Det værste ved ensomhed er, at man ikke udvek­sler tanker og følelser med andre mennesker

Der er så mange måder at gøre det på. Det kan være dybt og tænksomt, eller det kan være gennem små, diskrete udvekslinger, der tilkendegiver, at man har set hinanden. Det kan være øjeblikke, hvor man pludselig mærker et fællesskab.

Man kan dele oplevelser og af­prøve synspunkter. Man kan le og græde sammen, men vigtigst er den fundamentale oplevelse af, at man eksisterer, at man har betydning og bliver anerkendt af andre mennesker.

Der skal mindst to mennesker til en udveksling, en, der giver, og en, der modtager, og kunsten at modtage er mindst lige så vigtig som at give. Når man udveksler, bliver også det allersværeste meget lettere at bære. Man kommer klogere videre. Det er det, mine to eksempler her gerne skulle vise.

Sygdom = ensomhed

Som helt ung psykiater faldt jeg under arbejdet i et ambulato­rium i snak med en patient. Manden havde i mange år lidt af skizofreni og var (som man sagde) i en stabil fase. Jeg spurgte, om han ville fortælle mig, hvordan han oplevede det, da han blev syg første gang. Og så fulgte en af de mest lærerige timer, jeg har haft i hele min uddannelse.

 

 

Vi lever i et samfund, hvor der er prestige i at have mange venner, og det gør det endnu sværere at tale om, at man er ensom. Ensomheden kan let blive forbundet med at være en fiasko. Men vi skal tale om den, fordi det er første skridt på vejen væk fra ensom­heden. Det skal ikke være pinligt eller flovt at være ensom - det er hårdt nok i forvejen

 

             Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, protektor for Psykiatrifonden

 

Han fortalte om angsten, om følelsen af katastrofe og af det uigenkendelige og ufor­ståelige, om humor fra stemmerne, der kunne live ham lidt op, om omgivelsernes totale mangel på forståelse for, hvad der skete i ham, og den ensomhed, sygdommen også medførte. Og han fortalte om, hvordan omgivelserne afviste hans oplevelser som meningsløse og syge, selv om det for ham - om end ofte svært at forstå - havde en dyb mening. Til sidst opgav han at gøre sig forståelig og trak sig ind i sig selv til sin indre og ofte ensomme verden. Alt andet var for anstrengende.

For mig blev det en port til en større forståelse, og de gange, vi efterfølgende mødtes, var kontakten imellem os en ganske anden, fordi han havde givet mig noget værdifuldt.

Vi har alle noget at byde på

Pointen er, at vi som mennesker alle har noget at byde på, også selvom det kan være meget forskelligt. Det gælder om at turde give og turde tage imod. Vi har alle behov for, at vores liv har mening og betydning både for os selv og for andre, og at vi er interesserede i hinandens mening og betydning.

Vi har i mange år formidlet viden om psykiske sygdomme. Men sygdom handler ikke kun om sygdom i sig selv, men også om hvordan al­ment menneskelige problemer som ensomhed kan påvirke livet for alle - måske særligt de mennesker, der har psykisk sygdom inde på livet.

Af Anne Lindhardt, formand og psykiater

Tak fordi du læste artiklen — vi håber, du kunne lide den

Vi hopper lige til sagen: I Psykiatrifonden arbejder vi målrettet for at for at fremme psykisk sundhed, så alle får mulighed for at leve et godt liv, uanset om de er psykisk sårbare, har en diagnose eller oplever en midlertidig krise.

 

Alle kan læse vores indhold, og sådan ser vi det helst fortsætter. Men vi er en sygdomsbekæmpende organisation, er der mange omkostninger forbundet med det arbejde vi laver. Vi kan kun forsætte arbejdet med støtte fra vores støttemedlemmer.

 

Derfor håber vi meget, at du vil blive støttemedlem. Det kan du blive her!

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883