Sådan får du øje på psykiske problemer

Psykisk sygdom rammer også børn. Mindst halvdelen af alle tilfælde af psykisk sygdom bryder ud, inden barnet er fyldt 18 år. Voksne kan hjælpe med at få øje på mistrivsel og problemer, støtte barnet eller den unge og sørge for at bygge bro til professionel hjælp.

Som pædagog, lærer, sundhedsplejerske eller fodboldtræner opdager du måske tegn på mistrivsel og psykiske problemer hos børn og unge. Så er det vigtigt at reagere.

Børn og unge med psykiske problemer er ikke nødvendigvis på vej til at få en psykisk sygdom. Men et barn, der er ensomt, som bliver mobbet eller føler sig stresset af den ene eller anden grund kan udvikle egentlig sygdom. Derfor er det vigtigt at reagere.

Jo før psykisk sygdom bliver opdaget og barnet får hjælp, des bedre er fremtidsudsigterne.

Tegn på psykiske problemer

Psykiske problemer hos børn viser sig ofte ved, at barnet eller den unge

  • trækker sig fra venner og kammerater
  • virker trist, træt, ligeglad, energiforladt eller rastløs, urolig
  • mister interesse for hverdagen fx skolen
  • mister interesse for fritidsaktiviteter 

Børn af psykisk syge forældre er særligt udsatte for selv at udvikle psykiske problemer. Det sker for cirka 50 % og fx i form af indlæringsvanskeligheder.

Hvorfor psykiske problemer?

Hvorfor nogle børn får psykiske problemer eller sygdomme, mens andre ikke får, er der ikke nogen enkel forklaring på. Men det hænger blandt andet sammen med den grad af sårbarhed, man er født med og den stress, man udsættes for i livet. Det kaldes stress-sårbarhedsmodellen.

Noget af sårbarheden kan forklares med generne – det man arver fra forældrene, men sårbarheden kan også opstå, hvis man fx er meget for tidlig født eller moren har haft en infektion under graviditeten.

Længerevarende stress kan udløse psykisk sygdom, så selv meget robuste børn kan udvikle psykiske vanskeligheder ved fx voldsomme konflikter i familien eller omsorgssvigt.

Nogle børn er omvendt så tidligt sårbare, at der skal meget lidt stress til, før psykisk sygdom udløses.

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden