Syg af ensomhed

Unge, der er ensomme igennem længere tid, kan udvikle psykiske sygdomme som angst og depression.

Sociale relationer er fundamentale for vores trivsel. At fungere godt socialt og opleve samhørighed med andre er ikke mindst vigtigt i ungdomsårene, hvor fællesskaber med andre unge spiller en afgørende rolle for de unges livskvalitet, udvikling af sociale færdigheder, løsrivelse fra forældrene og den enkeltes identitetsfølelse. De fleste unge er derfor meget opmærksomme på, hvordan de opfattes af andre, og om de er en del af fællesskabet. Accept og status i gruppen af kammerater, i klassen, i klubben eller på vejen har stor betydning.

Samtidig oplever en del unge, at de føler sig ensomme – at de savner nogen at være sammen med, og at de ikke er en del af en gruppe venner. For en del unge er der tale om forbigående følelser af ensomhed, fx i forbindelse med, at en bedste ven er rejst, eller at den unge skifter skole. Den type følelser er naturlige og sunde, da de minder os om, at relationer er vigtige for os, og at vi har grundlæggende sociale behov.

Vedvarende ensomhed er derimod et alvorligt tegn på mistrivsel og kan gribe ind i den unges psykologiske udvikling på forskellige uhensigtsmæssige måder. Studier viser bl.a., at vedvarende ensomhed er forbundet med psykiske forstyrrelser som angst og depression, men også at den unge ofte klarer sig dårligt i – eventuelt helt dropper ud af – skolen eller får fysiske symptomer (ondt i maven, hovedpine m.m.).

Ensomme er svære at identificere 

Ensomhed er en subjektiv følelse, som bl.a. afspejler individuelle sociale behov og forventninger. Det er derfor vanskeligt at identificere mennesker, der er ensomme, alene ved at observere social adfærd. Det kræver et trænet øje at se de ensomme unge, som gemmer sig blandt andre unge. Derfor er det vigtigt at udbrede kendskabet til det, der særligt kendetegner ensomme, så vi ved, hvad vi skal holde øje med og reagere på. Depression er et væsentligt karakteristika.

To forskellige tilstande

Depression er ofte blevet sammenblandet med ensomhed, men nyere forskning viser tydeligt, at der er tale om to forskellige tilstande. Samtidig ved man fra undersøgelser, at der er en klar sammenhæng mellem ensomhed og symptomer på depression.

Først for nylig er forholdet mellem ensomhed og depression blevet grundigt undersøgt. Det er sket i studier, der har fulgt den samme gruppe unge (skoleelever, gymnasieelever eller universitetsstuderen-de) over en årrække. Denne forskning peger på, at ensomhed øger risikoen for symptomer på depression et eller to år senere, ligesom symptomer på depression tilsvarende øger risikoen for ensomhed. Der er endnu ikke lavet lignende studier med kliniske grupper (dvs. personer, der har fået stillet diagnosen depression), hvorfor ordet depression i det følgende beskriver, at den unge har flere depressive symptomer, og altså ikke refererer til en klinisk diagnose. 

Tilskuer til ungdomslivet

At ensomhed over tid øger risikoen for depression stemmer over ens med nyere depressionsteorier, som viser, at interpersonelle faktorer kan have stor indflydelse på, om sårbarhed udvikler sig til depression. Unge, som er ensomme over en længere periode, oplever med tiden en dyb tristhed og frustration over ikke at kunne få det 'sociale' til at fungere – noget, de fleste opfatter som helt grundlæggende for det at være ung. Det hænger sammen med, at ungdomsårene er en livsfase, som er præget af, at den enkeltes selvopfattelse og identitet grundlægges, påvirkes og udfordres i samspil med især andre unge. Er man ensom over længere tid, risikerer man at blive tilskuer til ‘ungdomslivet’ og stå alene med sit identitetsprojekt. At føle sig vedvarende ensom i ungdomsårene er derfor ikke bare forbundet med et tab eller savn af social kontakt og nærhed. Det er forbundet med en oplevelse af at mislykkes med en vigtig udviklingsopgave, hvilket ofte medfører negative følelser, tanker og adfærd, bl.a. om ens sociale formåen.

En del ensomme unge ruminerer, dvs. bebrejder sig selv, ærgrer sig over fortiden og spekulerer over, hvordan og hvorfor de er blevet ensomme, hvilket ifølge et andet nyt studie kan være afgørende for, om deres ensomhed fører til depression.

Dertil kommer, at depression i sig selv kan øge følelsen af ensomhed, og de to tilstande kan derfor indgå i en negativ spiral. Depression udløser ofte en række vanskeligheder, der kan være med til at give en oplevelse af at være isoleret. Mange mennesker med depressive symptomer har tendens til at und-gå sociale arrangementer, bl.a. på grund af nedsat lyst og energi (“Jeg føler mig ked af det og uoplagt og kan derfor ikke overskue at tage af sted”). Dette kan i sig selv være en årsag til, at unge fravælger aktiviteter, tilbud og rådgivning, der kunne være en vej ud af ensomheden.

Depressionen forringer desuden ens sociale færdigheder (fx fordi den nonverbale adfærd og ansigtsmimikken er påvirket), ligesom de depressive tanker ofte vil udløse – overdrevne eller fejlagtige – negative fortolkninger af sociale situationer og reaktioner. Det hæmmer den sociale kontakt, og det personlige udbytte reduceres, da den deprimerede person overvejende fokuserer på de negative aspekter af samværet.

Endelig kan omgivelsernes reaktion på personer, der har en depression, øge risikoen for ensomhed. Studier viser, at bl.a. venner og familie har tendens til at forholde sig og opføre sig negativt over for personen, fx ved at afvise ham eller hende, hvis vedkommende tilbagevendende og insisterende søger bekræftelse og beroligende ord. Disse reaktioner kan betyde, at personen mister tilknytning og social støtte.

Tilstande forstærker hinanden

Naturligvis er ikke alle ensomme mennesker depressive, ligesom ikke alle mennesker, der har depressive symptomer, er ensomme. De to tilstande kan imidlertid forstærke hinanden. Det forringer mulighederne for at bryde ud af såvel ensomhed som depression og kan være drivkraften bag negativ social udvikling, dårlig faglig formåen og generel mistrivsel.

De to tilstande har samtidig en række fællestræk, fx er begge forbundet med vanskeligheder i forhold til social kontakt. Derfor kan det i nogle tilfælde være svært at afgøre, om den unge er ensom, deprimeret eller begge dele, og evt. hvilken tilstand der er mest dominerende. I praksis bliver ensomhed ofte betragtet som et symptom på depression: Det fører nemt til den konklusion, at de sociale vanskeligheder aftager, hvis bare de depressive tendenser afdækkes og behandles. Hermed overser man, at ensomheden kan være det primære problem.

(Artiklen er fra 2012, af Mathias Lasgaard)

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden