Børn og unges psykiske forstyrrelser

10-15% af alle børn og unge har på et givent tidspunkt symptomer på psykiske forstyrrelser.

Af speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, fhv. overlæge Ole Sylvester Jørgensen

Psykiske forstyrrelser, der opstår i barndommen og i ungdomsårene, er mangfoldige, både når det gælder årsager, symptomer, forløb og respons på behandling. Der er tale om både lettere og forbigående forstyrrelser, som kun i begrænset omfang kan påvirke den psykiske udvikling ind i voksenalderen, og om alvorlige forstyrrelser, der i høj grad hæmmer barnet eller den unges funktionsevne og som fortsætter med at gøre det, når personen bliver voksen.

10-15% af alle børn og unge har på et givent tidspunkt symptomer på psykisk forstyrrelse. Følger man børn, helt til de bliver voksne, vil omkring 30% af alle have haft symptomer på en psykisk forstyrrelse på et eller andet tidspunkt. Hos en væsentlig del af de 30% kommer de psykiske forstyrrelser til udtryk som forbigående problemer, f.eks. forbigående psykosocial belastning.

Tidligere delte man ofte symptomer og forstyrrelser op i ‘organiske’ og ‘miljømæssige’. I dag bruger man ikke længere den kategoriske opdeling, da det har vist sig, at årsagen til langt de fleste psykiske forstyrrelser både er genetiske og miljømæssige. Miljøforhold kan her være både ikke-genetiske biologiske faktorer, f.eks. iltmangel ved fødslen, og psykosociale miljøfaktorer. Autisme er blandt de psykiske forstyrrelser, der helt overvejende er genetisk betinget, mens f.eks. tilknytningsforstyrrelser stort set altid skyldes psykosociale forhold.

Børn og unges psykiske forstyrrelser   

En række symptomer har vist sig at være tidlige tegn på, at børn senere i barndommen har risiko for at udvikle psykiske forstyrrelser, evt. i alvorlig grad. Det gælder f.eks. afvigelser i forskellige færdigheder hos børn under tre år: sprog og kommunikation, motorik, kontakt og tilknytning, opmærksomhed og impuls-kontrol. Tidlige vanskeligheder på disse områder – også selv om de i begyndelsen virker afgrænsede – kan hurtigt vise sig at være mere omfattende og kræve en bredere faglig indsats end først antaget, f.eks. hos talepædagog, psykolog og evt. også i børne- og ungdoms-psykiatrien.

Senere i barndommen og i ungdommen er det f.eks. sære tvangssymptomer, depression eller psykotiske symptomer, der indi-kerer, at barnet eller den unge kan være ved at udvikle en alvorlig psykisk forstyrrelse. Især i forbindelse med stofmisbrug skal man være varsom med at tro, at psykiske problemer – også psykotiske symptomer – blot er sekundære til stofmisbruget. Det kan meget vel være omvendt. 

Psykiske forstyrrelser hos spædbørn

Nogle gange afspejler symptomer hos spædbørn de psykiske forstyrrelser, som barnet vil få senere i barn- og ungdommen. Det kan være forstyrrelser i samspillet mellem mor og barn og forstyrrelser i barnets såkaldte regulationsrytme, der har at gøre med sult–mæthed, vågenhed–søvn og utilpashed–tryghed. De nævnte forstyrrelser er også i sig selv problemer, der kræver intervention, f.eks. vejledning af forældrene, især moren. Nogle gange afspejler forstyrrelserne morens psykiske problemer, andre gange barnets. Men det kan også være et både-og.

Forstyrrelser tidligt i barndommen

Flere af de psykiske forstyrrelser, der opstår tidligt i livet, er overvejende neurobiologisk betingede: autisme, ADHD og specifikke afvigelser i de sproglige og motoriske færdigheder.

Autisme, eller autismespektrumforstyrrelse, er en psykisk forstyrrelse, hvor barnets udvikling af socialt samspil og kommunikation afviger, ligesom barnets adfærd og interesser er præget af udtalte gentagne mønstre. Selv om autisme må anses for at være en medfødt psykisk forstyrrelse, er der forskel på, hvornår i barnets udvikling forstyrrelsen viser sig. De lettere former (Aspergers syndrom, hvor barnet har normal intellektuel og sproglig udvikling) medfører først vanskeligheder, når de sociale og kommunikative krav til barnet bliver mere avancerede, f.eks. når barnet skal fungere socialt i større grupper i daginstitutionen.

Alvorligere former for autisme (infantil autisme, hvor barnet ofte er mentalt retarderet) viser sig tidligere, tit allerede når barnet er mellem 12 og 18 måneder. Autisme medfører livslange sociale funktionsproblemer, og alle, også velbegavede mennesker med autisme, der udadtil kan virke upåfaldende, har vedvarende behov for støtte, når de kommer i uvante sociale situationer. Her kan de blive hjælpeløse og desperate. Ca. 1% af befolkningen lider af autisme

ADHD, en forkortelse af Attention Deficit, Hyperactivity Disorder, viser sig ved, at barnet har opmærksomhedsvanskeligheder og nedsat koncentrationsevne kombineret med hyperaktivitet og impulsivitet. Hvis man skal stille diagnosen ADHD, må symptomerne ikke være forbigående. I det nuværende diagnosesystem kræver man desuden, at forstyrrelsen skal være opstået inden 7-års-alderen, selv om enkelte børn udvikler forstyrrelsen senere, f.eks. i forbindelse med at de får epilepsi. ADHD skyldes, ligesom autisme, i høj grad genetiske faktorer, men ikke-genetiske faktorer, f.eks. fødselskomplikationer, spiller en større rolle end ved autisme. Børn og unge med ADHD har ofte også andre psykiske forstyrrelser. Tidligt i forløbet kan det være Aspergers syndrom, OCD eller Tourettes syndrom, mens det senere er adfærdsforstyrrelser, depression og angst. Man regner med, at omkring 70% af børn og unge med ADHD har gavn af medicinsk behandling, som almindeligvis kun har lettere bivirkninger. Medicinen øger koncentrationsevnen og dæmper hyperaktiviteten. Ca. 5% af befolkningen har ADHD.

Man bruger betegnelsen tilknytningsforstyrrelser, hvis barnets kontakt til andre er præget af svær ambivalens, eller hvis barnet har en ukritisk kontakt til fremmede og en mangelfuld tilknytning til moren og andre omsorgspersoner. Tidligt omsorgs-svigt er den helt dominerende årsag til tilknytningsforstyrrelser. Diagnosen bør ikke anvendes, hvis barnet også lider af autisme. Dels kan den afvigende kontakt til andre forveksles ved de to forstyrrelser, dels er behandlingen ved tilknytningsmæssige problemer hos børn med autisme, f.eks. Aspergers syndrom, væsentligt anderledes, end hvis barnet kun har en tilknytningsforstyrrelse. Svære omsorgsmæssige svigt kan fremkalde en form for kontaktforstyrrelse, der minder om autisme, hvilket man har set hos rumænske institutionsbørn. Det forudsætter dog meget udtalt mangel på stimuli (deprivation).

Man skelner mellem en reaktiv og en uselektiv/uhæmmet form for tilknytningsforstyrrelse. Reaktiv tilknytningsforstyrrelse ses hos de yngste børn i den fase, hvor de aktuelt oplever omsorgssvigt. Børnene er ambivalente og angste for kontakt, og formen kaldes reaktiv, netop fordi der endnu ikke er opstået blivende tilknytningsmæssig forstyrrelse. Har tilknytnings-problemerne stået på længe, og har børnene fået en for upersonlig institutionspræget opvækst, er der risiko for vedvarende tilknytningsmæssige afvigelser (læs mere om tilknytningsforstyrrelser på side 12).

Forstyrrelser senere i barndommen

OCD er en psykisk forstyrrelse, hvor barnet eller den unge har tvangstanker og tvangshandlinger. OCD opstår ofte i skolealderen, men kan også opstå i ungdomsårene og – men dog sjældent – i voksenalderen. Nogle børn og unge med OCD har mange tvangs-tanker og kun få tvangshandlinger, andre har det omvendt. Ofte er der både tvangstanker og -handlinger. Drejer det sig f.eks. om tvangstanker om bakterier på hænderne, kan barnet føle en emotionel lettelse ved at vaske hænder, men den er ofte kortva-rig. Tankerne opstår gang på gang, og vaskeritualerne må gentages for at få tankerne på afstand og for at dæmpe angst og ubehag.

Voksne med OCD er klar over, at tankerne er ude af proportioner, og at tvangs-handlingerne er tilsvarende absurde, især set fra andres synsvinkel. De føler sig pinligt berørt over at være ‘ofre’ for deres angst og ude af stand til at styre det og fortæller nødigt andre om deres vanskeligheder. Børn, som er mindre udviklede, hvad angår evnen til at reflektere over psykologiske forhold, vil sjældent kunne gøre sig samme overvejelser om deres tvangssymptomer som voksne.

OCD kan heldigvis ofte lindres, især ved en kombination af kognitiv psykoterapi og medicinsk behandling. Hvis børn skal have gavn af kognitiv terapi, må behandlingsformen tilpasses barnets mentale udviklings-niveau og barnets mindre udviklede evne til at overskue de psykologiske forhold ved OCD. F.eks. tager børn let deres tvangs-tanker ‘for bogstaveligt’. Det skal imidlertid ikke give anledning til, at symptomerne bliver opfattet som mere ‘psykosenære’ hos børn, dvs. som urealistiske tolkninger af mentale forhold og forhold i omverdenen. Symptomerne bør ses i lyset af den mindre metakognitive modenhed hos børn generelt, dvs. yngre børns mere mangelfulde evne til at ‘tænke over tanker’.  

Emotionelle forstyrrelser i barndommen

Tidligere brugte man diagnosen ‘emotionelle forstyrrelser’ til følelsesmæssige forstyrrelser, der ikke var ledsaget af andre former for psykiske vanskeligheder. Man opfattede ofte børn med f.eks. fobisk angst som børn, der kun var præget af deres angstlidelse. Derfor mente man ikke, at de emotionelle forstyrrelser hos børn var så alvorlige. Nok var forstyrrelserne ubehagelige at leve med, men de fortsatte sjældent som emotionelle forstyrrelser i voksenalderen. Den opfattelse er under revision. Emotionelle forstyrrelser er sjældent så afgrænsede, som tidligere antaget. Ofte er de emotionelle forstyrrelser ledsaget af f.eks. ADHD.

Det har også vist sig, at emotionelle vanskeligheder i barndommen har tendens til at fortsætte i voksenalderen, nogle gange i en anden form. F.eks. kan angst i barndommen fortsætte som depression i voksenalderen. Den hyppigste angstlidelse hos børn er såkaldt abnorm separations-angst, dvs. angst for at forlade moren på et alderstrin og udviklingsniveau, hvor det ikke længere er naturligt.

Adfærdsforstyrrelser viser sig ved udtalt aggressiv og destruktiv adfærd. Diagnosen forudsætter, at barnet har haft forstyrrelserne i en længere periode. Ofte, men ikke altid, har adfærden baggrund i social misrøgt i den tidlige barndom. Nogle børn og unge har adfærdsforstyrrelser samtidig med ADHD. Kombinationen af adfærdsforstyrrelse og ADHD har en særlig alvorlig prognose, f.eks. i forhold til voldskriminalitet senere i livet. Mange børn med ADHD, der ikke har adfærdsforstyrrelse, klarer sig til gengæld ganske godt senere hen. Det er derfor vigtigt så tidligt som muligt at være opmærksom på adfærdsforstyrrelser hos børn med ADHD. Mange af de børn, der fortsætter med at have adfærdsforstyrrelse i ungdomsårene, vil også have vedvarende aggressive og destruktive symptomer i voksenalderen.

Forstyrrelser, der opstår i ungdomsårene

I ungdomsårene øges forekomsten af psykiske forstyrrelser, som ellers hører voksenalderen til, gradvist. Det gælder f.eks. depression som led i de affektive forstyrrelser, herunder bipolar lidelse, skizofreni og personlighedsforstyrrelser. De tidlige symptomer på disse psykiske forstyrrelser kan være atypiske hos unge i forhold til hos voksne. Det hænger bl.a. sammen med, at unge, der har haft psykiske forstyrrelser allerede som børn, f.eks. ADHD og OCD, ofte vil have tendens til at debutere særlig tidligt med de voksenpsykiatriske forstyrrelser. Det kan give de debuterende symptomer et atypisk præg i forhold til de mere ukomplicerede symptomer, der er ved senere debut.

Affektive forstyrrelser

Depression og mani er de karakteristiske psykiske forstyrrelser, der samlet kaldes de affektive forstyrrelser. Begge viser sig ved forandringer i stemningslejet – nedsat ved depression, opstemt ved mani – men der er også en række andre symptomer, f.eks. afvigelser i koncentrationsevne og hukommelse, i appetit og i søvn. Mani er sjældnere end depression, og de fleste mennesker med affektiv forstyrrelse får kun depressioner, dvs. en unipolar affektiv forstyrrelse.

Jo tidligere i ungdomsårene man får affektive forstyrrelser, jo større er tendensen til, at man vil få både depression og mani, dvs. bipolar lidelse, også kaldet maniodepressiv sygdom. Det kan være meget hæmmende for personens sociale udvikling og uddannelsesforløb, hvis man allerede som ung har mange tilbagevendende depressioner og/eller manier. Unge med bipolar lidelse får samme medicinske behandling som voksne, både når det gælder de enkelte manier og depressioner og forebyggelsen af nye episoder.  

Skizofreni og andre psykotiske tilstande

Det har vist sig, at unge, der tidligt udvikler skizofreni, også ofte har haft psykiske udviklingsforstyrrelser i barndommen. Det har imidlertid ikke været muligt at identificere tilstrækkeligt specifikke forudgående symptomer. Begavelse lavt i normalområdet og specifikke sproglige vanskeligheder er overrepræsenterede hos dem, der senere får skizofreni, men det er yderst uspecifikke symptomer, som har det, man kalder lav prædiktiv værdi. Det tyder ikke på, at ADHD og autisme giver væsentlig øget risiko for senere skizofreni.

Der er betydelig grund til at skelne mellem de forskellige former for psykotiske tilstande, der kan debutere i ungdomsårene. Nogle viser sig at være forbigående psykotiske faser, som det f.eks. ses hos nogle unge med autisme. Andre er tidlige tegn på langstrakte svært invaliderende sygdomsforløb.  

Personlighedsforstyrrelser

Adfærdsforstyrrelser, der er præget af tilbagevendende symptomer som aggressivitet og destruktivitet, vil ofte senere kunne ses som personlighedsforstyrrelsen, kaldet dyssocial personlighedsstruktur. Ca. halvdelen af de unge, der har symptomer på adfærdsforstyrrelse, vil dog ikke få diagnosen dyssocial personlighedsstruktur i voksenalderen. Mange ‘modnes’ personlighedsmæssigt og adfærdsmæssigt og klarer sig relativt godt senere hen. Omvendt er der også mange, der har fået diagnosen dyssocial personlighedsstruktur i voksenalderen, uden at de har haft hverken aggressive eller destruktive symptomer i barndommen, tilknytningsforstyrrelse eller ADHD.

Man ved kun lidt om, hvilke forhold i livet der fører til, at nogle unge, der ellers har haft en ret upåfaldende psykisk udvikling, bliver dyssociale i ungdomsårene og den tidlige voksenalder. Nogle oplever et gruppetilhørsforhold til dyssociale personer, der ofte er noget ældre end dem selv, og tilegner sig derved deres sociale dysfunktion. Men det er uvist, om det er årsagen til eller en følge af deres dyssociale udvikling.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden