I når eller ikke når bussen. Derfor kan barnet blive overvældet af følelser, og det er det samme som at stresse sit barn eller påføre barnet nogle angstfølelser.

  • NÅR DIT BARN ER 6 TIL 12 ÅR

    For nogle er det nærliggende at tale om ’voksenting’, mens det/de store børn er til stede. Der er dog mange ting, som det ikke er hensigtsmæssigt at indvie sine børn i. Tværtimod.

     

    Det kan være konflikter med andre voksne, f.eks. ens eksmand eller ekskone, andre familiemedlemmer, ens arbejdsgiver, kollegaer, sagsbehandler/psykiater eller naboen.

     

    Det kan være dine svære tanker og følelser om at være en dårlig forælder, om at have dårlige samvittighed, om at man ikke duer til noget, om at man ikke orker livet, om økonomi eller andet, der påvirker barnet negativt, uden at barnet har en mulighed for at handle eller ændre situationen.

     

    Når barnet får kendskab til svære temaer, vil barnet bekymre sig og begynde at tilsidesætte egne behov og følelser, for at du skal få det bedre. Det er fristende at indvie sit barn, for man kan som forældre komme til at glemme, at det ’går ud over barnet’. Men at dele sine bekymringer med barnet vil øge barnets utryghed og bekymring og vil gøre, at barnets antenner vokser. Barnet holder øje med dig og din trivsel på bekostning af sig selv.

     

    Er man kommet til at indvie sit barn i voksenting, og har det medført, at barnet bekymrer sig meget, kan det ikke nytte blot at sige til barnet, at det skal holde op med at bekymre sig. Man skal derimod fortælle barnet, at der er nogle andre, der hjælper/har styr på problemet, og at barnet derfor ikke har ansvaret. Fortæl barnet, at du ved, at situationen bliver god igen – også selvom det kun er den halve sandhed. Barnet har brug for at få ro og tryghed til at koncentrere sig om at udvikle sig.



  • NÅR DIT BARN ER 12 TIL 18 ÅR

    Børn skal bestemt ikke indvies i alt. Man skal ikke føre sine fordomme og konflikter over på børnene. Det kan let føre til, at der kommer splid i barnets forhold til de personer, som de voksne har konflikter med.

     

    Der er forskel på at være teenager og voksen. Man skal ikke blive ’venner’ og fortrolige med sit teenagebarn og indvie dem i voksenting. Her skal man finde nogle andre voksne, man kan tale med, og lade barnet selv gøre sig egne erfaringer i livet – mens man samtidig står til rådighed og er nærværende som den unges forælder og rollemodel.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883