Skæld ud

De fleste forældre kender til at miste besindelsen over for sine børn og skælde dem ud og måske endda råbe af dem. Men måden, vi håndterer konflikter i hjemmet på, har stor betydning for dit barns udvikling, og foregår det ofte med råb og skæld ud, er det skadeligt for dit barn.

Langtidsvirkningen af skæld ud kan fuldt ud sidestilles med fysisk vold. Børn, der vokser op i et hjem med mange skænderier og en hård tone, er mere udsat for at blive psykisk sårbare end børn, der vokser op i hjem præget af god stemning og nærhed. På kort sigt vil de mange skænderier gå ud over barnets daglige trivsel, ligesom det skader børns indlæringsevne, fordi den verbale afstraffelse ødelægger koncentrationsevnen og selvværdet og får børnene til at miste modet.

Som forælder er det vigtigt at finde ud af, hvad du selv kan gøre anderledes – i stedet for at fokusere på barnet. Hvis dit barn er friskt og veltilpas, vil han eller hun som regel helst gøre, hvad mor eller far siger. Men er I begge trætte og uoplagte, så kommer konflikterne. Og så nytter en overhaling ikke – tæl til 10 i stedet for og koncentrér dig om opdragelsen, når I begge er i humør til det.

Børn, der ofte oplever højtråbende forældre og skæld ud, vil typisk opleve uro i kroppen i samværet med deres forældre. De bliver påpasselige og måske endda ængstelige for at gå til deres forældre med stort som småt. De er bange for at gøre noget forkert, da de aldrig ved, hvornår forældrene farer i flint. Det kan give ensomme børn, der ikke har nogen at gå til med deres problemer, og for barnet vil det typisk kunne resultere i stresslignende tilstande, der fx kan komme til udtryk med søvnbesvær eller mavepine.

GODE RÅD

  • Træk vejret dybt eller gå ind i et andet værelse, hvis du kan mærke, at du er ved at miste besindelsen over for dit barn.
  • Tænk over, hvad dit barns hensigt er? Ofte handler din reaktion mere om dig selv end om barnet.
  • Tænk over, om du i situationen fx havde haft en særligt travl dag? Ville du mon reagere på samme måde i andre situationer?
  • Skæld ud er bagudrettet, og dit barn har ikke mulighed for at ændre sin handling. Giv i stedet barnet anvisninger til, hvordan handlingen kan gøres anderledes næste gang.
  • Dit barn gør i højere grad, som du gør, end hvad du siger. Opfør dig som du gerne vil have, at dit barn skal opføre sig.
  • Vær forudseende og planlæg dig ud af de åbenlyse konflikter. Er barnets yndlingskop blå, så sørg for, at den er ren til morgenmaden.
  • Brug afledning inden situationen spidser så meget til, at du føler dig magtesløs.
  • Husk, at skæld ud ikke fører til færre konflikter.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883