Udviklingsstadier og trivsel

Forældre spiller en helt afgørende rolle i forhold til børns trivsel. Gennem den måde, vi opdrager og omgås vores børn på, er vi med til at forme og styrke børnenes personlighed og identitet.

Det er et stort ansvar at være forælder, og ofte lærer vi at være forældre, mens vi står midt i det. Alle gør det så godt de kan – og langt de fleste gør det "godt nok".

Der er mange måder at være en god forælder på – det afhænger af barnets alder og personlighed.

Som forælder skal vi være opmærksomme på følgende ting, så vi kan støtte vores børns udvikling og trivsel bedst muligt: 

  • Hvilke rammer sætter vi for barnet?
  • Hvordan sætter vi grænser?
  • Hvordan taler vi til vores børn? Og hvordan taler vi til hinanden som forældre?
  • Hvordan reagerer vi på uhensigtsmæssig adfærd hos barnet?
  • Hvordan udviser vi interesse for barnet?

Vi udvikler vores personlighed hele livet, og vi gør det gennem dem, vi er sammen med. Over tid udvikler man sig efter et bestemt mønster – ligesom man lærer at kravle, før man lærer gå. Man udvikler sin identitet, så man bliver robust og får psykisk råstyrke.

Vi vokser mentalt og fysisk og skal håndtere flere og flere ting, jo ældre vi bliver.

DE 5 STADIER

Barn- og ungdommens udvikling kan inddeles i fem overordnede faser:

Spædbarnsalderen (fra 0-1 år), hvor dit barn skal lære at have tillid. Får barnet tidligt erfaring med, at du kommer og trøster/mader/skifter ble/hygger, vil det opleve verden som et trygt sted. Og barnet vil opleve dig som en, det kan stole på, en som kommer, også når barnet ikke umiddelbart kan se dig. Dit barn lærer basal tillid til omverdenen.

Har man svært ved det som forælder, og får barnet ikke det, det har behov for, vil det opleve angst, utryghed og mistillid, da det ikke kan falde til ro ved egen hjælp. 

Småbarnsalderen (fra 1-3 år), er perioden, hvor dit barn skal lære selvstændighed. Barnet skal så småt have lov til at gøre ting på egen hånd. Når dit barn klatrer op i noget, er det vigtigt at du holder din bekymring og beskyttertrang for dig selv. Dit barn har brug for at sine egne begrænsninger at kende og at øve sig selv i at mærke, hvornår det bliver for farligt, eller hvad barnet reelt kan klare.

Barnet vil oplevet sig som forkert, hvis det har lyst til at gøre noget og hele tiden får at vide, at det må det ikke.

Det sunde barn oplever 'Jeg er, hvad jeg frit kan vælge', dvs. 'jeg er noget, og jeg kan noget'. 

legebarnsalderen (fra 3-6 år), lærer dit barn at tage initiativ. Barnet finder sin egen rolle, udvælge sig mål og udviser udholdenhed. Kommer dit barn med et forslag til en leg, eller er barnet i gang med en fantasi- eller rolleleg og inviterer dig (eller et andet barn med ind i legen) skal det have lov til dette og du skal gå med på legen.

Hvis dit barn i situationer, hvor barnet har taget initiativ, altid bliver mødt med 'nej' eller 'ikke nu' og lange forklaringer om hvorfor, så vil det føle skyld og trække sig. Barnet vil holde op med at tage initiativ til aktiviteter. Barnet vil også trække sig lidt ind i sig selv.

Det sunde barn oplever 'Jeg er det, som jeg kan forestille mig, at jeg skal blive'. 

skolealderen (6-12 år) skal dit barn lære foretagsomhed. Barnet skal lære, at det er spændende at lære ting, fx ved at lege lærdommen ind. Barnet forstår, at man skal bruge det man lærer senere i livet, fx på arbejdet, og at skolen er vejen derhen. Barnet bliver god til at lære og til at samarbejde. Får barnet ikke denne forståelse, vil det kunne føle sig underlegen. 

Det sunde barn oplever 'Jeg er det, jeg har lært at udrette'.

teenagealderen (13-18 år) skal dit barn lære at finde sin egen identitet. Kroppen er i eksplosiv udvikling, psyken forandres og bliver sårbar, og barnet skal finde sit ståsted. Barnet skal finde ud af, hvem han eller hun er i verden, bl.a. ved at eksperimentere med forskellige roller. Din teenager har brug for at løsrive sig fra dig, og der vil være mange konflikter, hvor det er vigtigt, at du både giver den unge lov til at være kontrær og uenig med dig, og at du bliver ved med at holde fast i de værdier, som du mener er vigtige, f.eks. hvordan man taler til hinanden og behandler hinanden hjemme og ude.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883