1. Introduktion

I de senere år er det blevet klarlagt, at søvn, især den dybe søvn er af stor betydning for vores liv og velfærd, fx for dannelsen af de hormoner, der sørger for at udvikle og vedligeholde vores krop og hjerne. Søvnen forbedrer immunforsvaret, styrker hukommelse og kreativitet og er med til at forebygge stress, angst og depression. En god nattesøvn bidrager til et godt liv. En god søvn er altså ligeså afgørende for at vi trives og har det godt som sund kost og motion. Alligevel viser undersøgelser, at vi indenfor de seneste 20 år er begyndt at sove mindre.

Vidste du...

Du sover ca. en tredjedel af dit liv. Sammenlagt 20-30 år. Det er så lang tid, at det er værd at tænke over, hvordan du får mest muligt ud af al den tid. Ikke alene, fordi søvnen gerne skulle være en god oplevelse i sig selv, men også fordi de to andre tredjedele af livet er afhængige af søvnens kvalitet.

Der kan være både fysiske og psykiske årsager til søvnproblemer. Søvnproblemer er tit et første tegn på, at der er noget galt, og hænger tit sammen med bekymringer, stress, men også psykiske sygdomme som fx depressionangst og PTSD

Søvnproblemer kan også være en bivirkning af det moderne informationssamfunds mange muligheder for og forventninger til, at vi er ”på” døgnet rundt. I dag har vi samtidig en kultur, hvor mennesker, der kan klare sig med meget lidt søvn, fremhæves og favoriseres. "Man kan sove, når man bliver gammel" siger vi, underforstået, at man er kedelig, hvis man prioriterer sin nattesøvn. Men i virkeligheden er det søvnen, der gør os i stand til at yde vores maksimale i de vågne timer.

Der er mange ting, du selv kan gøre for at fremme kvaliteten af din nattesøvn og i denne del af det mentale motionscenter, får du gode råd til, hvad du selv kan gøre for at få en bedre natte søvn. Sov godt!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden