Krav, rammer og tydelighed

Når vi er sammen med vores børn i en hektisk hverdag, vil vi selvfølgelig helst have det rart sammen. derfor bøjer mange forældre af for at undgå konflikter med deres børn.

Når man skal øve sig i at sætte grænser og tydelige rammer giver det tit konflikter med barnet. Og mange forældre bøjer netop af for at undgå en konflikt. Det er imidlertid sådan, at børn har brug for forældre, der er tydelige, der sætter klare rammer og stiller krav – også selv om det kan føre til en konflikt.

Dit barn er meget rarere at være sammen med – både for dig og andre – hvis der er tydelige rammer. Barnet kan komme til at opføre sig irriterende og forkælet, hvis det er vant til at få trumfet sin vilje igennem. Barnet kan blive helt urealistisk i, hvad det kan, og hvad der er i orden i forhold til andre. Barnet kommer til at kræve opmærksomhed på en uheldig måde: SE MIG! Det betyder, at barnet senere i livet kan få en række nederlag, der gør det svært at have det godt med sig selv.

Når du er tydelig, skal dit barn ikke bruge kræfter på selv at regne reglerne ud. Sætter du de forudsigelige rammer – og holder de fra den ene dag til den næste – så ved barnet, hvad der er til forhandling, og hvad der ikke er. Det giver en tryggere hverdag, som dit barn kan finde ud af at navigere og udvikle sig i.

FRUSTRATION ELLER TYDELIGHED 

Det er børns natur at søge grænser. Er der ingen grænser, vil barnet blive ved med at søge dem, indtil det møder noget, der ligner. Det er meget utrygt for barnet, når det kan ikke regne ud, hvad der er ok, og hvad der ikke er. Barnet vil blive ved med at plage, indtil du reagerer, og på det tidspunkt er du sikkert vred og irriteret over at blive testet, og du reagerer uhensigtsmæssigt og for voldsomt. Havde du sat tydelige grænser fra starten, havde det ikke været nødvendigt for dit barn at plage, og I kunne begge være sparet for frustration.

Der er mange måder at skabe tydelige rammer på. Det kan være, at man hjemme hos jer:

  • børster tænder hver morgen.
  • spiser aftensmad sammen.
  • ikke har telefonen med ved bordet.
  • taler en ad gangen.
  • rydder op efter sig selv.
  • laver lektier inden aftensmaden. 

RO PÅ – GIV BARNET SELV LOV AT MÆRKE

Dit barn har brug for at lære sine egne behov at kende og at opleve frustration – god frustration er udvikling.

Som forælder skal du holde lidt igen med at klare ting for barnet – det er en del af tydeligheden og de klare rammer. Børn skal nå at mærke, hvordan de har det, fx at nu skal de nyse, eller at de er sultne mellem måltiderne. Børn skal ikke automatisk have stukket en serviet eller et æble i hånden. Det er den gode frustration, der udvikler dit barn. Her lærer dit barn sit eget system at kende. Barnet mærker, hvordan, det har det, og ved derfor – også til næste gang – hvad det handler om, og hvordan det skal tackle det. Hvis mor eller far skynder sig at binde snørebåndet, når det er gået op, har det negative konsekvenser. Barnet bliver på mere 'skrøbeligt', da det ikke bliver klædt på til og får erfaring med at møde det 'svære', udfordrende og ukendte.

IKKE MAGTKAMP – I ER PÅ SAMME HOLD

Generelt er det en god idé at tænke på, at I alle i familien er på samme hold. Tænk over, hvordan du kan se dit barn, som en person der gerne VIL være på din side, selv om det nogle gange ikke kan finde ud af det. Barnet har brug for, at du tydeligt skaber rammer og sætter krav for alles skyld, både din og barnets. 

Her har du gode råd om rutiner, rammer og tydelighed: 

  • Gør dig klart, hvilke faste rutiner der er vigtige for dig, og beslut dig for i hvor høj grad, de er til forhandling. Vær tydelig om, hvad der er til forhandling.
  • Som forælder har du overordnet ansvaret derhjemme. Alligevel er det fint at overveje, hvilke rutiner børnene kan forhandle om (fx hvad man skal se i TV) og hvilke rutiner, der ikke er til diskussion (fx hvornår børnene skal i seng). Hvis du har taget en beslutning, kan du være tydeligere over for børnene.
  • Har du rutiner for alt eller for ingenting? Har du tænkt over, hvilke rutiner du har af hvilken grund? Er det fordi ”sådan gjorde vi hjemme hos mig”? Eller er der tale om værdier, der er vigtige for dig i dit liv nu?
  • Hvis du kommer i tvivl, kan du tale med andre forældre om, hvor mange og hvilke rutiner, de har i deres familie, og hvordan de voksne dér reagerer, hvis de brydes?
  • Undgå at bryde nye rutiner for hurtigt. Det er nemmere at være fleksibel, når  rutinerne efter nogle måneder er blevet en del af hverdagen.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883