Kigger huller i luften

Psykisk sygdom fører ofte til et liv i ensomhed. Det gælder både karrierekvinden, der er gået ned med stress, og barnet, som er født ind i en familie med misbrug.

Egentlig havde Nelli Øvre Sørensen ikke tænkt sig, at hendes forskningsprojekt skulle handle ret meget om ensomhed. Men da hun begyndte at interviewe mennesker, der led af psykisk sygdom, stod det hurtigt klart, at de også havde dét til fælles: ensomheden og savnet af et godt socialt liv.

Nelli Øvre Sørensen er sygeplejerske med en humanistisk ph.d. og underviser til daglig på sygeplejeskolen i Odense. Sidste år afsluttede hun et toårigt projekt støttet af Rockwool Fonden kaldet Det levede liv med sindslidelse. Projektet mundede ud i en bog, som beskriver, hvordan det at få en psykisk sygdom påvirker hverdagslivet – muligheden for at arbejde, forholdet til venner og familie og de daglige vaner.

“Næsten alle, jeg har interviewet, er af sig selv begyndt at tale om ensomhed. Jeg har ikke spurgt til det. Tværtimod har den enkelte selv besluttet, hvad han eller hun ville fortælle. Og ensomheden har fyldt mere, end jeg var forberedt på. Selv blandt dem, der var i et fast parforhold og måske også havde børn.”

“For mange handler ensomhed om følelsen af at være anderledes. De har været den anderledes i familien helt fra barnsben. Nogle siger: 'Jeg har alle dage været ensom. Jeg var den, der skilte mig ud i familien. Den, der blev moppet i skolen, den, der ingen venner fik. For jeg kunne ikke knytte mig til nogen, eller de knyttede sig ikke til mig'.”

Knækket og skammen

Nelli Øvre Sørensen understreger, at de mennesker, hun har mødt, alle har haft alvorlig psykisk sygdom i længere tid. Interviewene er foregået på åbne og lukkede psykiatriske afdelinger, på bocentre og hjemme hos mennesker, som har en støtte-kontakt-person fra kommunen. Derfor kan det være, at problemet med ensomhed er mindre hos mennesker, som har lettere eller mere forbigående psykiske problemer.

Deltagerne i projektet er mennesker fra mange forskellige samfundslag. For overblikkets skyld har Nelli Øvre Sørensen opdelt dem i tre hovedgrupper. Den første er kendetegnet ved at have en baggrund med ret stærke sociale netværk og familierelationer. Den anden kalder hun 'de turbulente liv', mens den tredje gruppe er mennesker, som er vokset op i dysfunktionelle familier og har båret arven med sig. Alt i alt klarer den første gruppe sig bedst, fortæller Nelli Øvre Sørensen:

“Nogle af dem er kvinder, der har haft fuld knald på arbejdslivet, og som så går ned med stress – og måske får de så en depression i kølvandet. Pludselig ligger de bare derhjemme. De kan ikke komme ud af sengen, kan ikke tage sig sammen til at lave mad eller gå i bad eller noget som helst andet. Så lukker de døren, slukker telefonen og lukker sig totalt inde. De isolerer sig og vil ikke se deres venner og bekendte. Og så fortæller de, at de føler en frygtelig skam, både over for omgivelserne og sig selv. Psykiske lidelser har ofte været et tabu i familien, og det betyder, at de heller ikke nu kan tale med deres familie om det. De bliver utroligt alene om sygdommen. Og selv hvis deres pårørende forsøger at støtte dem, kan de ofte ikke tage imod, netop fordi de er så skamfulde.”

Fortsætter den omtumlede tilværelse

Gruppe nummer to har haft turbulente liv fra allerførste færd.

“Helt fra barndommen har de levet i familier, som har flyttet og flyttet. Flyttet skole, flyttet arbejde, flyttet land eller landsdel. De har haft nogle meget usikre familiemønstre, hvor de som børn har været meget overladt til sig selv. Det er kendetegnende, at de også lever meget turbulente liv som voksne. De har ikke kunnet holde på en partner, et arbejde eller et sted at bo. Mange af dem er utrolig kreative, men selv om de fx har dyrket en musikinteres-se, så har de heller ikke været vedholdende på det område. Nogle af dem siger direkte, at de ikke har lært at knytte sig til andre. Men så finder de musikken eller noget andet, de kan glemme det i. Eller manien. De taler også frygtelig meget om ensomhed – alle sammen, faktisk.”

Mark tilhører denne gruppe. Han har en akademisk uddannelse og arbejdede i ti år efter sin afgangseksamen. Han beskriver sig selv som en mand, der har mistet ‘den totale lyst til alting’. Livsglæden er væk, og Mark er helt holdt op med at forsøge at skabe sociale relationer.

Han fortæller, at han fra barnsben har set sig selv som trist og indadvendt. Da moren blev skilt fra Marks stedfar, boede han i syv år hos sine bedsteforældre. Som ung havde han svært ved at tage sig sammen til at være sammen med andre – han tog ikke selv initiativ til noget. Alligevel blev han gift. Ægteskabet varede i 20 år og gik i stykker tre-fire år efter, at Mark fik en depression. I dag bor han alene uden kontakt med sin ekskone eller deres to børn. Han kender få mennesker, ser sin mor en gang om måneden og spiser af og til hos en bror.

Hans lejlighed er kaotisk. Han opholder sig næsten udelukkende i soveværelset bag nedrullede gardiner. En stor del af dagen ligger han på sin seng og ser lige ud i luften. Fjernsynet tænder han ikke for, men til gengæld sker det, at han chatter på nettet.

“Jeg kan ikke tage mig sammen til at gøre andet i øjeblikket. Jeg lever et meget ensomt liv, og selvom jeg er sammen med folk, er jeg stadigvæk ensom. Men det er jo heller ikke til at holde sådan en ud, der ikke interesserer sig for noget som helst,” fortæller Mark i bogen Det levede liv med sindslidelse.

Marks historie lyder måske ekstrem, men når Nelli Øvre Sørensen taler med professionelle, som besøger mennesker med psykisk sygdom hjemme, bliver det tydeligt, at Mark deler skæbne med mange andre. Som en af støtte-kontaktpersonerne formulerer det:

“De sidder derhjemme på kanten af samfundet og kigger næsten ikke engang ind. De sidder bare og kigger huller i luften.”

Misbrugsvennerne

Den tredje gruppe er den, som har sværest ved at klare sig i dag-ligdagen. De er vokset op i familier med alkoholmisbrug, vold og overgreb, og de har svært ved at bryde mønsteret. Kombineret med en psykisk sygdom fører det til meget vanskelige liv.

“Det er den gruppe, som hele det psykiatriske og socialpsykiatriske felt har vanskeligst ved at hjælpe. Flere af dem siger: 'Jeg har misbrugsvenner, men jeg har ikke nogen rigtige venner. Jeg kan ikke tale fortroligt med mine misbrugsvenner. Faktisk har jeg slet ikke nogen, jeg kan tale fortroligt med. Jeg har ikke nogen kæreste, for når jeg får en kæreste, så banker jeg hende. Jeg kan ikke finde ud af andet. Men jeg savner virkelig en. Jeg kunne så godt tænke mig at finde en kæreste eller få nogle børn.' De er dybt ensomme alle sammen, selv om de nogle gange bruger andre udtryk, når de taler om det.”

Alle i de tre grupper har drømmen om at få et liv med andre mennesker. Nogle tager initiativ til at få det til at ske, mens andre resignerer og er tæt på helt at give op.

“Drømmen handler især om at få en partner og nogle børn – en rigtig familie. De fortæller, at de stadig har drømmen, men at de ikke rigtig tror på den mere. Det er især mænd i halvtredserne, men der er også en del kvinder iblandt.”

Det tilbudte fællesskab

I socialpsykiatrien og frivillige organisationer findes en vifte af tilbud til mennesker, som gerne vil ud blandt andre: væresteder, cafeer, klubber. Og for en del af de ensomme kan det være særdeles værdifuldt. Nelli Øvre Sørensen fortæller om især kvinder, som har knyttet tætte venskaber på fx psykiatriske afdelinger eller i den private organisation Fountain House.

Men en del af deltagerne i forskningsprojektet holder sig fra tilbuddene, fordi de ikke ønsker at være sammen med andre mennesker, som har psykiske sygdomme. Og Nelli Øvre Sørensen har ikke noget sikkert bud på, hvordan man får brudt isolationen og ensomheden.

Men hun mener, det er afgørende, at mennesker med psykisk sygdom får mulighed for at prøve sig selv af i rammer helt uden for det psykiatriske system.

“Nogle unge med psykisk sygdom har fået lov til at komme på besøg eller bo hos en helt almindelig familie på deres egne vilkår. Det har betydet, at de er kommet sig og har fået nogle vigtige sociale kompetencer. Det ville sikkert være godt, hvis man kunne finde flere familier, der har den åbenhed. Men helt grundlæggende bliver det aldrig en erstatning for det liv, mennesker med psykisk sygdom gerne selv vil have, hvis de kunne vælge.” 

Det levede liv med sindslidelse

Bogen Det levede liv med sindslidelse er afslutningen på Nelli Øvre Sørensens forskningsprojekt. Projektet har fundet sted på Forskningscenter for Socialt Arbejde, Professionshøjskolen Metropol og er støttet af Rockwool Fondens Forskningsenhed, som også har udgivet bogen.

Alle interviewede i Nelli Øvre Sørensens forskningsprojekt er anonyme, så for at kunne fortælle deres historier har hun givet dem fiktive navne.

(Interviewet er fra 2012, tekst af Claes Amundsen)

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden