6. Find din startknap

Når man har kognitive vanskeligheder, kan det være en stor udfordring at gå i gang med en aktivitet eller opgave. Men det, at man ikke kan komme i gang med sine opgaver, handler sjældent om, at man ikke gerne vil i gang. Det handler om, at man har svært ved at igangsætte sig selv. Det er som om, man ikke kan få aktiveret sin egen 'startknap'. Her får du forskellige strategier til at finde din startknap. Nogle af strategierne kan gennemføres på egen hånd, mens andre kræver, at du involverer venner og familie. Prøv dig frem, og se hvad der virker bedst for dig.

Brug støtte fra venner og familie

undefined

Det er tit nemmere at komme i gang, når man er sammen med andre, fordi det sociale også bliver en del af aktiviteten:

  • Lav en aftale med en ven om at gå til en aktivitet sammen. Hvis du fx gerne vil begynde at dyrke motion, men har svært ved at komme af sted, kan det være en hjælp at lave en aftale med en ven om at løbe, tage i svømmehallen eller i træningscentret sammen.
  • Lav mad sammen med din kæreste, en ven eller et familiemedlem. Når du ikke er alene om at skulle koordinere hele madlavningsprocessen, er det nemmere overskue situationen og at bidrage.

Egne strategier

Som personlig strategi til at komme i gang med en opgave eller aktivitet kan du prøve følgende:

  • Brug en kalender. En realistisk dagsplan i kalenderen kan gøre det nemmere at komme i gang, fordi du ikke først skal lægge en plan for dagen, men bare kan gå i gang med dagens gøremål.
  • Brug påmindelsesfunktionen i din kalender eller telefon. Så bliver du automatisk mindet om at komme af sted til en aktivitet eller i gang med en opgave.
  • Kobl noget sjovt på det kedelige. Lyt fx til musik, når du skal gøre rent.
  • Brug visualisering. Et positivt mentalt billede gør det lettere at komme i gang med en aktivitet. Fx kan forestillingen om at spise et dejligt stykke lasagne gøre det nemmere at komme i gang med at lave mad.
  • Del større projekter op i mindre dele. Overvej også om du kan få hjælp fra familie eller venner til at nå dit mål og til at overskue processen.
  • Involver andre. Det virker motiverende, når dit bidrag til en aktivitet har betydning for andre. Lav fx en aftale med din veninde om, at du henter hende på vej til træning – så bliver din venindes træning afhængig af, om du selv kommer af sted.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden