Forældretyper og trivsel

Mange ting spiller ind på den måde, vi er forældre på. Hvem vi er som mennesker, og hvilken familieform vi har, dvs. hvem vi bor sammen med. Nogle familier har et barn, nogle har flere, nogle børn bor sammen med både deres biologiske mor og far, andre bor i sammenbragte familier eller alene med den ene forælder.

De færreste forældre opdrager i dag deres børn efter metoden "kæft, trit og retning" eller "børn skal ses, ikke høres". I dag tænker flere og flere, at børn er ligeværdige medlemmer af familien, der skal være med til at bestemme i deres egen hverdag. Det gør det nogen gange svært for forældre at sætte rammer og at bestemme – de kan være usikre på, hvordan de skal opdrage barnet.

Hvorfor opdrage?

Det er faktisk meget vigtigt at opdrage sit barn – og vi gør det alle på forskellige måder afhængig af, hvem vi er, hvilke værdier vi selv har med i bagagen, og hvad vi gerne vil give videre til vores børn.

Når du skal støtte dit barns udvikling, har dit barn brug for en god balance mellem struktur og nærhed. Det gør dit barn stærkt og sundt i mødet med verden og dens udfordringer.

Nogle forældre har nemmere ved at give struktur end nærhed, andre har det omvendt. Nogen giver barnet begge dele.

Der er overordnet tre forskellige opdragelsesstile, der indeholder både struktur og nærhed: Den autoritære, den autoritative og laissez faire/den eftergivende.

undefinedSom forælder er det vigtigt, at du har fokus på at give dit barn både nærhed og struktur.

Forestil dig, at bordet er dækket, og maden er klar – men dit barn vil ikke slukke fjernsynet og komme ind og spise. Hvad vil de tre forældretyper gøre?

Den autoritære forælder

Den autoritære forælder ville typisk sige, at hvis ikke barnet slukker fjernsynet nu, så får barnet ingen aftensmad. Forældre med denne opdragelsesstil er rigtig gode til at skabe struktur og regler, som barnet skal overholde, men de er til gengæld ikke gode til at skabe nærvær og tryghed for barnet.

Autoritære voksne er krævende og kontrollerende forældre og er samtidig ofte distancerede. De har en tendens til ikke at være så opmærksomme på barnets behov. Regler bliver sat op uden diskussion eller forklaringer, og forældrene forventer, at instrukserne følges uden klager eller spørgsmål. De vil have, at deres barn skal adlyde og være artigt.

Børn af meget autoritære forældre er gode til at adlyde, men de har ikke lært at blive selvstændige og at tage initiativ, for de regner ikke med, at deres mening tæller. Derfor kan de få det rigtig svært. De kan fx opleve angst, opgivenhed eller meget aggression, frustration og skamfølelse.

Den eftergivende forælder

Den eftergivende forælder (laissez faire) vil typisk sige, at det er ok, barnet ikke kommer og spiser – og vil komme ind med maden, så barnet kan spise foran fjernsynet.

Den eftergivende forælder er ofte varm, kærlig og åben for barnets behov. De kræver ikke meget af barnet og er ikke kontrollerende. De sætter få eller ingen grænser for barnet, og hvis barnet ikke hører efter, har det ingen konsekvens.

Børn, som ikke får sat grænser og derfor ikke møder en forælder, der tør at stå fast på deres mening, kan blive utrygge og opleve angst. Barnet kan nemlig ikke selv finde ud af at sætte grænserne.

Den autoritative forælder

Den autoritative forælder vil typisk gå ind i stuen, sætte sig ved siden af barnet og sige: "Jeg ved godt, at det er irriterende, at vi skal spise midt i dit program". Samtidig vil forælderen hjælpe barnet til at slukke tv’et og komme med hen og spise ved det dækkede bord – hvordan det præcis  foregår afhænger af barnets alder.

Autoritative forældre stiller både krav og er varme og følsomme over for, hvad børnene har brug for. Kommunikationen går begge veje. De voksne forklarer, hvorfor reglerne er lavet, og de er gode til at overholde dem, men er også åbne for at høre børnenes mening.

For barnet betyder det, at det føler sig hørt og anerkendt. På den måde vil barnets selvværd naturligt gro.

 

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden