Jeg troede det var min skyld

Børn og unge har brug for at tale om det, når deres far eller mor er syg. Det gjorde de heldigvis i Sofies familie.

I 2006 blev Finn Jørgen Jensen indlagt på en psykiatrisk afdeling med en svær depression. Finn havde haft det dårligt i flere år, men erkendte først meget sent, at han havde behov for hjælp.

“Det var åbenlyst for alle andre, at der var noget helt galt. Jeg kan ikke rigtigt huske, hvad der skete den dag, jeg blev indlagt. Men jeg ved, at Christel fik afleveret Sofie og Sebastian hos en bror og svigerinde. Så kørte hun mig til psykiatrisk skadestue. Der var jeg indlagt i ni uger,” fortæller Finn om den dag, han ikke længere selv kunne håndtere sygdommen.

“Jeg havde haft det dårligt gennem lang tid. Der var nok andre familier, der ikke havde holdt ud så længe. Hvor familien måske var gået i stykker. Man er jo svær at leve sammen med i perioder,” siger Finn, når han tænker tilbage på tiden, inden han kom i behandling, og på de år, hvor sygdommen var værst.

Da Finn blev indlagt første gang i 2006 var det vigtigt for Finns kone, Christel Vang Jensen, at finde nogle voksne, hun kunne fortælle det til.

“Det var vigtigt for mig, at der blev involveret flere voksne. Og vel at mærke voksne, som jeg vidste, at vores to børn – Sofie og Sebastian – havde tillid til. Og som kunne tage over,” siger Christel om tiden, hvor Finn var mest syg.

Sofie Vang Jensen, der i dag er 19 år, husker tydeligt den dag, hendes far blev indlagt første gang.

“Jeg var til fødselsdagsfest hos en kammerat, og pludselig blev jeg hentet af min moster og onkel, der sagde, at far var blevet indlagt. Min moster sagde, at far var blevet syg, men at det ikke var en sygdom, man kunne dø af. Hun prøvede at forklare mig, hvad en depression var for noget. Men jeg forstod det ikke,” siger Sofie, der var 11 år på det tidspunkt.

Svært for børnene

Det var meget svært for Sofie og hendes storebror, Sebastian, i begyndelsen.

“Jeg kan huske, at far slet ikke ville se os i starten. Han kunne ikke overskue at se andre end mor. Og det fik mig til at tro, at det nok var min og min storebrors skyld, at han var blevet syg,” siger Sofie, der følte både skyld og ansvar i forhold til sin far, der var indlagt både i 2006 og igen i 2007.

“Jeg var helt oppe på dupperne. Jeg var meget opmærksom på min far og så hele tiden tegn på, at han nok var ved at blive syg igen. Da han på et tidspunkt startede på job igen og fx tog en afspadseringsdag, så var jeg sikker på, at nu skulle han nok indlægges igen. Derfor løj jeg mig tit syg fra skolen for at være hjemme hos ham,” siger Sofie.

Og Sofie fik flere og flere dårlige dage, hvor hun meldte sig syg i skolen.

“Der gik lang tid, før vi opdagede, at Sofie var SÅ opmærksom på det. I en lang periode havde Sofie mange dårlige dage, hvor de ringede fra skolen og sendte hende hjem. Nu ved vi jo godt, at der var en god grund til det,” siger Finn.

 

I starten syntes jeg, det var mærkeligt at komme i gruppen. Men langsomt fik jeg øjnene op for, at de andre unge jo havde oplevet det samme som mig. Jeg fik følelsen af ikke at være alene. Det var dejligt for mig at vide, at der var andre, som tumlede med de samme tanker og følelser.

 

Ville tale med andre unge

Sofie hørte fra en klassekammerat, at det kunne være en stor hjælp at tale med andre unge i samme situation. Sofie spurgte derfor selv – da hun var 15 år – om hun kunne mødes med andre unge. Og efter et stykke tid dukkede muligheden op.

“Da jeg første gang fik at vide, at der var en gruppe hos Psykiatrifonden, blev jeg meget skeptisk. Åh nej, tænkte jeg. Skal jeg nu snakke med nogle psykologer. For det var bare slet ikke mig!” siger Sofie. På trods af Sofies tvivl indvilligede hun dog i at give gruppeforløbet en chance.

“I starten syntes jeg, det var mærkeligt at komme i gruppen. Men langsomt fik jeg øjnene op for, at de andre unge jo havde oplevet det samme som mig. Jeg fik følelsen af ikke at være alene. Det var dejligt for mig at vide, at der var andre, som tumlede med de samme tanker og følelser,” siger Sofie.

Sofie oplevede hurtigt at være mærkbart gladere, når hun gik hjem fra gruppesamtalerne.

“Ofte talte vi i gruppen om ting, der gjorde mig ked af det. Men vi fik mange redskaber til at bekæmpe de svære eller triste tanker. Og vi lærte at sætte gode tanker i stedet,” siger Sofie om forløbet i samtalegruppen, der nu ligger fire år tilbage.

Sofies far kan bekræfte, at samtalegruppen gjorde Sofie godt.

“Jeg kørte Sofie derind nogle gange, og hun blev markant gladere fra gang til gang. Hun så mere lyst på tingene og var i godt humør, når hun kom hjem,” siger Finn.

I samtalegruppen lærte Sofie bl.a. at blive bedre til at skelne mellem det, der hørte til hendes fars sygdom og det, der hørte til hende selv. Og efter noget tid i gruppen blev Sofie meget bedre til at koncentrere sig om sit eget liv – fx sit venindeliv.

“Børn i familier med psykisk sygdom skal vide så meget som muligt. Forældrene kan selv gøre meget for at skabe åbenhed, og som forælder gør man det, så godt man kan. Men børn påtager sig et kæmpe ansvar – og børn vil ikke belaste deres forældre for meget med egne problemer. Derfor var det vigtigt for Sofie at gå i en ungdomsgruppe med en psykolog, hvor hun kunne tale frit uden at tage hensyn til, om nogen blev ked af det,” siger Christel, der sammen med Sofie opfordrer alle i samme situation til at finde ud af, om der er et lignende tilbud i deres by.

“For mig var det vigtigste at møde andre unge, der følte det samme som mig. Jeg vil helt klart anbefale andre at gøre det samme,” slutter Sofie.

Se filmen med Sofie og hendes familie her.

Sofies far – Finn Jørgen Jensen – fik i 2006 diagnosen depression og levede i en årrække med svære symptomer – både før og efter 2006. I dag har Finn det bedre. Ikke mindst fordi hans diagnose blev ændret til bipolar lidelse for et par år siden med efterfølgende ændring af Finns behandling.



Her kan du læse mere om Psykiatrifondens samtalegrupper for 7-16-årige børn og unge i familier med psykisk sygdom her. Kontakt Christina Stougaard på cs@psykiatrifonden.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden