Sisse, 74 år. Bor i Hellerup. Har tre børn og fire børnebørn. Sisse har arbejdet som socialrådgiver i mange år og drevet et vikarbureau for lægesekretærer. Hun har været rådgiver i over fem år.

Hvorfor har du valgt at være rådgiver på Telefonrådgivningen?

”Da jeg blev pensioneret som 69-årig, syntes jeg, at jeg havde flere kræfter, der kunne bruges. Ikke bare til vinterbadning og roning, men også til at gøre en forskel for andre. Fra mit arbejde, hvor jeg både har været i socialforvaltningen, på skolepsykologisk kontor og hos Kriminalforsorgen, syntes jeg, at jeg havde et bredt erfaringsgrundlag, som måtte kunne bruges. Og så har psykiatri altid interesseret mig.”

Hvad kan I hjælpe med i Telefonrådgivningen?

Sisse”Vi kan hjælpe ved at være lyttende, rummelige og have tid. Og så kan vi hjælpe folk med at blive bevidste om, hvad de selv kan gøre for at komme videre. Vi skal være forsigtige med at sige: ”Jeg synes, du skal gøre præcis sådan og sådan. Det er ikke os, der skal komme med råd og løsninger på alt, men vi skal prøve at åbne op for, at de selv kan gøre deres situation bedre, og lede dem på rette vej.”

Er der en historie, der har gjort særligt indtryk på dig?

”Der var en kvinde, der ringede ind, fem dage efter at hun havde født, fordi hun var bange for, hvad hun kunne finde på at gøre ved sit barn. Hun havde formentlig en fødselsdepression eller -psykose og var meget omtåget. Det var en meget svær situation, for man føler sig som rådgiver magtesløs, mens det står på. Vi var meget bekymrede for, om hun måske allerede havde gjort barnet fortræd, og om hun kunne finde på at gøre noget nu og her. Heldigvis lykkedes det os at få fat på søsteren, som tog affære, og der skete ikke barnet noget.”

Hvad har været den største overraskelse for dig?

”Det har været lidt af en overraskelse for mig, at vi har enkelte opkaldere, der ringer til os ofte, når de har det svært. Det synes umiddelbart, som om vi ikke kan gøre den store forskel for dem, men måske kan vores samtaler holde dem fra indlæggelse eller fra at få det endnu dårligere. For nogle opkaldere fungerer vi nok i en periode som det netværk, de mangler i deres hverdag.”

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden