RÅD OM ”12-TALSPIGER”

Mange unge piger stiller meget store krav til sig selv. De skal klare det hele til perfektion, både i skolen, blandt vennerne og derhjemme. Læs hvad du kan gøre, hvis din datter er en "12-tals-pige".

• Anerkend, at din datter har det, som hun har det. Sig fx ”jeg kan godt se, det betyder meget for dig at du klarer dig godt”.

• Spørg dig selv, hvor meget opmærksomhed du giver det, når din datter klarer sig godt. Og spørg dig selv, hvor meget opmærksomhed, du giver det, når din datter kommer til dig med andre ting eller ”bare vil være sammen”. Giver du det meget opmærksomhed, når din datter har præsteret godt, vil hun nemt få en opfattelse af, at det i fremtiden forventes af hende at hun klarer sig lige så godt.

• Undgå at fortælle din datter, at ”det da ikke er så vigtigt” eller ”sådan skal du da ikke tænke”. Hver gang du gør det, sår du en kim af usikkerhed i din datter, der gør hendes behov for at præstere større, da hun nemt får fornemmelsen af at være ”forkert”. På den måde er du med til at mindske hendes selvværd og føle sig god nok, som hun er – og det kan give et ekstra behov for at skulle præstere.

• Tal med din datter om, hvorfor den gode karakter er så vigtig for hende – og om hvad der vil ske, hvis hun evt. får en lidt dårligere karakter? Hjælp hende med at finde ud af, hvad det reelt handler om.

• Er du selv bekymret for, at din datter kommer til at bukke under for for stort et pres, pga. de forventninger og krav, hun stiller til sig selv, så arbejd på at lave nogle helt andre ting sammen, så jeres samvær kommer til at handle om noget helt andet. Det er ofte sådan, at det, der optager en, er det, der får opmærksomhed, og i denne sammenhæng er det vigtigt at lade andre ting få lov at fylde.

• Hvis din datter ikke har lyst til at lave de ting, som hun plejer at holde af, og hvis hun i en lang periode trækker sig fra det sociale og isolerer sig, kan det være en god idé at kontakte egen læge for at udelukke, at der er noget mere på spil.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883