Samtalegrupper for børn og unge i Rødovre Kommune

Børn og unge mellem 7-16 år, der har en far eller mor med psykisk sygdom, kan få hjælp og støtte i samtalegrupper.

Statistisk set har 2-4 børn og unge i hver skoleklasse en far eller mor, som er ramt af depression, angst eller anden psykisk sygdom. Forskning viser, at mange af disse børn og unge oplever ensomhed, bekymring og mistrivsel, og at de har gavn at møde andre i samme situation.

Med midler fra Socialstyrelsen har Psykiatrifonden og Rødovre Kommune indgået et 3- årigt samarbejde om at etablere samtalegrupper i Rødovre Kommune for børn og unge der har en mor eller far med en psykisk sygdom.

Det dårlige ved at have en glad maske på ovre i skolen er, at så kommer jeg ikke ud med det.

Pige, 12 år fra en samtalegruppe i Psykiatrifonden.

Formålet med samtalegrupperne er netop derfor, at de møder andre ligesindede, og taler om, hvordan de oplever at være i en familie, hvor psykisk sygdom fylder. Psykiatrifondens erfaringer viser, at der opstår en større åbenhed i familien, børnene og de unge bliver bedre til at håndtere psykisk sygdom i familien og deres trivsel øges, når de er med i en samtalegruppe.  

BAGGRUND FOR PROJEKTET Samtalegrupper for børn

Projektets initiativtager er Psykiatrifonden, som med stor succes har afholdt samtalegrupper for børn og unge de sidste 6 år. Formålet med samarbejdsprojektet er, at endnu flere børn og unge får gavn af at deltage i en samtalegruppe. Derfor bliver samtalegrupperne nu etableret tættere på lokalmiljøet på Rødovre Kommunes skoler og institutioner.

Se mere information om Psykiatrifondens samtalegrupper for børn her 

I projektperioden 2015- 2017 bliver relevant personale med børnefaglig uddannelse (lærere, pædagoger, psykologer, sundhedsplejersker etc.) i Rødovre Kommune frikøbt med midler fra Socialstyrelsen. Psykiatrifonden uddanner personalet til gruppeledere, som herefter afholder samtalegrupper for børn og unge der har en mor eller far med en psykisk sygdom. Samtalegrupperne er omkostningsfrie for skolen og for Rødovre Kommune i projektperioden.

SÅDAN FOREGÅR SAMTALEGRUPPERNE

Tilbuddet er gratis, anonymt og fortroligt. Grupperne er for børn og unge i alderen 7-16 år som kan indgå i en gruppe. Samtalegrupperne er et pædagogisk rum med to gruppeledere (fx lærer og sundhedsplejerske), og foregår på skolen eller i nærmiljøet. Børnene og de unge mødes med op til 7 jævnaldrende børn ti gange i to timer én gang om ugen. I samtalegrupperne taler børnene og de unge om hvordan sygdommen påvirker dem i deres hverdag, og om hvordan de trives. Der er øvelser med kreative materialer om fx følelser og tanker, og der bliver grinet og hygget i gruppen. Der er den samme tydelige og trygge struktur hver gang, og der sluttes med lidt spiseligt for at runde af på en hyggelig måde.

TÆT SAMARBEJDE MED FORÆLDRENE

Forældre kender deres egne børn allerbedst, og de to gruppeledere mødes med både forældre og barn til en samtale inden gruppeforløbet og en afsluttende samtale efter forløbet. I nogle familier er den psykiske sygdom på flygtig visit, og i andre familier er den en tung, ubuden gæst. Nogle forældre lægger ikke mærke til forandringer i barnet, mens andre kan gøre sig tanker om konsekvenserne for barnet, når sygdommen fylder meget. Hvis der er bekymring om et barn, vil forældrene altid være de første, der hører om det fra gruppelederne.

KONTAKT

Alle skole- og fagledere i kommunen kender til projektet.

Er du som forælder, barn/ung eller medarbejder interesseret i projektet, er du velkommen til at kontakte:

Projektleder Julia Ahlbom, PUC, Tæbyvej 9

Telefon: 2936 8716 eææer  mail cn18924@rk.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden