Livet skal ikke bare overleves

Angsten har været en følgesvend hele livet, siger Ditte Lamptey. Hun er kvinden bag tøjfirmaet Solidary People, der blander tøjdesign og den gode sag. Konkret er der tale om kunst og budskaber på tøj, og i den næste kollektion sætter hun sammen med kunstneren Martin Bigum fokus på angst og synliggør Psykiatrifondens indsats for børn og unge, der er pårørende.

DitteshDitte Lamptey har lidt af generaliseret angst, så længe hun husker. Hun voksede op med en psykisk syg mor, og da hun selv blev mor for ni år siden, var det helt afgørende for hende at være en anden mor for Louis, end hendes egen mor var det for hende.

"Jeg er altid i favnen på angsten. Det, der fylder, er den konstante uro og manglende evne til at være til stede i livet. Der sker så meget i min krop og i mit sind, som jeg hele tiden forholder mig til. Derfor falder jeg fx ofte helt hen i en samtale, og så hører jeg ikke rigtigt efter. Så ser jeg bare mundene …"

"Jeg har det bedst, hvis jeg kan gøre noget, fx rydde op eller flytte rundt. Når jeg bare er til stede i min egen krop, har jeg en konstant følelse af uro. Men jeg har aldrig været bange for at køre i bus eller at være blandt mange mennesker," fortæller Ditte Lamptey.

"Men man er jo udenfor, når man lever så meget inde i sit hoved. Det gør mig ked af det, at jeg har overlevet så meget af mit liv i stedet for at have levet det. Mange kærester, som gennem tiden har lært mig godt at kende, har sagt: ‘Ditte, sådan som du har det, sådan har jeg det altså ikke.’ Så langsomt er jeg blevet klar over, at den tilstand, jeg er i, ikke er som andres. Der er klart ting og situationer, som jeg reagerer mere på, end andre gør."

"Jeg vil gerne have det som katte, der bare eksisterer. De lægger sig i en solstråle i tre timer og har det bare godt. Jeg vil også gerne ligge i en solstråle og bare eksistere."

Oplært i angsten

Ditte Lampteys mor havde også angsten som livspartner. Ditte beskriver moren som en smuk kvinde med høje hæle og lange negle, der trods sin selvsikre fremtoning var et nervøst og frygtsomt menneske med dårligt selvværd. Moren tog sit eget liv for fem år siden. På det tidspunkt brød Ditte Lamptey sammen og blev kortvarigt indlagt på en psykiatrisk afdeling. De seneste tre år har hun været så syg af angst, at hun ikke har kunnet arbejde. Nu er hun langt om længe ved at komme sig.

"Men nu er arven fra min mor ædt op. Og jeg bliver nødt til at rejse mig op, for ingen andre gør det for mig," siger Ditte, der i mange år har vidst, at når Louis var blevet lidt større, og når hun selv var parat til at fortælle sin egen historie, så ville hun lave en kollektion med fokus på angst til fordel for Psykiatrifonden.

Tidligere har hun arbejdet for Amnesty, og der er ingen tvivl om hendes store engagement i 'mennesker på kanten'.

"Jeg har kæmpe forståelse for folk, der havner på samfundets bund. Jeg tror, mange af dem har angsten med sig, fx voksne anbragte børn, prostituerede eller hjemløse." Alle grupper, som hun har sat fokus på via Solidary Peoples kollektioner.

"Jeg har helt klart været disponeret for angsten," fortæller hun. "Men jeg er også oplært i angsten, fordi jeg har følt stemningen omkring min mor så tydeligt. Jeg havde fornemmelsen af at mærke min mors angst. Den smittede. Jeg identificerede mig med hende. Allerede som helt lille," fortæller hun. Derfor elskede hun som barn, når forældrene havde gæster, for så var der liv i hjemmet.

Så forsvandt den der følelse af angst, der var i huset."

Ditte Lampteys mor var indlagt flere gange i forbindelse med selvmordsforsøg, og hun var både pillemisbruger og alkoholiker gennem Dittes barndom.

"Jeg kan huske, at jeg ofte ventede på, at hun var ‘passed out’, for så kunne jeg ringe efter ambulancen. Så længe hun var 'til stede', kunne hun sige nej, for hun ville ikke indlægges. Det var særlig slemt i mine tidligere teenageår, hvor mine forældre blev skilt, og jeg boede alene med min mor."

Som barn var Ditte Lamptey altid bange for, at der skulle ske hendes mor noget.

"Jeg var bange for, at hun skulle dø. Jeg havde en klar fornemmelse af, at hun ville forlade mig. I lange perioder, hvor hun drak, lå hun bag nedrullede gardiner. Jeg kan huske, at jeg i sløjd lavede et skilt, hvor der stod: 'Mor sover zzz'. Jeg bliver helt ked af, det når jeg tænker på det. Min mor satte det på døren, når jeg kom hjem fra skole med veninderne. Det skilt var jo min kæmpe accept af hende som den, hun var, men … det betød, at jeg måtte klare mig selv."


Talte din mor aldrig med dig om sin angst?

"Nej slet ikke. Hun var ædru de sidste 10 år af sit liv, og der blev hun åben om det at være alkoholiker … Men da jeg var lille, var hun lukket om angsten. Hun gjorde ikke noget ud af at beskytte mig, men jeg tror, hun har gjort, hvad hun kunne."

"Den største plage, jeg har fået fra min mor, er angsten for at blive forladt. Det er et tema, der har vist sig hele mit liv. I forhold til veninder, da jeg var barn, og senere kærester. Jeg har været så bange for at blive forladt, at jeg har siddet fast i nogle meget usunde forhold. Når jeg har søgt så meget tryghed i et andet menneske, fordi jeg ikke har haft den i mig selv, jamen så har der været nogle situationer, hvor det var ligegyldigt om min kæreste var ond ved mig, bare han ikke gik fra mig. Med min nuværende kæreste har jeg mødt en mand, der for første gang passer på mig og på angsten."

 

Man er jo udenfor, når man lever så meget inde i sit hoved. Det gør mig ked af det, at jeg har overlevet så meget af mit liv i stedet for at have levet det.

 


Hvordan er du en anderledes mor over for din søn, end din mor var over for dig?

"Det fylder enormt meget, at jeg skal passe på min søn. Han skal ikke oplæres i angsten, som jeg selv blev. Jeg prøver at give ham meget tryghed. Jeg går meget op i, at jeg altid er der for ham, og at vi altid kan snakke. Jeg forsvinder ikke, som min mor gjorde. Jeg ville aldrig lade ham gennemleve det, som jeg har levet med."

Men selvom Ditte Lamptey er opmærksom på sin søns behov – modsat hendes egen mor – så ville hun lyve, hvis hun sagde, at angsten aldrig er gået ud over Louis.

"Jeg har været i situationer, hvor jeg ikke var i stand til at skjule min angst, og hvor jeg har måttet sige til ham: Nu sidder jeg her og græder og ryster, og du skal ikke være bange, jeg bliver fin igen. Jeg har været meget alene med ham, så jeg har måttet involvere ham i det," forklarer hun. Hun blev alene med sin dreng få uger efter fødslen.

"Det, jeg har gjort anderledes, er at tage ham meget alvorligt og tale med ham. Jeg har valgt at være åben om min angst, også selvom det gør mig sårbar. For jeg ved godt, at jeg nogle gange har mødt forældre fra klassen, hvor jeg har været meget slidt og ikke har sovet længe. Jeg har følt, at jeg blev nødt til at forklare mig, for jeg ved godt, at jeg har fremstået som en, der ikke havde det godt ... og det har min søn set. Det har jeg været ulykkelig over. Men det er et livsvilkår. Jeg kan ikke beskytte ham imod det. Jeg kan ikke love, at min angst aldrig vil påvirke ham."

Ditte Lamptey ved, at hun er "handikappet" af sin sygdom.

"Jeg kan ikke stå på en legeplads eller sidde på gulvet og lege med en bil. Jeg kan ikke finde roen. Jeg har selvfølgelig gjort det, men det har været en kraftanstrengelse af en anden verden."

"Mange forældre, jeg kender, siger: 'I dag tager vi i Dyrehaven, for det er skovens dag' eller 'Nu tager vi ind på Strøget og får en is'. Men jeg kan bare mærke, at jeg kan ikke give Louis det der ukomplicerede liv, hvor man bare er i det. Men jeg håber, jeg kan give ham noget andet, så det ikke har for stor indflydelse på hans lykke."


Er din søn bekymret for dig?

"Jeg tror, at det, at jeg har en rigtig god kæreste, som omfavner det meget, gør, at han føler tryghed. Jeg er taknemmelig for i dag at være i en situation, hvor jeg ikke skal være bange for at være bange. Når jeg er dårlig, så tager min kæreste sig af ham. Hvis jeg ikke kan komme op om morgenen, så ved jeg, at min kæreste følger ham i skole. Jeg ved, at det nok skal gå."

"Men jeg kan mærke, at min søn har en lidt overudviklet empatisk evne. Han sætter sig meget ind i andre folks situation. Hvis der er en, der er ked af det, så er han den første til at trøste, og han kan også læse mig på et sekund. Som jeg også gjorde med min mor. Men jeg bilder mig ind, at jeg er meget bedre til at give ham tryghed, fordi der ikke er nogen 'lyserød elefant' i lokalet. Der er ikke noget, vi ikke må tale om. Så jeg tror ikke, han går rundt og er bange for, at jeg skal dø. Men han kan godt være bange for, hvor dårligt jeg får det denne gange. Da han var 4-5 år, blev jeg indlagt, og da spurgte Louis lægen: 'Jamen hvem skal så passe på mig?'" fortæller Ditte.

"Det var der jo så nogen, der gjorde, men det er jo frygteligt, at det var sådan. Jeg kan ikke beskytte ham 100%, men jeg gør det så godt, jeg kan," siger Ditte.

"En anden ting er, at jeg siger undskyld. Jeg har sagt til Louis, at han har skullet igennem nogle ting, som ikke var fair, og at jeg er ked af det. Min mor sagde: ‘Det er så banalt det der undskyld, hvad kan man bruge det til?’ Det havde jeg faktisk brug for. Undskyld er måske et forkert ord, men så anerkendelse af, hvad det havde betydet for mig. At hun gav udtryk for, at hun godt vidste, hvilke konsekvenser det havde haft for mig. Jeg er overbevist om, at hun var klar over det. Men hun antydede det aldrig. Hun var ikke et særligt omfavnende menneske. Det sårede mig meget, at min mor aldrig sagde undskyld."

"Men jeg elskede min mor højt. Det gør jeg stadig, og jeg bebrejder hende intet. Hun gjorde, hvad hun kunne. Og jeg forstår hende godt. Jeg kunne jo godt se hendes smerte. Hun var en meget klog og vis kvinde og meget af det, jeg gør i dag, har jeg fra hende, fx min interesse i samfundet, kunst, litteratur og kultur. Jeg skylder hende også meget," slutter Ditte Lamptey.

Ditte Lampteys næste tøjkollektion er blevet til i et samarbejde med kunstneren Martin Bigum. Formålet med kollektionen er at sætte fokus på angst og på børn af psykisk syge forældre - ikke mindst Psykiatrifondens arbejde for børn i familier med psykisk sygdom. Læs mere om Ditte Lampteys tøjfirma: Solidary People.

Læs om Psykiatrifondens forskellige indsatser for børn og unge her

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden