Man må tage sit liv på sig

Billedkunstner Kaspar Bonnén var 8 år, da hans mor blev syg med skizofreni første gang. Han husker ikke meget fra den første sygdoms-episode. Men han ved, at han og hans et år ældre søster hurtigt lærte signalerne på nye episoder at kende – og i øvrigt lærte at klare sig selv.

Kasper Til WebTidligere på året udstillede Kaspar Bonnén en 'erindringsscenografi' på Kunstforeningen Gl. Strand i København. Udstillingen hed The Past Will Never Leave You og gengav grundplanet over den lejlighed, hvor han boede som barn med sin søster og psykisk syge mor. De forskellige rum med personlige objekter fra morens hjem, hendes journaler fra gentagne indlæggelser og hans tekster om barndommen, udtrykte stemninger og følelser, som Kaspar Bonnén forbinder med sin opvækst og barndomshjemmet.

For de fleste udgør barndomshjemmet en tryg ramme. Kaspar Bonnén har med sin udstilling her tre år efter morens død undersøgt, hvilke minder det skaber at vokse op i et hjem med en mor, der led af skizofreni.

"Starten på hendes sygdom var turbulent," fortæller han. "Jeg var relativt lille og forstod ikke så meget af det, der skete, men jeg husker, at jeg de første år var meget forvirret og i tvivl om, hvorvidt det, hun sagde, var rigtigt eller forkert," siger han om morens vrangforestillinger.

"Min mor var paranoid. Hendes mest udtalte tanker var, at folk var efter os, at der var sammensværgelser, og at andre var ude på at gøre det dårligt for os. Hun sagde også, at vores far ikke var vores far, og at hendes egne forældre ikke var hendes forældre, men at hun var barn af et fransk ægtepar. Der var paranoia over for alting: de andre i ejendommen og forældre og lærere i skolen," fortæller han. Og moren gav ham og søsteren indtryk af, at alle steder var potentielt farlige.

"Jeg var mere følsom for skiftene i hendes tilstand end min søster. For jeg gik ind i hendes forestillinger og tænkte: Jamen hvad nu, hvis der faktisk er nogen efter os? Jeg kunne ikke helt slippe det. Kunne ikke forstå, at det bare skulle kunne komme helt ud af den blå luft."

Der viste sig et mønster

Men som årene gik, viste der sig et karakteristisk mønster i morens sygdom, som søskendeparret kunne begynde at forstå deres oplevelser ud fra.

"Der var et tydeligt skema: Hun blev syg, kom på hospitalet og kom så hjem til os igen. Derefter gik det rimelig godt, selvom hun måske drak lidt for meget. Så havde hun typisk en periode, hvor hun skulle finde ud af, hvad hun skulle lave," forklarer han om moren, der havde fået sine to børn tidligt og var i slutningen af 20’erne, da hun blev syg første gang.

"Hun var jo ung, så der var en masse ting, hun gerne ville i gang med, fx hendes billedkunst og teater. Hun følte ofte, at medicinen stoppede hendes kreative evner. Derfor ville hun gerne trappe ud af medicinen, hvilket også gik rimeligt i en periode. Men så stoppede hun typisk helt med sin medicin, og så blev hun tiltagende mærkelig," forklarer han.

"Der skete tit det, at hun arbejdede for meget eller ikke kunne overskue en opgave eller en konflikt med en kollega. Som jeg ser det, var der en eller anden belastning, der triggede sygdommen. Vi kunne i hvert fald se, at når tingene begyndte at modarbejde hende, så fik hun det dårligt. Så var det 'nogens skyld', eller der var 'nogen, der ikke ville hende det godt'."

"Lige der … der blev vi enormt opmærksomme. Der ringede alarmklokkerne. Fra vi var 12-13 år, begyndte vi at sige til hende: Skal du ikke huske at tage din medicin eller være lidt forsigtig. Tænk nu på sidste gang." 


Hvordan reagerede hun?

"Hun insisterede på, at det gik godt. Hun havde fået god energi, blev lidt manisk og ville både stoppe med at drikke og ryge. Og så kom punktet, hvor tingene modarbejdede hende, og så kunne det gå ret hurtigt, fra hun stoppede med at arbejde, til tankerne blev paranoide."

Og hendes massive strøm af tanker og ord var ekstremt svær at sige noget til, forklarer han.

"Hvis vi modsagde hende, blev hun ophidset over, at vi ikke støttede hende. Så var vi hurtigt i ledtog med ‘de andre’. Derfor blev man bare nødt til at ignorere det."


Hvordan gør man det som barn?

"Der er mange forskellige aldre i det her. Og det var faktisk derfor, vi begge blev smidt ud hjemmefra: Da vi var store nok til at sige hende mere imod. Vi flyttede begge, da vi var 16."

Men i årene inden husker Kaspar Bonnén mest, at han blot var tavs. Både hjemme og ude blandt andre.

"Min søster var mere åben om vores mors sygdom end jeg. Jeg prøvede fortsat at forstå symptomerne, at forstå hende. Min søster sagde direkte: ‘Nu er hun underlig’, og så trak hun sig og levede sit eget liv med sine venner. Jeg blev mere indadvendt og havde ikke lyst til at indvie andre i vores situation."

Men, fortæller han, de to søskende havde aldrig følelsen af, at morens sygdom var deres skyld.

"Selv, når hun anklagede os for at være ‘med de andre’, fordi vi sagde hende imod, så var det så tydeligt, at hendes forestillinger startede et helt andet sted, og at det var verden derude, der var truende. Min søster og jeg havde også hinanden, og vi kunne godt se, når hun ændrede sig. Så kiggede vi hinanden i øjnene og var enige om, at hun var mærkelig, og at nu skulle vi gå uden om hende."

 

Min søster og jeg kunne godt se, når vores mor ændrede sig. Så kiggede vi hinanden i øjnene og var enige om, at hun var mærkelig, og at nu skulle vi gå uden om hende.

 

Skemafast hverdagsliv

Måske var det også for at bevare realitetssansen, at både han og søsteren forsøgte at opretholde et skemafast hverdagsliv.

"Fx var det at komme i skole meget vigtigt for os begge. At holde fast i de ting og fritidsaktiviteter, som tog os væk fra hjemmet, og at skabe en hverdag der," fortæller han. Derfor var det svært, når moren i perioder ikke tillod ham og søsteren at komme i skole eller at gå uden for en dør. Og det var utrygt, når hun pludselig forsvandt. Bedst husker han en biltur til Frankrig, hvor moren efterlod dem i bilen på forskellige parkeringspladser, på en restaurant eller i lobbyen på en dansk ambassade.

"Men jeg husker ikke, at der var nogen, der snakkede med os om, hvordan det gik derhjemme," siger han lidt forundret.

"Jeg tænker nogle gange på, hvordan vi klarede hverdagen? Da vi var helt små, købte vi på kredit hos købmanden. Vi lærte ret hurtigt at klare os selv. Min søster ringede efter hende på værtshuset og sagde, at hun skulle købe ind på vejen, fordi der ikke var noget mad. Det var ikke, fordi der skulle tages hånd om os, men det er alligevel underligt, at der ikke var nogen, der støttede os og sagde: Vi ved det er svært, eller du klarer det flot."

Han husker også, at han var bevidst om, at han havde en ‘anderledes’ mor.

"Fx det der med at invitere folk hjem. Det var utrygt. Men det var ikke sådan, at jeg kom hjem hos mine kammerater og tænkte: Bare det var sådan hos mig. Jeg ønskede mig ikke noget andet. Vi havde også nogle frihedsgrader derhjemme, og hun lyttede meget til os. Hun skældte os aldrig ud. Vi var meget nære."

Nogle af oplevelserne glider sammen, fortæller han.

"Jeg kan næsten ikke huske, hvornår hvad skete. Følelsesmæssigt blander det sig og skaber bare sådan nogle stemninger, som jeg også kan mærke, at jeg bliver trykket af, nu når vi taler om det. En følelse af at have været rimeligt fortabt nogle gange og ikke at have vidst, hvad man skulle gøre. Og følelsen af svigt fra andre. Det er jo en efterrationalisering, men alligevel følelsen af at der ikke var andre i familien, der gjorde noget."

I forbindelse med endnu en indlæggelse, da Kaspar og hans søster var 13-14 år, foreslog en socialrådgiver, at søskendeparret blev boende hjemme i stedet for at flytte på en institution. 

Så boede vi alene i lejligheden nogle måneder, hvor socialrådgiveren kom et par gange og holdt lidt styr på det.”


Hvordan husker du de måneder?

"Det gik fint. Efter at vi havde været på børnehjem i 1980, var vi meget utrygge, når hun blev syg. Ville vi blive sendt væk igen? Hellere bo alene i lejligheden end at blive sendt til en institution."

Det var en lettelse, når moren var indlagt, for så var der lidt ro, siger han. I det hele taget er uforudsigeligheden det, han husker mest tydeligt fra barndommen.

"Det var det værste, tror jeg. Uforudsigeligheden sætter en stopper for ens egen udvikling. Da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg se, at der var mulighed for udvikling. Pludselig var der plads til mig. Jeg tror, at mine tanker var bundet meget op på hende, og på hvordan hun havde det. Hele mit ubevidste liv var koncentreret om at vejre situationen. Selv når min mor havde det godt, var fokus på det i mange år. Hun fyldte jo meget. Selvom min søster og jeg lavede andre ting, så var det hele tiden en baggrundsfølelse. Det var ikke en konstruktiv eller stimulerende uforudsigelighed. Det var følelsen af fare for, at der skulle ske noget, at man skulle være forsigtig eller ikke træde forkert."


Hvordan har det påvirket dig at skulle være på vagt på den måde?

"Jeg tror, det har givet en forsigtighed. I stedet for bare at gøre ting uden at overveje, hvad det betyder for andre, så er jeg lidt overopmærksom på nogle ting. Det har jeg skullet arbejde med. Og så har jeg haft et stort behov for at kunne stole på min realitetssans. Et behov for at ting er logiske, og at jeg kan gennemskue, hvordan de foregår og hænger sammen, fx i kærlighedsrelationer. Det er svært at sige  …  et behov for sådan nogle helt nære, trygge ting … ikke alt for mærkelige ting," smiler han.

"Jeg flyttede som 16-årig, men hun fortsatte med at være belastende. Hun ringede hele tiden. 20 gange dagligt. Jeg syntes, det var svært at komme væk fra. Jeg var ikke bekymret for hende, men jeg havde dårlig samvittighed over ikke at være der nok."

"Men det blev jeg kølig over for, da jeg var i 20’erne. Jeg prøvede at lave aftaler med min mor, især efter at jeg fik mit første barn. Det var nødvendigt, men enormt hårdt. Jeg havde en periode, hvor jeg ønskede at glemme det hele. Og masser af gange har jeg ønsket hende død. Så jeg ikke hele tiden skulle forholde mig til det."

Fik omsorgsfølelsen igen

Først da Kaspar Bonnén var i 30’erne, fik han lidt af omsorgsfølelsen tilbage. Og hvis moren kom forbi og ville se børnebørnene, så var det fint nok. Også selvom hun havde drukket. Så var det sådan, det var, fortæller han.

"Først der syntes jeg heller ikke, det var flovt, at hun kom til en fernisering. Jeg gav lidt slip på frustrationerne. I stedet for at det var synd for mig, kunne jeg se, at det var rigtig hårdt for hende. Og jeg husker, at jeg sad til nogle af indlæggelsessamtalerne på den psykiatriske afdeling, hvor man taler med psykiateren om personlige ting, fx hendes kærester eller selvmordsforsøg, og jeg kunne se, hvor ensom hun også var. Og hvor hårdt det var for hende at gå igennem de her ting igen og igen og aldrig rigtig komme videre. Det er jo helt eksistentielt. Hvad er et liv, og hvad vil man med et liv? Hvad ville hun med det, og hvorfor var det, at alle de her ting ikke lykkedes for hende? Hvis hun havde fået hjælp tidligere, kunne det så være, at nogle ting var gået anderledes?" spørger han.


Tænker du det samme om dit eget liv?

"Nej, jeg har aldrig følt, at jeg havde været bedre tjent med noget andet. Jeg har ønsket hende død eller ikke-eksisterede, fordi situationen blev ved med at plage mig. Men jeg føler jo også, at jeg har kunnet klare det og er kommet videre. Så på den måde kan jeg ikke skille mig selv fra min historie, hvilket også er titlen på min udstilling. Man kan jo ikke komme om ved det. Jeg er et resultat af de her ting, og jeg har valgt at bruge mine oplevelser, fx i min kunst. Så det føles ikke som spild. Man må tage sit liv på sig og prøve at komme videre, leve eller arbejde med det i stedet for at tro, at det skulle have været anderledes, eller at det er de andres skyld."

Bitterheden kommer, når man føler sig låst fast, siger han. Men man kan ikke bruge den til noget.

"Når jeg i perioder prøvede at blive voksen, prøvede at tage ansvar og komme videre, men ikke kunne, så blev jeg bitter på hende. Fordi det krævede af mig, at jeg skulle blive endnu mere hård og afvisende over for hende. Og det kunne jeg ikke altid. I dag er jeg enormt glad for, at jeg nåede at forsone mig lidt med hende og med situationen, inden hun døde."

Kaspar Bonnén er født i 1968 og uddannet billedkunstner fra Kunstakademiet i København.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden