Gentagelsens poesi

Filmaktuelle Jørgen Leth er afhængig af vaner og spilleregler – men paradoksalt nok også af tilfældigheder.

Filminstruktør, forfatter og Tour de France-kommentator Jørgen Leth har et nært forhold til vaner. Han er afhængig af dem, og de hjælper ham til at færdes og orientere sig i virkeligheden. “Vaner er et mentalt gangstativ,” siger han.

“Når jeg kommer til en by, finder jeg med det samme en café, hvor jeg kan få min morgenkaffe. Det er vel en vane,” siger Jørgen Leth om de sidste måneders ophold i København, der kulminerer med premieren på hans nye film, Det erotiske menneske, efter pladeudgivelsen Vi sidder bare her og Tour de France. 

“Jeg gør nøjagtig det samme hver dag. Jeg er fuldstændig slave af det, men jeg mener ikke, at det er negativt.

Jeg køber f.eks. de samme aviser hver morgen.” Han peger på Politiken og Information, som har fulgt ham dagen igennem. Og på Herald Tribune, den globale udgave af The New York Times, som han rutinemæssigt supplerer med over middag. “En af mine vaner er ikke at dele avis med andre. Jeg vil ikke sidde og læse i den avis, som caféen har,” understreger han. “Sagen er, at jeg ikke gider tale med nogen. 

Derfor elsker jeg også at gå ind på en café uden at skulle sige, hvad jeg skal have. Det er det optimale. Det er ligesom at drive vanen ud i en virkelig komfortabel, ubesværlig måde at komme på plads i hverdagen på. Jeg får altid en latte med dobbeltskud espresso. Det smager bedst, og det virker også bedst. Det handler jo om at vågne og at komme i gang. Jeg er betydelig bedre tilpas, når jeg har fået min kaffe og min tebirkes med ost og marmelade. Så er jeg stimuleret. De fleste vil gerne hurtigt videre, og det forstår jeg også, for de skal på arbejde. Jeg er på cafeen for at være indadvendt.”

Beslutninger

Det vigtige ved vaner er gentagelsen, pointerer Jørgen Leth. Så slipper man for, at det banale bliver dramatisk. “Jeg skal ikke tage stilling, og jeg kan undgå at vælge,” siger han.

Og vanerne er, indrømmer han, kun blevet mere nødvendige  efter jordskælvet på Haiti tidligere i år, hvor han måtte flygte fra hus og hjem. “Jeg undgår at tage beslutninger. Det forvirrer mig at tage beslutninger. Jeg hader det.” Da mobilen i samme øjeblik ringer fra Port au Prince, slukker han den resolut.

“Det er ikke så let for mig at komme igennem en dag. Jeg indhentes tit af melankoli og depression. Vanerne hjælper mig. Jeg fordyber mig f.eks. fuldstændig i avislæsning. Jeg læser alt i Herald Tribune, både fordi jeg gerne vil vide, hvad der sker, men også fordi det er en hypnotiserende beskæftigelse at tilegne sig nyheder. Jeg læser selvfølgelig avisen i en bestemt orden,” smiler Jørgen Leth.

Hvad er en dårlig vane?

“Når folk taler i munden på hinanden,” siger ham prompte.

“Jeg kan ikke lide støjen ved det, og det generer mig meget at blive afbrudt. Jeg oplever, at folk afbryder tidsforløb ved for meget aktivitet. Det er manglende respekt. Ting må gerne tage tid. En tanke må gerne tage den tid, den tager. Der er generelt meget støj, hvilket jo er et meget kræsent eller æstetisk synspunkt, men det må jeg stå ved. Jeg er måske meget vanskelig. Jeg bliver sur, når man afbryder. Det, kan man godt sige, er en dårlig vane. Men det er ikke en dårlig vane, når jeg afbryder,” griner han.

Poesi

At købe to aviser og skrå over gaden til den samme café hver morgen indeholder stemningens poesi. “Det er den lille handlings enkelhed.” Leth stopper op og skubber de karakteristiske sorte briller på plads på næseryggen. “Det er poetisk at lade sig fylde af den samme lille handling,” siger han så.

“Jeg er meget interesseret i gentagelsen. Både i mit liv og i mit kunstneriske arbejde. Gentagelsen har sin egen poesi. Der er noget velgørende i at falde i hak med sig selv. Generelt er gentagelsen meget undervurderet og negativt ladet. Tænk på bemærkningen ‘du gentager dig selv’. For mig er den et elementært begreb. Jeg udtrykker mig med gentagelser. Jeg er meget interesseret i det spontane udtryk, og gentagelsen er et middel til at finde det rigtige udtryk. Jeg arbejder tit uden at have en nøjagtig plan. Jeg finder på, mens jeg beskriver. Der er en variation i mine gentagelser, og jeg er meget bevidst om de små forskydninger, man kan lave. Det er derfor, jeg let kan parodieres. Min stil er meget karakteristisk og inviterer til parodi. Jeg fortsætter, fordi det er meget frugtbart at rendyrke sin stil. Jeg udtømmer ikke mulighederne. Jeg går så langt, jeg kan. I det øjeblik man udtømmer sin stil, må man forlade den som en tom skal,” siger Leth.

Genbrug

Stilistiske træk er vaner, som er sat i system, siger Jørgen Leth. “Man kan sige, at hver kunstner har sit personlige sæt vaner, som han bruger i myriader af variation. Det er en måde at gentage sit materiale og sit sprog på. Ordet genbrug er – ligesom gentagelse – ofte brugt kritisk: ‘Han genbruger’. Jeg elsker provokationen i at genbruge. Mange elementer i mine film er ‘recycle’ fra mine tidligere film, bare brugt på andre måde. Man genbruger en del af en scene eller et emne, fordi man ved, at der er mere i tanken. At man kan få flere betydninger ud af tingene ved at vende og dreje dem.”

“F.eks. Godard, som jeg elsker,” siger han begejstret om den franske nybølge-instruktør, der især er kendt for sine banebrydende film fra 1960’erne. “I filmen Jeg ved 2-3 ting om hende er der en scene, hvor en ung fransk kvinde sidder på en café i Paris og drikker kaffe. Det er næsten zen, for det er jo det, en café handler om: man kommer ind og får en kop kaffe. Godard fører kameraet helt ned i kaffekoppen, helt ned til kaffens overflade, hvor boblerne suser rundt. Det er et sugende kosmisk øjeblik, der for mig er et højdepunkt af filmoplevelse,” siger Leth. “Et credo næsten.”

“Da jeg så filmen, vidste jeg, at jeg på et tidspunkt måtte sende en hilsen til Godard,” fortsætter Leth, der har refereret til Godards scene med koppen i flere af sine film. “Bedst blev den i Jeg er levende, min portrætfilm om forfatter Søren Ulrik Thomsen. Her nåede den næsten samme … katarsis, kan man kalde det, altså renselse. Eller meditation, fordybelse. Den scene er jo næsten – altså på et højt plan – en slags vane, en gentagelse i en ekstrem betydning.”

Spilleregler

Leth opsætter spilleregler, uanset om han laver film eller skriver digte. I Jeg er levende er det et valg fra Leths side, at Søren Ulrik Thomsen ikke er sammen med andre mennesker i scenerne, ligesom digteren konsekvent portrætteres gennem kameraets nærgående studier af ting i hans lejlighed. Paradoksalt nok planlægger Leth samtidig sine filmoptagelser uden at slutte alle ender. Der skal være plads til, at tilfældet kan farve filmen.

“Jeg skrev langt mere på manuskriptet til filmen om Søren Ulrik Thomsen, end jeg plejer, fordi jeg var nervøs for hans kritiske sans. En af de ting, som jeg undervejs forstod, var vigtig for Søren Ulrik Thomsen, var at drikke en kop te. Og derfor kulminerer hele mit portræt af ham i den scene, hvor han brygger te, hvilket giver teen stor værdi i fortolkningen, en stor rituel værdi. Det er en hverdagsting, der løftes op i en mytologisk sfære. Men te-scenen havde jeg faktisk ikke forberedt,” indrømmer han.

“Jeg tror også på tilfældet, når jeg skriver digte. Jeg har aldrig en plan med et digt. Jeg starter i øverste venstre hjørne, og så ser jeg, hvor det fører mig hen. Jeg slipper gerne kontrollen. Det er så vigtigt for mig, at det er blevet et arbejdsprincip.”

Magi

“Jeg bilder mig ind, at jo mere koncentreret man er om de enkle ting, f.eks. de mindste ord i sproget eller tekoppen, jo mere kan man få dem til at gløde. Det er næsten en slags magi. En alkymistiskteknik, altså at man kan forvandle et materiale til et andet. Det er det allerinderste i min proces eller tanke, at intensitet kan forvandle et materiale. At intensitet kan få et materiale til at gløde,” siger han. “Inspirationen har jeg fra den franske digter Jacques Prévert som sagde, at han ville tage sprogets mindste og mest betydningsløse ord og holde en fest for dem. Det er meget smukt,” siger Jørgen Leth med blød stemme.

Er tilfældigheder og spilleregler – eller vaner – ikke hinandens modsætning?

“For mig er spilleregler en forudsætning for, at tilfældet kan komme til. Jeg har tillid til, at der vil ske noget i det øjeblik, hvor jeg begynder at observere med mit kamera. Til gengæld må selve observationsmåden, altså måden, jeg optager på, være meget stram. Det er derfor, kameraet er statisk i mange af mine film,” siger Leth. “Og det må slet ikke zoome. En så stram kunstnerisk metode åbner for, at der kan udspille sig noget uventet i de enkelte scener. Tilfældet er kun interessant, hvis det spiller op imod nogle skarpe rammer. Når man stiller det skarpe over for det bløde, det kolde over for det varme, lyd over for pause, opstår der mest gnidningsvarme. Jeg er måske mere bevidst om de der modsatvirkende energier end nogen anden. Det ville ikke være sjovt, hvis tilfældet bare kom, fordi man arbejdede tilfældigt,” slutter han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden