Henrik, 40 år, far til en datter på 10 år. Henrik bor i Odense, men tager turen til København flere gange om måneden, når han har rådgivervagt. Henrik har arbejdet som fysioterapeut i ti år, læser psykologi på Åbent Universitet og søger ind på psykologistudiet. Han har været telefonrådgiver i lidt over et år.

Hvorfor har du valgt at være rådgiver på Telefonrådgivningen?

”Selvom om det er et stykke frivilligt arbejde, jeg udfører, så bliver der stillet krav til min faglighed og viden. Du skal skrive en regulær ansøgning og til samtale for at komme i betragtning, ligesom der er løbende videreuddannelse og supervision. Det vidner om, at det arbejde, vi udfører, bliver vægtet højt, og det signalerer en seriøsitet udadtil. Rent personligt handler det også om faglig inspiration. Jeg kan sparre med de andre rådgivere og derigennem udvikle min egen faglighed.”

Hvad kan I hjælpe med i Telefonrådgivningen? 

Henrik”Vi kan hjælpe med rådgivning inden for et meget bredt spektrum, hvad angår psykisk sårbarhed. Nogle har konkrete spørgsmål til diagnoser, behandling m.m. Andre føler sig isoleret på grund af deres psykiske sygdomme og ringer til os for at få rådgivning og hjælp til at få struktur på deres liv. Så er der en del pårørende, der ringer ind, og dem hjælper vi bl.a. med at få luft for de mange frustrationer, der opstår som pårørende til en person med psykiske problemer, ligesom vi kan give råd til, hvor de kan søge hjælp. Hvis det er et meget specifikt spørgsmål, som jeg ikke kan svare på, fx om medicin, kan jeg sende spørgsmålet videre til vores tilknyttede psykiater.”

Er der en historie, der har gjort særligt indtryk på dig? 

”Der er specielt én samtale, jeg tænker på. Det var en person, der var leder for et sportshold bestående af en håndfuld  unge drenge, hvor en af deres kammerater havde forsøgt at begå selvmord dagen før træningen. Vi talte den svære og sørgelige situation igennem, og jeg kunne henvise hende videre til et task force, som rykker ud i sådanne tilfælde. Den samtale gjorde meget stort indtryk på mig.”

Hvad har været den største overraskelse for dig?

”Jeg bliver ofte mødt med spørgsmålet om, om det ikke er hårdt at være rådgiver – om jeg ikke tager arbejdet med mig hjem og så videre. Men de fleste gange, når jeg går fra en vagt, så er jeg i stedet opfyldt af energi. Det er, fordi jeg får lov til at løfte andre mennesker, som har det svært. Ofte har vores opkaldere det en lille smule bedre, når vi afslutter samtalen. Dels fordi jeg har tid til at lytte, og dels fordi vi sammen med dem kan finde frem til nogle ting, de kan handle på efter samtalen.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden