Angst spænder ben for hver femte

Hver femte dansker har angst i en grad, som spænder ben for dem i deres daglige liv. Fx i forhold til at passe et arbejde og være en del af en familie eller have et socialt liv. Det viser en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden.

Derudover viser undersøgelsen, at halvdelen af alle danskere har oplevet angstreaktioner i bestemte situationer – uden at det nødvendigvis hæmmer dem i at leve deres daglige liv. 

”Det er naturligt at blive bange, når der er fare på færde. Når en bil kommer lige i mod dig med 200 km i timen er frygten det, der redder dig. Angst derimod handler om at opleve frygt i situationer, der ikke er farlige rent objektivt. Det kan være frygt for fx sociale sammenkomster, for lukkede rum eller det kan være flyskræk eller eksamensangst” siger Anne Lindhardt, der er formand for Psykiatrifonden og psykiater. 

At angsten ikke bunder i noget, der ikke er farligt, gør, at mange skammer sig over deres angst.

Hver tredje, der har oplevet angst eller angstreaktioner fortæller i undersøgelsen, at de skjuler deres angst overfor deres nærmeste. 4 ud af 10, der oplever angst lyver overfor deres omgivelser for at undgå de situationer, der giver dem angst. Halvdelen af alle, der i større eller mindre grad kæmper med angsten oplever, at andre ikke forstår deres angst. 

Det er skamfuldt for mange at have angst. Mange ser sig selv som uduelige og utilstrækkelige. De oplever ikke at magte et helt almindeligt liv så godt, som de tror, alle andre gør det.  Netop fordi situationerne, som angsten opstår i, ikke er farlige rent objektivt - og fordi det angst ikke er noget vi går og taler højt med hinanden om” siger Anne Lindhardt.

Men angst kan afhjælpes. Afhængig af hvor invaliderende angsten er, så skal der forskellige metoder til. Nogle har angst i en grad, så de skal søge behandling via deres læge. Mange har stor gavn af samtaleterapi. Andre igen kan dæmme op for angsten ved at træne sig i at blive bedre til at håndtere de situationer, der udløser angst. For mange vil det være en kombination.

Psykiatrifonden lancerer nu det mentale træningscenter www.tænkdigstærk.dk, hvor alle kan øve sig i at håndtere deres angst. 
 
Iflg vores undersøgelse, er det næsten halvdelen af alle der kender til angst, som ikke ved, hvad de skal gøre for bedre at håndtere situationen. Det er der råd for nu” siger Anne Lindhardt.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden