Cana Buttenschøn: Råd er noget man selv beder om

Cana Buttenschøn er mor og indehaver af bloggen canabuttenschon.dk. Her deler hun sine tanker om forældreskab - og giver sine bedste råd om børneopdragelse. Cana har to sønner.

Man kan komme med mange gode råd til andre forældre, men oftest oplever jeg, at de bedste råd ikke er dem, der bare kommer flyvende ind fra højre, men dem, der bliver bedt om. Man kan ikke bare komme med ”gode råd” og tro, at man ved mere end andre forældre. Ikke uden bekostning, i alle tilfælde. Og netop dét tror jeg er mit allerbedste råd; at turde at lukke ned for nogle af de gode råd, man overvældes af fra start og i stedet øve sig i at bede om dem, man rent faktisk har brug for.

Børn har brug for en hel masse forskellige ting og stimuli, men der findes ikke noget endegyldigt facit for, hvordan man skal gribe hverken det ene eller det andet an. Bevares, vi har heldigvis efterhånden alle sammen godt fattet, at det ikke nytter noget at yde hverken fysisk eller psykisk vold på børn, men fra dét og til en konsensus omkring ”den gode børneopdragelse” er der virkelig langt – og heldigvis for det, tænker jeg.

Vores børn er jo mennesker på lige fod med os voksne, og de er ligeså forskellige som du og jeg, hvilket selvsagt betyder, at vi er nødt til at tage udgangspunkt i det enkelte barn, når vi vil yde en god opdragelse. Dertil kommer selvfølgelig, at vores måde at opdrage på gerne skal afspejle vores egne grundværdier, og at vi naturligvis heller aldrig bør yde vold mod os selv i håbet om at give vores børn den bedste opdragelse. Hvis man tager sig selv i at stå uden for barnets dør og græde, når man forsøger at være konsekvent omkring sengetider, imens barnet bare skriger højere og mere hjerteskærende inde fra værelset, og éns eget hjerte er ved at eksplodere af behov for at trøste sit barn, så er det måske ikke dén metode, man skal gå med, men i stedet mærke efter i hjertet, hvad der føles bedst og huske på, at man som forælder er den, der kender barnet bedst og véd hvor grænserne går.

Dét børnene i virkeligheden har allermest brug for, er jo for pokker bare kærlighed, og hvis dén præmis er opfyldt, så tror jeg, at man som forælder kan slippe afsted med meget. Hermed selvfølgelig ikke sagt, at vi ikke altid skal forsøge at gøre vores bedste, men jeg tror, det er vigtigt at huske på, at hvis barnet véd, at det altid vil være elsket, så er man kommet rigtigt langt - og så må man tage den hen ad vejen og opdrage på den måde, der føles mest rigtig. For nogle er en konsekvent opdragelsesmetode dét, der giver bedst ro i maven, imens tilgangen hos andre er en anden, og jeg tror, at begge dele er lige fint så længe, det føles godt og rigtigt.

Næsten uanset hvad vi gør, så tror jeg, det er okay, så længe det bliver gjort med respekt og med kærlighed – og så må man jo samle op efter sig, når man træder ved siden af. For det gør man.

Jeg er selv trådt ved siden af adskillige gange, og jeg har hver gang måtte samle skårene op efter mig og sige undskyld til mine børn, fordi jeg kom til at råbe at ”de for helvede også bare skulle se at tage deres støvler på”, på de morgener, hvor vi igen – igen – er kommet for sent ud af døren. Den følelsesmæssige tallerken er smadret, men jeg tror, at det hjælper at samle den op, lime den sammen og få en snak om, hvorfor den skårede tallerken stadig kan have en fin funktion.

Vi er alle sammen rigtige mennesker, der rummer rigtige følelser, og det bedste vi kan gøre er at forsøge at rumme dem alle; både over for vores børn og over for os selv.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883