Lyt til dit barn

Børns angst skal tages alvorligt. Forældre skal lytte nøje og acceptere alle følelser hos barnet. Men også søge hjælp, hvis barnet mistrives, og angsten hæmmer hverdagen gennem længere tid.

Af journalist Tina Varde

undefinedBørn har brug for at tale om det, de er bange for. De har brug for at blive hørt, trøstet, accepteret og elsket – også når de er bange, sårbare, svage og usikre. Eller har lavet en fejl. Det er vigtigt, at voksne lytter og møder børns angst tålmodigt, kærligt og naturligt.

Når forældre er syge

"Når forældre er syge, bekymrer barnet sig om, hvordan de har det – og om mor eller far overhovedet er der, når de kommer hjem fra skole. Hvis forældre er blevet raske efter en psykisk sygdom, bekymrer børnene sig ofte om, hvorvidt de bliver syge igen". 

Det fortæller Charlotte Diamant fra Psykiatrifonden, der arbejder med børn, som bor i familier, hvor enten mor eller far har en psykisk sygdom i Psykiatrifondens børnegrupper. Her mødes børn, der alle kender til den angst, der er forbundet med uforudsigelighed og et svingende niveau af omsorg i dagligdagen.

Op mod halvdelen af børn i familier med psykisk sygdom får selv psykiske problemer, oplyser psykologen. Derfor er det vigtigt at forebygge, gribe ind og hjælpe bedst muligt. Så tidligt som muligt.

“Børnene udtrykker en meget stor lettelse ved at møde andre, som ved, hvordan det er. De har haft svært ved at tale om deres forælders sygdom. Når de kommer til os, er det ofte kun deres lærer og de allernærmeste, der er blevet informeret,” siger Charlotte Diamant.

Ofte går børnene ellers alene med angsten, så den får lov til at vokse indeni.

“I grupperne har vi fokus på, at det er naturlige reaktioner, børnene har. De reagerer jo bare på deres vanskelige livsvilkår. Som vi siger til forældrene ved den indledende samtale: Vi kan ikke tage sygdommen væk, men vi kan gøre det lidt lettere for barnet at leve med den. I løbet af de ti gange, vi er sammen med børnene, handler det om at lære at mestre det svære. Og børnene får også delt deres historier med hinanden,” siger psykologen.

Børns naturlige angst adskiller sig fra voksnes på nogle områder:

“Selve angstreaktionen er den samme, men førskolebanet har endnu ikke udviklet de kognitive redskaber – altså evnen til at tænke og erkende. Derfor kan barnet ikke uden videre berolige sig selv. Uden hjælp fra en voksen kan barnet ikke få angsten til at gå væk, når det er i en situation, der opleves som farlig,” forklarer Charlotte Diamant.

“Hvis fx et lille barn på vej over gaden næsten bliver ramt af en bil, er den voksnes reaktion afgørende for, hvordan barnet oplever og klarer situationen og får den lagret i sin hukommelse. Det er vigtigt, at den voksne er rolig, ser barnets reaktion og siger noget, som spejler barnets følelser. Den voksne kan fx sige: ‘Puha, hvor var det farligt, der blev du rigtig bange. Det var vel nok godt, vi nåede ind på fortovet igen. Kom stå lidt ind til mig, indtil du er faldet til ro’.”

Hvis den voksnes reaktion ikke spejler barnets følelser, vil barnets angst vokse. Fx kunne den voksne sige noget ikke-hjælpsomt som: ‘Se dig dog for! Har jeg ikke sagt, at du skal kigge til begge sider, og at du skal holde mig i hånden. Se nu, hvor tæt det var på at gå galt. Du kunne være blevet kørt over’. For et sensitivt eller ængsteligt barn kan den form for reaktion betyde, at barnet udvikler alvorlig angst for at færdes i trafikken,” forklarer psykologen.

Mød barnet

At blive bange er en helt naturlig del af livet – også for børn med raske forældre.

“Voksne glemmer nogle gange, hvordan det er at være barn, og at man kan være bange for mange ting. Det gør en kæmpe forskel, når den voksne lytter og accepterer de følelser, barnet kommer med, for så bliver barnet mere trygt. Når følelserne bliver anerkendt, behøver det svære ikke fylde så meget,” siger psykologen.

Man skal møde barnet der, hvor det er, og anerkende barnets følelser:

”Hvis barnet er bange for, at der ligger et monster under sengen, når det skal sove, så nytter det ikke bare at sige: ‘Tag dig nu sammen’. I stedet kan man sige: ‘Det er ikke rart at have det sådan, men prøv at se her, der er ikke noget monster’, forklarer hun.

Små børn kan ikke tænke så meget, mest mærke. Derfor skal man lade være med at bruge for mange ord: ‘Er du bange? Det kan jeg godt forstå, men kom, skal vi ikke gøre det alligevel? Vi kan godt’. Man skal undgå at gå med på angsten, fx ved at sige: ‘Nå, så bliver vi hjemme fra børnefødselsdagen’, hvis det er det, barnet er bange for at deltage i. Hvis man følger angsten, bekræfter man, at fødselsdagen og dermed den sociale situation i sig selv er farlig.

“Det er svært at berolige et barn, der har angst, hvis man ikke selv bevarer roen. Møder man barnet med et vredt ’lad være med at skabe dig’ eller et utålmodigt ‘tag det nu roligt’, så bliver barnet endnu mere bange og ked af det,” siger hun.

Det er vigtigt at være realistisk, når man taler om angsten. Også når det handler om sygdom og død.

“Hvis barnet er bange i forbindelse med alvorlig sygdom, kan man måske sige: ‘Jeg kan godt forstå, at du er bange. Jeg er også lidt bange. Det kan godt være, at morfar dør, men vi håber det ikke. Lægerne er dygtige, og der er mange, der hjælper’. Man må aldrig slukke håbet. Hvis barnet så bliver bange for døden, må man tage en snak om det; Hvad sker der, når man dør? Så kan man jo fortælle, hvad man selv tror,” foreslår Charlotte Diamant.

Det hjælper barnet at lette sit hjerte

Voksne skal lære ikke at spørge ind til eller sige mere, end barnet kan rumme. For mindre børn kan bare det, at man lytter, trøster, siger et par ord og giver et kram være nok.

“Vi skal altid øve os i at se vores børns følelser og behov – og ikke vores egne. For større børn kan angst handle om andre ting. Eksamensangst kan handle om at være bange for ikke at være god nok og for ikke at gøre det godt nok. Man er måske bange for at dumpe. Så skal selvværdet boostes,” siger Charlotte Diamant.

Når et lille barn er bange, har det brug for at blive beroliget, så angsten falder.

“Når barnet ikke bliver mødt i sin angst eller går med angsten alene, så vil de hjernemæssige reaktioner, som bliver forhøjet ved angst, ikke komme ned på et naturligt niveau efter oplevelsen. Det forhøjede alarmberedskab vil så at sige ‘selvaktivere’, og barnet vil have et generelt højere alarmberedskab. Og det skaber uro i systemet. Barnet vil måske så forsøge at undgå de ubehagelige følelser ved at gå langt uden om de situationer, der får angstniveauet til at stige. Et barn, der har sagt noget ‘dumt’ i klassen, som alle griner af, holder måske op med at sige noget af frygt for at blive til grin næste gang,” forklarer psykologen og fortsætter:

“Problemet er, at det vedligeholder angsten og starter det, man kalder angstens onde cirkel. Det er ubehageligt at se et barn med meget voldsom angst. Derfor vil det være fristende at hjælpe barnet til at undgå det vanskelige og angstprovokerende. Men på den måde går man med angsten, så den vokser – og hermed kan blive sygelig.”

Vær opmærksom

Der er forskel på børn, og børn skal heller ikke være ens, men hvis man bliver bekymret for sit barn, er det en god idé at skele til, hvad andre på samme alder gør eller tør.

“Læg mærke til, om barnet fungerer sammen med andre: Gemmer mit barn sig altid bag skørtet? Er der noget, jeg skal være opmærksom på?,” siger Charlotte Diamant.

Man skal tage sit barns signaler, adfærd og følelser alvorligt. Holder barnet sig meget for sig selv, kan det være et tegn på, at det har brug for hjælp. Men det kan også bare være fordi, barnet er meget åbent og sensitivt – og derfor har brug for mere ro end andre børn,” siger hun.

Ord og adfærd med omhu

Nogle gange er det den voksne, der skal ændre adfærd. Måske pacer man barnet for meget frem og opdager ikke, at barnet ikke synes, det er rart. Så skal man lære at lade barnet være i fred.

“Forældre, der vil bestemme det hele uden en alderssvarende dialog, skal lære, at barnet har brug for at opleve, at det selv har en vis kontrol over, hvad der foregår. Og at det også kan klare sig selv.”

Forældre kan også have en ængstelig adfærd, der ‘smitter’ barnet.

“Hvis mor springer op, hver gang hun ser en edderkop, så gør hun verden mere utryg for barnet. Eller hvis hun ikke er tryg, når barnet er ude af syne: ‘Har du telefonen tændt?’, så lærer hun måske barnet, at det er farligt at være væk fra mor, og at man altid skal have antennerne ude. På samme måde skal voksne være opmærksomme på om og hvordan, de taler om deres egen angst.

Selvom det er o.k. at fortælle et barn, hvis man selv er bange – det kan barnet alligevel mærke – skal man samtidig passe på ikke at smitte barnet med sin egen angst. Voksne skal sørge for at tale om deres egen angst med andre voksne, så de ikke bruger barnet til det.

Fejler jeg det samme som mor eller far?

undefinedI samtalegrupperne hører psykologerne nogle gange børnene tale om sygdommen hos den voksne – og om at de selv kan være i tvivl om, om de fejler det samme. Det er også psykologernes erfaring, at børn ofte tror, at det er deres skyld, at forælderen har fået sygdommen.

“Når den voksne lider af angst kan det være o.k. at fortælle, hvad angsten gør, hvis man passer på ikke at smitte barnet med angsten. Men når voksne bruger deres børn til at få talt ud, skaber de det, vi kalder små voksne: børn der tilsidesætter egne behov for at passe på forælderen og dermed ikke får sat ord på deres egen bekymring – både for den voksne og for at få sygdommen,” siger Charlotte Diamant.

Forældres adfærd kan altså have indflydelse på udvikling af angst, men der er ikke kun én årsag.

“Man kan have genetisk anlæg for angst. Det handler om kemi i hjernen. Vi bliver alle påvirket af omgivelserne, men i forskellig grad. Nogle er meget påvirkelige og overvældes hurtigere end andre,” forklarer psykologen.

Psykiatrifondens samtalegrupper for børn af forældre med psykisk sygdom er et gratis tilbud til børn i alderen 7-16 år. Her mødes børn i grupper med syv-otte jævnaldrende, som alle kender til den angst, der er forbundet med uforudsigelighed og et svingende niveau af omsorg i hverdagen. De kender også til ikke at være helt sikre på, hvordan mor eller far har det.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden