Johanne Mygind: Forstå barnet

Johanne Mygind er mor og indehaver af bloggen Nutidensmor.dk. Her deler hun sine tanker om forældreskab - og giver sine bedste råd om børneopdragelse. Johanne har en datter.

Det kan være som at gå i et minefelt, når man skal tale med børn og unge om dét, der er svært. Men det er skide svært at være ung, når man skal navigere rundt i sine jævnaldrende og forsøge at finde sig selv i et konstant tankemylder af usikkerhed. Hér på den anden side, nu da jeg er blevet ældre, kan jeg se, at de voksne næsten kun kan sige noget forkert, når de rækker hånden ud eller vil tale om dét, der trykker, for I må forstå: Selvfølgelig forstår I mig ikke.

Jeg har gennem mit korte liv gennemgået forskellige faser, der har præget min selvopfattelse og mit selvværd meget. Det er næsten ikke til at sammenfatte, hvad det er, der gjorde, at jeg gik psykisk ned i gymnasiet og måtte medicineres i mange år efterfølgende med antidepressiv. Om det rent faktisk var tiden på skolen, eller om det var en følgevirkning af andet, men det er den dag i dag noget, jeg stadigvæk arbejder med selv. Jeg søgte enorm meget bekræftelse i mennesker omkring mig med en tro på, at mine medmenneskers anerkendelse var lig med at være et godt (og populært) menneske, men når man ikke får den, står man tilbage som en usikker, tom skal, der famler.

Det er velmenende, det kan jeg se, men jeg krummer tæer, når jeg tænker tilbage på, hvor mange der har sagt: ”Jeg forstår godt hvordan du har det” til mig, for der er ikke noget, der skaber mere distance, end når nogen tvinger sig ind i ens sted og overtager ens følelser ved at sige, at ”de kender det”. Én ting er, at jeg i skolen ikke kunne visualisere, at mine lærere eller forældre nogensinde har været unge, men en anden ting er, at det lidt lukker samtalen, når en voksen kaster sætningen ud om, at de har gennemgået det samme, kender følelsen og sympatiserer. Det sidste er jo godt nok, men dét, jeg og andre børn og unge har brug for er et sted, hvor vi ved, vi kan få afløb for vores tanker.

Hjælp eller en god snak er ikke noget, man kan gennemtvinge, når man ser et barn i klassen reagere dårligt, det ved jeg godt, men det essentielle er relationen til børn og unge, for hvis den er god og fortrolig, kan den åbne op for en vigtig snak, der kan være vendepunktet. Nogle gange bunder handlinger jo i mere end som så, og jeg kan faktisk ikke se, hvorfor de professionelle voksne omkring mig ikke så flere røde flag i både folkeskolen, efterskolen og gymnasiet. Tegn på et barn, der ikke var i trivsel.

Jeg er et stædigt menneske, særligt da jeg var barn, men mon ikke det var fordi, jeg var i så stor kamp med mig selv og min sårbarhed, at jeg netop nægtede at åbne op? Jeg har uden tvivl takket nej til mange håndsudrækninger, men set med mine øjne, i dag, så kan jeg godt se, hvorfor disse forsøg indimellem blev afvist, for de skal være ægte. Det skal være med en ægte empati og et ægte engagement i at vide, hvorfor JEG har det, som jeg har det, for at jeg vil tage imod muligheden for at få talt om, hvad det er der trykker og hvad det er, der er svært.

En ting er, at der er rum til snakken, og at du får barnet på tomandshånd. Om du så er forælder, pædagog eller lærer. Men en anden ting er, at der for barnet eller den unge er en følelse af fortrolighed og forståelse, for det gør udslaget for, om det er en gavnlig samtale. Dét at tale om de svære ting er ikke nødvendigvis en snak om løsninger og særligt ikke en mulighed for den voksne for at komme med gode, konkrete råd, der praktisk kan hjælpe på vej. Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at essensen er, at man som sårbar eller med problemer, der vejer tungt i hjertet, får et rum til at bare få snakket.

Sig ikke, at du forstår, hvordan jeg har det. Vis at du lytter (”det jeg hører dig sige er, at…”), respekter at mine oplevelser er mine, stil åbne spørgsmål (hv-), sæt min snak i gang ved at få mig til at uddybe, og vis at du er der for mig. Måske I ikke når til sagens kerne, men det kan være, der bliver en næste gang – og måske dér kommer barnets egen fornemmelse af at være forstået. Der er ikke noget vigtigere.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883