Lær tegn på mistrivsel at kende

Det kan være svært at skelne mellem tegn på almindelige hverdagsproblemer og tegn på reel mistrivsel. Men ser du flere tegn hos barnet eller den unge og over længere tid, er det vigtig at du reagerer. Mindre børn kan også vise tegn på mistrivsel – fx mavepine, der kommer igen og igen.

Tegn på mistrivsel hos mindre børn 

Børn, der går i vuggestue eller børnehave, kan vise forskellige tegn på mistrivsel, og det kan være svært at tolke tegnene. Fx kan et barn virke vred og irriteret mere end trist, men alligevel være ramt af en depression. Ser du flere tegn over længere tid, er det vigtigt, du reagerer.

Tegn på mistrivsel kan være

- virker trist og energiforladt

- virker uroligt/rastløst

- klager over fx ondt i maven eller hovedet

- har mange konflikter med andre børn

- trækker sig fra andre børn og samvær

- søger voksenkontakt, men uden at kunne finde ro og tryghed i kontakten

- har problemer med at spise eller sove

- mister interessen for aktiviteter

- virker irriteret og vred (med underliggende tristhed)

Nogle gange er tegnene mere tydelige fx manglende øjenkontakt og trang til at lege alene (typisk ved autisme - læs mere her) eller voldsomt aktive børn med koncentrationsbesvær (typisk ved adhd (se mere om ADHD her). 

Mistrivsel kan opstå som følge af utryghed i barnets liv fx dødsfald og sygdom i familien, ny børnehave eller skilsmisse.

Tegn på mistrivsel hos unge

Både psykiske, fysiske ændringer og en anderledes måde at opføre sig på kan være tegn på mistrivsel hos børn og unge i skolealderen.

Psykiske ændringer

Læg mærke til, om den unge

  • er blevet mere selvkritisk og kæmper med mindreværd
  • ikke orker hverdagen
  • har svært ved at koncentrere sig
  • er trist, irritabel eller føler håbløshed
  • har selvmordstanker 

Fysiske ændringer

Læg mærke til, om den unge

  • jævnligt klager over smerter fx mavepine eller hovedpine
  • ikke virker udhvilet
  • spiser mere eller mindre
  • virker usoigneret og har ændret påklædning
  • reagerer voldsomt eller bliver mere indadvendt

Adfærden ændrer sig

Læg mærke til, om den unge

  • virker til at have et øget forbrug af alkohol og stoffer
  • præsterer fagligt dårligere i skolen
  • er alene i pauser på skolen
  • beder om at være inde i pauserne for at undgå fællesskabet
  • kaldes øgenavne eller prøve at købe sig til opmærksomhed

Du skal altid reagere, hvis du oplever, at et barn har det svært.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden