Højt til loftet

“Jeg er ikke bange for nogen typer af følelser. Man må prøve at rumme alt det, der findes”. Sådan siger skuespiller Rasmus Botoft, den ene halvdel af Rytteriet. Selv mener han, at opvæksten i et hjem “med meget gang i den” og farens maniske episoder har gjort ham til et meget rummeligt menneske.

Ser man på figurerne i Rytteriet, som mange danskere efterhånden er på fornavn med, er det tydeligt, at Rasmus Botoft og makkeren Martin Buch ikke er bange for menneskelig smerte og stagnation.

"Alle vores figurer har det dårligt," siger Rasmus Botoft og nævner i flæng Strandvejs-snobberne Poul og Fritz, stripper-Jens, ægteparret Erik og Else og det nye par i showet, der hedder Jutta og Steen. De er begge keramikere, og som Rasmus Botoft udtrykker det, så vil "Steen bare gerne have et andet liv, men Jutta sidder fuldstændig på ham i kærlighedens tegn. Hendes kærlighed vel at mærke".

"Grundlæggende befinder de fleste af Rytteriets personer sig et svært sted i livet, og de har det dybest set ret dårligt. Men det er jo også svært at være menneske. Mange kan ikke ændre den situation, de er i. Hvis man gennem mange år har været i en dårlig relation arbejdsmæssigt, ægteskabeligt eller venskabeligt, som definerer ens liv, så er det jo svært at bryde op. Også selv om en relation på alle måder er dårlig for en,” siger Rasmus Botoft.

Hvorfor kan figurerne ikke flytte sig?

"Jeg ved det ikke helt, men det er jo det, der er det sjove. At tage et helt centralt tema fra menneskers liv og overdrive det. At forstørre forskellige former for adfærd. Komik bliver mest interessant, hvis det vækker klangbund i noget, der tager os mennesker alvorligt. At man som komiker ikke bare vrænger af det svære eller af de mennesker, der har det dårligt. Vi prøver at være grundige, når vi laver Rytteriet, og vi har stor kærlighed til figurerne."

"For vi har det alle sammen dårligt i perioder, og Martin og jeg prøver at tage substansen alvorligt. Det er også derfor, man genkender noget, og så kan man grine lidt af sig selv og hinanden og samtidig rumme alle de svære skæbner og stemninger," fortsætter han.

Og det er skræmmende, så meget folk genkender i figurerne og deres relationer, fortsætter Rasmus Botoft.

"Det er helt vildt, så mange der siger 'Gud, Else er ligesom min tante’ eller ‘Erik er som min far, onkel eller gamle nabo'. Der er til gengæld ingen, som siger 'Erik er ligesom mig',” smiler han. Heller ikke selv om man i det nye show aner sympatiske sider hos den ellers vredladne og fordrukne Erik, der råber ad sin underdanige kone, Else. Faktisk viser Erik små forsøg på at flytte sig.

"Det er også morsomt at gøre tristheden til et grundtema i et show," fortsætter han.

"Fx var Dusk og Bomholt gennemsyret af en stor tristhed. Det var enormt sjovt," siger han om makkerparrets radiosatire fra 2005.

"I Dusk og Bomholt dyrkede vi det langsomme, triste og sørgelige."

Er det en ventil at arbejde med det svære på den måde?

"Ja, det tror jeg. Vi lavede for mange år siden en forestilling på Caféteatret, der hed Suffløsen og sypigen. Hende suffløsen have en forfærdelig skæbne. Hun blev behandlet så dårligt. I forestillingen sad vi og læste hendes dagbøger og breve op. Nogle gange var der folk blandt publikum, der græd, samtidig med at andre havde grineflip."

Den kontrast er spændende, mener Rasmus Botoft.

"Det var også bizart i seneste show på Bellevue, når Else og Erik stod helt fremme på scenen under en alvorlig sang om, hvordan det føles, når kærligheden slutter. Jeg i dametøj og Martin med sit kæmpe overskæg. Nogle gange blev det så alvorligt, at folk skreg af grin."

Rasmus Botoft undrer sig over, hvorfor folk netop griner dér, og fremhæver, at man måske ikke kan rumme det, eller måske ved man bare ikke, hvilket ben man skal stå på.

"Men jeg tror, at mennesker bliver glade for at blive stimuleret på flere punkter. Komik skal ikke kun være tomme kalorier," siger han.

For vi har det alle sammen dårligt i perioder, og Martin og jeg prøver at tage substansen alvorligt. Det er også derfor, man genkender noget, og så kan man grine lidt af sig selv og hinanden og samtidig rumme alle de svære skæbner og stemninger.

Er du selv god til at håndtere det svære og triste?

"Jeg prøver i hvert fald. Jeg er blevet bedre til det … Jeg kan godt ryge ned i sorte huller, men grundlæggende er jeg meget optimistisk. Jeg er ikke bange for følsomhed eller sårbarhed. For mig er der ikke noget negativt i, at folk krakelerer. Det er først negativt, hvis man ikke vil vise, at man også kan krakelere. Men mange er bange for, at andre ikke kan rumme dem, hvis de viser deres sårbarhed. Det er et tema, Martin og jeg skriver på i Rytteriet: Hvem er man bag facaden? Hvem er man, når lyset slukkes? Faren er, at hvis man kommer for langt væk fra sin grundkerne og føler, at man skal give sig ud for noget andet, end man er, så vil man krakelere eller køre af sporet eller blive depressiv."

Modsat mange af figurerne i Rytteriet er Rasmus Botoft heller ikke bange for forandring.

"Folk slås jo med mange ting. Og for nogle er det bare nemmere at lade stå til. Men når man lader stå til, så har man givet op."

Er det din grundindstilling, at alt kan lade sig gøre?

"Ja," griner han lidt genert. "På en eller anden måde har jeg en følelse af, at alt kan lade sig gøre. Men jeg har også været naiv med nogle ting, og jeg må også sande, at det kan være svært, og at ting tager lang tid. Men jeg har også en blåøjet tilgang, der gør, at jeg bare går i gang, og at mange ting er lykkedes."

"Vi kaldte os Teater Marianne og Dusk og Bomholt, før vi hed Rytteriet, og der lavede vi jo også mange ting, som vi selv skabte. Så søgte vi penge i Teaterrådet, som vi ikke fik, men så lavede vi forestillingen alligevel," siger han og tilføjer, at en mere ubekymret tilgang til livets muligheder kunne være en hjælp for mange.

Rytteriet
Så du er ikke bange for at fejle?

"Nej, men jeg har ikke lyst til at fejle. Men jeg er ikke bange for at kaste mig ud i alt muligt. Det har jeg fået med fra min opvækst. Mine forældre satte utrolig mange ting i gang. Min mor åbnede et galleri på Amagerbrogade, der handlede med moderne kunst, og sammen havde de en antikvitetsbutik og deres eget rejsebureau. De underviste også i tyrkisk madlavning, selv om de ikke vidste en skid om det. Vi rejste meget rundt, og jeg blev præsenteret for alle mulige ting og har hørt min far holde foredrag om alt muligt. Nogle emner havde han virkelig styr på, andre vidste han ikke så meget om, men så digtede han lidt," smiler han.

"Fra jeg var helt ung, ville jeg gerne lave teater, og jeg var med til at starte en teatergruppe, da jeg var 19-20 år. Jeg har altid mærket opbakning til alt fra mine forældre. En følelse af, at ting kan lade sig gøre, og en nysgerrighed over for verden. Fordomsfrihed og en hyldest til kunsten og fokus på dem, der skaber noget."

Der var meget liv, mange mennesker og gang i den, siger Rasmus Botoft om barndomshjemmet.

"Det har gjort mig til et meget rummeligt menneske. Jeg er god til at være i sammenhænge med meget gang i den, men jeg har også brug for ro i mit private liv. I det hele taget har jeg en stor rummelighed i forhold til, hvornår folk er mærkelige. Jeg er ikke bange for mennesker, der er anderledes. Eller som gør anderledes ting. Der er højt til loftet."

Et par gange tippede farens udtalte virketrang over i manier. På det tidspunkt var Rasmus Botoft 18 år.

"Han for rundt, var ikke så meget hjemme, sov kun lidt, satte alt for mange projekter i gang, som han ikke fuldførte, og var umulig at komme i kontakt med. Det var svært i de perioder. Jeg tænkte alt muligt. Der går jo noget tid, før man forstår, hvad det er, der sker, hvis man overhovedet gør det. Som ungt menneske er det svært, for det er hverdagen, der forandres, eller det, man troede på, der viser sig at være noget andet. Når man som teenager oplever, at ens far bliver så manisk eller psykisk uligevægtig, at han skal indlægges, og at man selv skal tage den beslutning, så begynder man at tænke på, hvad der er det rigtige. Hvem er han så? Hvornår er han så den sande udgave af sig selv?"

"Men vi stod meget sammen, os søskende og min mor. Vi var enige om, at han skulle indlægges. Det er meget grænseoverskridende og vildt svært at gå ind og bestemme over at andet menneske, for det er jo ikke sikkert, at man har ret. Hvordan kan man vurdere, at et andet menneske skal hjælpes, hvis han ikke selv vil? Men jeg er ikke i tvivl om, at vi gjorde det rigtige," siger Rasmus Botoft.

Det ville være godt, hvis man i højere grad så mennesker som dem selv og ikke som deres diagnose, siger Rasmus Botoft.

"Der er noget farligt ved, at de der diagnoser bliver hængende på folk. Det er svært at stille diagnoserne, og det er sådan en tynd margin, der afgør, om det er det ene eller det andet. Nogle læger er også uenige. Den ene læge, som vi var i kontakt med, da vi ville tvangsindlægge min far, syntes jo bare, at han var skæg, og gik og grinede sammen med ham. Han kunne ikke se, hvor slemt det var. Og min far manipulerede helt vildt. Det gør man jo ofte, når man er manisk," siger Rasmus Botoft. Hans far døde for 10 år siden 64 år gammel efter at have været syg med både diabetes og Parkinsons sygdom.

"Jeg rummer min far med alt det, han var. Jeg tænker ikke på ham som psykisk syg. Han havde de her perioder, hvor han var kørt af sporet. Hvor han var ramt af en manisk kraft, som han i en anden periode i livet lige så godt kunne have omsat til noget kreativt eller brugt til noget positivt."

Ville du ønske, at din far havde vist mere sårbarhed i løbet af livet?

"Ja. Helt klart. Det er vigtigt, at man deler livet ægte med hinanden."

(Af redaktør Marie Ejlersen, Psykiatrifonden - bragt i martslummeret af Psykiatrifondens kvartalsblad Psykiatri-Information) 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden