Flyt dit fokus til de gode oplevelser

Når du har en depression, kan du have svært ved at huske de gode oplevelser og at forestille dig, at der vil ske noget godt i fremtiden. Samtidig kan du få negative forventninger til andre og blive bange for afvisninger. Det kan give dig lyst til at trække dig fra andre, men det vil kun forværre din depression. Psykolog Michael Danielsen fortæller i filmen, hvordan du kan arbejde med dine forventninger til din fremtid og til andre, så du langsomt får mod på nye oplevelser igen.

Hvornår skal du søge hjælp?

Det er vigtigt, at du taler med din læge, hvis du er trist eller mister din energi og livsglæde over en længere periode. Spørg, om du kan få adgang til psykologhjælp eller psykiater via din læge.

Her er øvelsen fra filmen beskrevet

Øvelsen her går ud på, at minde dig selv om, at dit liv har rummet en række gode oplevelser med venner og familie og give dig mod på at tage kontakt til et menneske, du holder af, og lave en aftale om en ny god oplevelse sammen.

  • Start med at finde et stykke papir frem og skriv så fem-ti gode oplevelser ned, som du har haft med andre mennesker i løbet af det sidste års tid. Start med at komme i tanke om bare én god oplevelse og se så, om du kan komme i tanke om endnu én god ting, der er sket. Hvis det er for svært for dig at komme i tanke om gode opleveler, kan du sætte dig sammen med en god ven, der kan hjælpe dig til at huske de gode oplevelser og stunder, der har været. Eller kig dine fotos igennem.
  • Kig på sedlen med de gode oplevelser. Den kan hjælpe dig til at genvinde troen på, at du også fremadrettet vil få gode oplevelser i sit liv – og dermed skabe håb for din fremtid.
  • Prøv nu, om du kan forestille dig bare én god oplevelse, du kunne tænke dig i fremtiden – det kunne fx være en oplevelse med en god ven eller en i din familie. Selvom du måske ikke føler, at du har overskud til det, vil det kunne hjælpe dig, at planlægge bare én ny god oplevelser med et menneske, du holder af.
  • Hvis det er svært for dig at tage kontakt, fordi du frygter en afvisning, så prøv at tænke tilbage på sidste gang du tog kontakt til en god ven eller veninde, og på hvordan det gik. Passer det, at du blev afvist? Skriv ned, hvad der skete, da du sidst ringede til din gode gamle veninde, en tidligere god kollega eller en i din familie, du har tillid til. Der er stor sandsynlighed for, at personen var glad for, at du ringede og gerne ville tale med dig. Hvis du føler, at du ikke kan være bekendt at belemre andre med, hvor svært du har det, så prøv at huske på, at langt de fleste mennesker selv får det bedre, når de hjælper andre.
  • Slut nu øvelsen af med at ringe til en god ven eller familiemedlem og lav en aftale om at ses. Hvis du ikke magter at ringe, så lav en aftale pr. sms. Det vigtigste er, at du tager kontakt, bryder din isolation og får en oplevelse, du kan se frem til.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden