Afled dig selv, når tankerne kører i ring

Det er helt normalt at bekymre sig. Det gør de fleste mennesker i bestemte situationer eller på tidspunkter i livet. Men hvis man har en depression, bekymrer man mere end normalt. Selvbebrejdelserne kører i ring, og det kan føles, som om man sidder fast i sine bekymringer.

Måske hjælper det dig at

  • gå en tur.
  • lave en kop te.
  • tage et varmt bad.
  • ringe til en ven.
  • lytte til et stykke dejlig musik.
  • spille et spil på computeren.
  • se en film eller tv-serie.
  • surf på nettet (gerne sjove ting)
  • finde feriebillederne frem og kig dem igennem.

Hvad nu, hvis det aldrig bliver bedre…?

Hvorfor blev jeg syg …?

Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen....?

Hvis du ofte oplever, at dine negative tanker kører i ring, og du igen og igen bebrejder dig selv for ting, du har gjort, eller ikke har gjort, er det vigtigt, at du lærer at bryde rækken af negative tanker. En teknik, der kan hjælpe, er at aflede dig selv, inden de mørke tanker får rigtig fat.

Stop et øjeblik

Næste gang det går op for dig, at du er ved at falde i et sort hul, så prøv at stoppe op et øjeblik. Tænk på et minde eller få et billede frem i tankerne, som kan hjælpe dig til at fokusere på noget andet. Hvis du i situationen ikke kan finde et minde eller billede, så prøv at foretage dig en handling, som kan hjælpe dig til at tænke på noget andet.

Tænk tilbage

Tænk fx tilbage på den periode i dit liv, hvor du synes, du havde færrest problemer – hvilken musik hørte du? Sæt derefter noget musik på, der plejer at gøre dig i godt eller bare nogenlunde humør. Du kan også prøve at tænke på, hvad du har nydt tidligere i dit liv eller på noget, der har rørt dig. Dvæl ved det et øjeblik.

Det vigtigste er, at du afleder dig selv

Det er ikke afgørende, hvad du foretager dig. Det vigtigste er, at du afleder dig selv, så du flytter dit fokus fra rækken af negative tanker. Øv dig i at gøre noget for at distrahere dig selv, når de negative tanker begynder at køre i ring – også selvom det er udfordrende de første gange, du prøver. Du kan gøre det nemmere for dig selv ved allerede nu at skrive ting ned, du kan gøre for at aflede dig selv.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden