Man skal turde kigge ind i sig selv

”Dit barn er et produkt af dig hele dagen. Og hele natten. Ja, faktisk hele livet.” Sådan siger skuespiller Peter Mygind, der selv er far til to teenagedrenge, og som de senere år har holdt foredrag om den svære kunst at være forælder, og om hvordan man hele tiden bør udvikle sig – hvis man tør. Han er desuden en af ambassadørerne for Psykiatrifondens nye forældrekampagne.

undefined”Jeg har hørt forældre sige direkte: ’Når mit barn forlader min hoveddør, så har barnet intet med mig at gøre. Så er det skolens ansvar, hvordan det opfører sig.’” Det har Peter Mygind svært ved at forstå, for som han siger: ”Man kan jo ikke undsige sig sit ansvar som forælder.”

"Dit barn spejler sig i dig og går ud i verden med de oplevelser, han eller hun har hjemmefra. Hvordan løser I konflikter derhjemme? Råber du fx til dit barn: ’Nu skal du kraftedeme tale ordentligt’? Hvordan taler I til og om hinanden, andre børn og forældre, lærerne i skolen eller pædagogerne i børnehaven. Alt det er med til at forme barnet.”

Forældre skal turde kigge på sig selv

Det er ikke svært at stå ved sit forældreansvar, når man har et barn, der fungerer godt og altid rydder op på sit værelse. Udfordringen kommer, hvis ens barn mistrives, altid siger ”nej’’, eller får at vide, at det har gjort noget dumt eller grimt, mener Peter Mygind.

”Det er dér, man som forældre skal turde kigge ind i sig selv. Og man skal turde udvikle sig og lære af de erfaringer, man gør sig. Man skal heller ikke være bange for at ændre på sine regler. Men det kan være svært, for man tror måske, at der bliver kaos, hvis man slækker på reglerne.” Selv har han det sådan, at han er villig til at ændre en regel, hvis hans drenge kommer med et godt argument.

”Respekt! Den æder jeg. Jeg tager det jo også alvorligt, hvis min kone siger, at det betyder meget for hende, hvis vi kan gøre det og det anderledes. Børn skal opleve, at de bliver anerkendt og lyttet til.”

Børn skal turde sige deres mening

I det hele taget er det vigtigt, at ’skabe’ børn, der ikke er bange for at sige deres mening, mener Peter Mygind. Børn, som tør sige fra over for deres forældre. Så vil de også kunne sige fra i andre sammenhænge.

”Jeg forventer også, at mine børn siger undskyld, hvis de overskrider mine grænser eller er ubehøvlede. Men det kan jeg jo ikke forvente, hvis jeg ikke selv kan sige undskyld, når jeg har overskredet deres grænser eller har reageret latterligt. Lise og jeg prøver at være forældre, der viser vores drenge respekt. Så viser de også os respekt. Men vi sætter også grænser, som er dødirriterende, og tager beslutninger, som vores børn er uenige i.”

Hjemme hos Peter Mygind starter han og hans kone med at spørge 'hvad synes du selv', når det fx handler om, hvornår man skal komme hjem fra fest.

”Måske siger vores søn kl. 5 i morgen tidlig. Så spørger vi, hvornår de andre skal være hjemme? Og så aftaler vi et tidspunkt midtimellem, og at han skal sende en sms, hvis det bliver senere end aftalt.” Det vigtige er at forklare hvorfor: at man bliver urolig og ikke kan sove, hvis ens barn ikke kommer som aftalt,” siger Peter Mygind.

”Det eneste, ens børn opnår ved ikke at fortælle, hvor de er, er, at der ligger en mor eller far derhjemme og bliver nervøs. Hellere være på forkant med en sms end selv at få en lang række fra os.”

For Peter Mygind handler det om dialog og gensidig respekt, men det betyder ikke, at det altid er let. Det hører han fra de unge, han er i kontakt med via sine foredrag og på sociale medier.

”Mange unge holder op med at fortælle deres forældre om det, der sker i deres liv, fordi de voksne har reageret for kraftigt. For nylig skrev en pige til mig, at hun ikke havde nogen voksne at tale med. Pigen havde løjet om, hvor hun havde sovet, hvilket hendes mor havde opdaget. Moren havde råbt så højt ad hende, at pigen havde besluttet aldrig mere at fortælle hende noget.”

 

Mange unge holder op med at fortælle deres forældre om det, der sker i deres liv, fordi de voksne har reageret for kraftigt.

 

”Ens egen angst og bekymring kan gøre, at man eksploderer,” siger Peter Mygind, der som udgangspunkt forstår pigens mor, men som anbefaler, at man forsøger ikke at reagere med vrede. ”Man bliver selvfølgelig rystet over, at ens børn lyver, men måske lyver de for at beskytte en? I stedet for at skælde ud må man spørge ind til, hvorfor der blev løjet.”

Peter Mygind husker også et forældrepar i omgangskredsen, der konsekvent ikke diskuterede alkohol med deres teenagebarn. Alkohol var jo forbudt.

”Sjovt nok er det deres barn, der mere end nogen anden har ligget og brækket sig i mit toilet. Det er det barn, som gang på gang har gjort ting, der har rystet mig. Måske skulle det forældrepar redefinere nogle af deres krav og forbud? Og starte en dialog med deres barn om regler og forbud.”

Peter Mygind opfordrer altid de unge til at tale med deres forældre. Men det er lige så vigtigt, at man som forælder øver sig i at skabe dialog. Hver eneste dag. Uden at forvente, at ens børn vil tale med en, når man selv vil det. ”Hvis man er bekymret over noget og siger: ’Kom herud og sæt dig’, så kan man næsten regne med, at barnet lukker i. Tag hellere snakken i bilen på vej til håndbold, eller når man henter den unge fra en fest.”

Ikke mere råben

Peter Mygind har selv udviklet sig som forælder, især når det gælder måden at kommunikere med sine børn på.

”For 10 år siden var vi i familieterapi, efter at min ældste søn var blevet overfaldet umotiveret to gange på vej hjem fra skole. Vi var i krise. På et tidspunkt sagde terapeuten til vores yngste søn, der dengang var ni år: ’Er der noget, du har lyst til at fortælle om din familie? Jeg kender jer jo ikke, og du må fortælle alt.’ Min søn tænkte sig om og sagde: ’O.k., så er der noget, jeg gerne vil sige.’ Jeg tænkte: ’Fantastisk, nu kommer der noget, der måske er en gave til familien.’ Så sagde min søn: ’Grunden til, at jeg en gang imellem råber så højt, er, at det gør min far også.”

”Dér besluttede jeg mig for, at jeg ville lære at opdrage og sætte grænser, uden at jeg behøvede at råbe. Det ramte mig simpelthen i mavekuglen,” fortæller Peter Mygind, der husker, hvordan han i de år ”havde vildt travlt, sagde ja til 30 ting i døgnet og flippede ud, når bare den mindste ting ikke kørte, som det skulle. Det var en afmagtsreaktion, og jeg brød mig slet ikke om den side af mig selv. Og nu kunne jeg se, at mit eget barn også reagerede sådan.”

Et er at ændre sig, fordi man bliver opmærksom på uheldige mønstre og måder at være på over for ens børn – men hvad tænker Peter Mygind om den måde, han selv blev opdraget på?

undefined”Der var ikke noget, der var stramt i mit barndomshjem. Der var på den anden side heller ikke noget, der var for lidt stramt. Jeg voksede op med en barnepige og forældre, der kom og gik. Min far var forretningsmand, og min mor lavede teater. Da jeg var et år, ansatte mine forældre en dame, der lagde mig i seng og lavede mad og passede mig og min bror. I sommerferien boede jeg hos min mormor og morfar. Og i årevis kom min mormor hver onsdag og lavede varm kakao, og min morfar kom om aftenen og hjalp med lektierne. Det var min tryghedsbase.”

På kostskole i fem år

Fra han var 13 til 19 år, var Peter Mygind på kostskole i Schweiz, noget, han ikke kunne finde på at gøre med sine egne børn.

”Jeg kan huske, at jeg var vred på mine forældre i de fem år, især i det første halve år,” fortæller Peter Mygind, der efterfølgende gik i terapi for at arbejde med vreden.

”Vrede er en destruktiv følelse, men det er vigtigt at kunne rumme den. Det skal vi også lære vores børn. Børn skal have lov at blive sure, men mange forældre har svært ved at håndtere deres børns vrede. Børn skal ikke have at vide, at de er forkerte, når de er vrede. De sidste ti år har jeg redefineret min egen måde at være vred på,” fortæller han. I dag er der ikke længere eksplosioner, for Peter Mygind er blevet bedre til give udtryk for det, der ligger bag vreden, fx ved at sige ”jeg bliver virkelig ulykkelig, når du gør det der.”

Efter kostskolen arbejdede Peter Mygind i fem år sammen med sin mor, Jytte Abildstrøm, på teatret Riddersalen.

”Det var gode år, og vi havde en god relation arbejdsmæssigt. Så det var en gave i vores forhold.”

Måske netop fordi hans egne forældre var meget væk, har det været helt afgørende for Peter Mygind, at hans drenge har følt, at de er valgt til og prioriteret højt.

”Det er klart, da jeg selv fik børn, tænkte jeg, at der var nogle ting, jeg ville som forælder. Jeg ville fx hente mine børn i børnehaven. Jeg er nok den første skuespiller, der fik skrevet det ind i en kontrakt, at jeg skulle gå kl. 16 for at hente børn,” slutter Peter Mygind.

forældre.dk kan du læse de gode råde fra vores andre forældre-ambassadører.

(Tekst: redaktør, cand.mag. Marie Ejlersen, Psykiatrifonden)

Gå til oversigten over råd og artikler

Læs mere

Interview med forældrerådgiver

Rust dit barn til livet

Sådan bliver du mere autoritativ

Vær modig og opdrag

Skolen som stressfaktor

Gode råd: Det kan du gøre for dit barn   

Søg hjælp når dine børn har det svært

Børns sociale relation i den digitale tidslader

Husk det fysiske nærvær i familien

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden