Det skal der stå i regeringens handlingsplan for psykiatrien!

Af Marianne Skjold Larsen, direktør i Psykiatrifonden

Rapporten fra regeringens psykiatriudvalg kommer meget bredt omkring de udfordringer og muligheder, vi står overfor i Danmark, når det gælder forebyggelse, behandling og rehabilitering. Aldrig før er psykiatriområdet blevet kortlagt, belyst og analyseret så grundigt. Vi glæder os derfor til at se rapporten omsat til en konkret og snarlig handlingsplan.

Vi forventer, at regeringen i sin kommende handlingsplan giver høj prioritet til initiativer, der styrker det haltende samarbejde og den manglende kommunikation på tværs af sektorer, forvaltninger, faggrupper og tilbud, så sårbare mennesker ikke forbliver de primære informationsbærere i et ekstremt komplekst system, der ofte går på tværs af behandlingsindsatser, sociale indsatser og beskæftigelses- eller uddannelsesfremmende tiltag. 

Det er vi ikke ene om at forvente. Der hersker stor enighed blandt alle – lige fra politikere til forskere, patientforeninger, eksperter og praktikere – om dette punkt. Så det vil jeg ikke dvæle ved her.

Jeg vil derimod fremhæve de øvrige punkter, der står øverst på min ønskeseddel over, hvad regeringens handlingsplan skal indeholde .

Styrk de pårørende – ikke mindst børnene

Det er afgørende, at vi når ud med forebyggende tilbud til flere børn og unge, der vokser op i familier med psykisk sygdom og misbrug. Disse børn udgør en særlig risikogruppe. Det handler dog ikke primært om at udvide antallet af tilbud.

I Psykiatrifonden har vi selv en række indsatser for børn som pårørende, og vores erfaring er, at den største barriere for at nå de 80.000 børn, der vokser op i familier med psykisk sygdom, ikke er mangel på tilbud – men at rekrutteringen af børn og familier er så vanskelig. Ikke mindst oplever mange kommuner, at det er vanskeligt at rekruttere familier til deres tilbud, på trods af, at børnene er en dokumenteret risikogruppe.

Årsagen kan være, at der er for lidt fokus hos fx sundhedspersonalet på at spørge ind til børnene i familien. Det kan skyldes, at personalet ikke er klædt på til at tage emnet op, eller at det er for følsomt. Der kan også være stor modstand hos forældrene selv, som naturligt nok og mere end noget andet frygter, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved deres forældreevne. 

Det er derfor relevant at overveje, at udbyde hjælpen til disse familier via NGOer, der er uafhængige af det offentlige. Og ikke mindst er det vigtigt, at vi bruger ressourcer på at indsamle viden om barriererne for at rekruttere børn og familier til disse tilbud, før vi etablerer flere.

I Psykiatrifondens Telefonrådgivning taler vi med tusindvis af psykisk sårbare og ikke mindst mange voksne pårørende. Vores erfaring er, at det er meget sparsomt med tilbud til voksne pårørende. Vi anbefaler, at man fra regionernes side fremover mere systematisk tilbyder de nærmeste pårørende en bedre rådgivning og støtte i form af fx samtalegrupper, psykoedukation eller fx kurser i psykisk førstehjælp.

Fra beskæftigelsespolitik til forebyggelsespolitik

Danske ungdomsuddannelser – og i særdeleshed danske erhvervsuddannelser – løfter en voksende social- og sundhedspolitisk opgave. Ikke mindst skubber kontanthjælpsreformens nye uddannelsespålæg en stor gruppe unge under 30 år med ’andre problemer end manglende uddannelse’ ind i uddannelsessystemet. Meget ofte bliver det vores erhvervsuddannelser, der står ansigt til ansigt med en stigende gruppe unge med psykosociale vanskeligheder. Det er fuldstændig afgørende, at der investeres massivt i fx stærke mentorordninger på skolerne, der kan bidrage til at fastholde sårbare unge i uddannelse.

Lykkes vi med at tilbyde den relevante støtte til sårbare unge i vores uddannelser, så kan vi håbe på, at reformerne på beskæftigelsesområdet samtidig kan blive det første spadestik til en helt ny type forebyggelsesarbejde i Danmark. Netop den, der bliver mulig, når sårbare unge ikke længere cykler rundt mellem kontanthjælp, korte ufaglærte ansættelser, afbrudte uddannelsesforløb, diverse praktikker osv. –  men derimod i højere grad samles på vores uddannelsesinstitutioner, hvor vi kan nå dem! Men det kræver en massiv oprustning, når det gælder paletten af tilbud, der møder den enkelte unge, der typisk både vil have brug for støtte til at navigere i det sociale og faglige liv på skolen – men som i særdeleshed vil have hjælp til at bygge bro til relevante støttetilbud i kommune og sundhedssystem.

Beskæftigelsesreformen indeholder ganske vist muligheden for, at en ung, der er meget dårlig, ikke erklæres uddannelsesparat – men derimod aktivitetsparat. Men vi stikker os selv blå i øjnene, hvis vi ikke tror, at en stor del af de unge, der flyttes fra kontanthjælp til uddannelse, ikke i rigtig mange tilfælde har forskellige grader af psykosociale problemer. 

Viden om psykisk sygdom ikke kun for sundhedspersonale

Opkvalificering og efteruddannelse af alle personalegrupper i psykiatrien er vigtig. Det er dog afgørende, at vi kommer væk fra tankegangen om, at det kun er personalet i psykiatrien, der skal vide noget om psykisk sygdom.

I stigende grad har vi behov for at inkludere og mindske udstødelsen af sårbare mennesker i samfundet: på arbejdsmarkedet, i grundskolerne, i ungdomsuddannelserne, i lokalsamfundet mv. Der er altså i stigende grad mange andre faggrupper (jobcentermedarbejdere, lærere, vejledere, HR-personale, socialrådgivere og andre medarbejdere i socialforvaltningerne og ikke mindst personale i fx politi, rets- og fængselsvæsen mv), der kommer i kontakt med psykisk sårbare mennesker.

Vi advokerer ikke for lange uddannelser i psykiatri til en bred gruppe fagprofessionelle – men for opkvalificering, der adresserer de konkrete udfordringer, som en lang række fagprofessionelle i stigende grad står overfor i arbejdet med inklusion. 

Digitalisering

Digitalisering skyller – i de fleste tilfælde med rette – ind over vores samfund, som et svar på mange udfordringer. På psykiatriområdet tages der en lang række initiativer til at indføre system- og behandlingsunderstøttende teknologi – fx teknologier, der fremmer dataudveksling på tværs af systemer og ikke mindst telepsykiatri. Men også når det gælder den direkte brugerrettede teknologi, der via fx selvhjælps-app´s søger at forebygge psykisk sygdom og styrke recovery hos den enkelte borger eller patient, er vi inde i en rivende udvikling internationalt. 

Det er ingen tvivl om, at der – når det gælder forebyggelse og rehabilitering via digitale teknologier - ligger et potentiale for at nå flere, og ikke mindst for at nå flere med en støtte, der kommer i en form, som brugerne måske vil opleves som mere værdig og selvstyret. Yderligere ligger der et potentiale for at understøtte den enkelte, der hvor systemet ikke har nogen tilbud.

I Danmark skal vi derfor understøtte, at feltet udvikles og vokser, uden at det bliver vildtvoksende. Til det formål mangler vi i Danmark en aktør, som kan agere vejviser i junglen af en stigende mængde brugerrettede teknologier, og som kan hjælpe både fagprofessionelle og psykisk sårbare selv med at navigere og sortere i de mange nye tilbud. Ikke mindst er der brug for en aktører, der kan sikre en stærk brugerinddragelse, når nye produkter udvikles. Brugerinvolvering er helt afgørende her, hvor der ikke er et menneske/en oversætter mellem tilbuddet og brugeren – men hvor tilbuddet skal være umiddelbart anvendeligt, meningsfuldt og effektfuld. Uden stærk brugerinddragelse i udviklingsarbejdet risikerer vi at investere for mange ressourcer i udviklingsprojekter uden effekt.

Recovery – er vi på rette vej?

Vi har talt om recovery gennem snart 20 år i Danmark. Alle er enige om, at personalet i såvel psykiatrien som socialpsykiatrien skal have en recovery-orienteret tilgang til mennesker med psykisk sygdom. Det forbliver dog ofte ret ukonkret, hvordan vi i praksis skal arbejde for at sikre en større recovery-tilgang og hvordan vi kan tage temperaturen på, hvor langt vi er nået med recovery-arbejdet i Danmark. Det er derfor blevet et lidt uforpligtende mantra for alle at sige og mene, at der skal arbejdes recovery-orienteret.

Recovery tager udgangspunkt i den enkelte patients eller borgers oplevelse af at blive mødt, set, anerkendt og involveret. Og i den enkeltes oplevelse af, at der tages udgangspunkt i dennes ressourcer og ønsker – fremfor i personens symptomer og begrænsninger. Da ønsker og ressourcer kan være vidt forskellige hos gruppen af sindslidende, så findes der ingen objektive målekriterier for, om vi lykkes med recovery-arbejdet.

En idé kunne være, at vi tager recovery-tænkningen alvorligt og måler på den – på dens egne præmisser: nemlig via bruger-perspektivet. Vi foreslår, at der udvikles og gennemføres en årlig (uafhængig) recovery-måling blandt brugere af psykiatrien og socialpsykiatrien, der tager temperaturen på brugernes oplevelse af mødet med de sundhedsprofessionelle.

Vi skal bruge den viden, vi har

Der er mange interesser i spil, når en psykiatrihandlingsplan skal udarbejdes. Eksperter, forskere, praktikere, politikere, patientorganisationer og mange andre vil have gode forslag til Regeringen om, hvad der er vigtigst i det fremadrettede arbejde med at sikre mere forebyggelse, bedre behandling og større inklusion.

Vi appellerer til, at regeringen opprioriterer arbejdet med at omsætte den viden, vi allerede har, til praksis. Vi har i årenes løb set igangsætningen af mange enkeltstående forsøgs- pilot- og udviklingsprojekter – ikke mindst i forbindelse med de årlige satspuljeaftaler. Men det er tvivlsomt, om den viden, der indhentes i projekterne, samles op og implementeres. Barrieren for at forbedre vores indsatser er ofte ikke, at vi mangler viden – men at den viden, vi indhenter i udviklingsprojekter, ikke implementeres bredt i vores behandlingssystem eller kommunale indsatser. Hér ligger et stort potentiale, og psykiatrihandlingsplanen bør indeholde initiativer til at indfri det. Initiativer, der ikke altid giver så mange overskrifter, som søsætningen af nye tiltag og projekter – men som kan betyde reelle forbedringer i arbejdet med at nå vores fælles ambition om at forebygge psykisk sygdom og sikre et godt liv, for dem, der rammes.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden