Tavshedspligt og underretning

Underretningspligt kommer før tavshedspligt og er et udtryk for omsorg. Ankestyrelsen anbefaler, at man underretter allerede ved mistanke om, at et barn mistrives. Det skal sikre, at barnet (og familien) får så tidlig hjælp som muligt.

Som hovedregel bør en underretning være skriftlig. Mange kommuner forlanger, at underretningen er skriftlig, når det er fagfolk, der underretter. I helt akutte situationer kan underretningen ske mundtligt. 

Underretningen tjener flere formål. Den er blandt andet et arbejdsredskab i sagsbehandlingen og retssikkerhedsgrundlag i forbindelse med trufne beslutninger.

Det skal underretningen indeholde

Når du laver en underretning, er det vigtigt, at du kommer ind på følgende:

  • Årsagen til bekymringen. Gør klart, at der er tale om underretning, ikke blot bekymring.
  • Så vidt det er muligt skal underretningen bygge på konkrete iagttagelser (hvad du har set, hørt, osv.).
  • Underretningen skal indeholde en faglig beskrivelse af barnets situation, hvor både styrker og svagheder indgår.
  • Tidsperspektivet.
  • Kort beskrivelse af, hvordan forældrene ser på problemet, og om de er informeret om skrivelsen.

Du kan eventuelt hente en skabelon til underretning på Børns Vilkårs hjemmeside.

Skal forældrene involveres?

Det er god kutyme at involvere forældrene i bekymringen og underretningen i de fleste tilfælde.

Har forældrene ret til indsigt?

Når man formulerer sig, er det vigtigt at huske, at forældrene (hvis de har forældremyndigheden) kan søge aktindsigt i sagen og altid vil have ret til indsigt i oplysninger om dem selv (uanset forældremyndighed). De vil derfor have adgang til at læse i sagen, hvis de bliver tildelt aktindsigt.

Forældre har dog IKKE ret til at læse underretningen, som en del af sags-dokumenterne, hvis det er forældrene, der er årsagen til, at der underrettes.

Er man så part i sagen?

Som lærer eller anden fagperson tilknyttet barnet er man ikke part i sagen og har derfor heller ikke ret til at vide mere om forløbet. Reglen er, at man vil modtage en bekræftelse på, at underretningen er modtaget inden for 6 dage.

Vigtigt at sparre med kolleger

Det kan af forskellige årsager være svært at få skrevet en underretning, selvom man ved, man har pligt til det. Måske spekulerer man på, hvad der vil ske med barnet, om det vil ødelægge forholdet til familien, om man i virkeligheden ’ser syner’ osv. Derfor er det vigtigt at sparre med kollegaer.

Det er også vigtigt, at arbejdspladsen har en procedure for underretning. Men husk også, at underretningspligten er personlig. Det vil sige, at hver enkelt ansat har et ansvar og en juridisk forpligtelse til at underrette ved bekymring.

Læs mere om underretninger på Ankestyrelsens hjemmeside.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden