Tilbud om anonym, gratis psykologhjælp til unge i Aarhus

En lejlighed midt i Aarhus er rammen om kommunens gratis psykologordning for unge. De kan få op til fem samtaler med en erfaren psykolog. Læs mere om ordningen og effekten af den.

Er din kommune rød, gul eller grøn

I begyndelsen af april 2017 sendte Psykiatrifonden en e-mail til samtlige landets kommuner, hvor vi spurgte, om kommunen havde et gratis, åbent tilbud om psykologhjælp til unge, og i bekræftende fald, hvad tilbuddet bestod af. Ultimo april blev der sendt en opfølgende e-mail til de kommuner, der ikke havde svaret.

Aarhus kommune har siden 1. marts 2016 haft et tilbud til unge i alderen 15-25 år om anonym og gratis psykologisk hjælp og rådgivning. Tilbuddet blev evalueret i sommeren 2017.Tilbuddet i rådgivningen består af op til fem samtaler med en erfaren psykolog. Tilbuddet startede op med 2 fuldtids psykologer, men blev senere udvidet til 4 fuldtidsstillinger (fordelt på 6 medarbejdere) pga. øget efterspørgsel. Derudover er der ansat en administrativ medarbejder på deltid, bl.a. til at håndtere evalueringsspørgeskemaer og der er desuden tilknyttet en del frivillige medarbejdere til telefonbetjening mv.

Fysisk set befinder tilbuddet sig i en lejlighed midt i Aarhus, altså uden for den ”etablerede” psykiatri eller kommunale hjælpeforanstaltning. Det anses som en fordel, da man også ønsker at inkludere unge, der ikke på forhånd har kontakt til kommune eller psykiatri.

Organisering af tilbud

De unge kan kontakte rådgivningstilbuddet på telefon, sms, e-mail eller ved simpelthen at møde op. De fleste henvender sig dog pr telefon. Psykologerne vurderer, om den unge skal tilbydes et forløb i den åbne rådgivning, eller om de har adgang til andre tilbud (fx Studenterrådgivningen) eller om de bedst hjælpes af fx egen læge eller psykiatrien. I ca. halvdelen af tilfældene finder man, at den unge bedst hjælpes andre steder og de anmodes derfor om at søge hjælp andetsteds. Dog altid med den bagkant, at den unge kan kontakte rådgivningen igen, hvis de ikke kan få hjælp hos den instans de er viderevisiteret til.

Effekt af tilbud

Aarhus har evalueret tiltaget efter et år. Evalueringen viser, at ca. 70% af brugerne er kvinder, og hovedparten er over 18 år. De fleste har hørt om tilbuddet via egen læge.  Angst er et af hovedproblemerne, som de unge henvender sig med.

Evalueringen viser også, at der er udbredt tilfredshed med ordningen både blandt brugerne (de unge) og blandt psykologerne. De fem samtaler anses for at være passende, men en mindre del af psykologerne kunne dog godt ønske, at der i særlige tilfælde var mulighed for at visitere til et par ekstra samtaler for at afrunde forløbet bedst muligt. Fremskridt ift. de emner, som den unge har valgt at arbejde med bliver også evalueret positivt af de unge – de mener i høj grad, at tilbuddet hjælper dem. En objektiv indikation på dette er den lave andel (omkring 11%), der dropper ud af tilbuddet ”i utide”.

Da der er tale om et anonymt tilbud, er det ikke muligt at evaluere på fx brug af psykiatri og arbejdsmarkedstilknytning for de unge, der indgik i tilbuddet. En sådan evaluering kræver, at princippet om anonymitet brydes, og at der opstilles et mere stringent evaluerings- eller forskningsprojekt.

Finansiering af tilbuddet

I budgetforliget for 2016 (http://www.aarhus.dk/da/politik/Kommunens-oekonomi/Budgetforlig/Forlig-om-budget-2016.aspx) blev der afsat 1,5 mio. kr. årligt til psykologordningen, oplyser Budget og Planlægning i Aarhus Kommune.

I budgetforliget for 2017 (http://www.aarhus.dk/da/politik/Kommunens-oekonomi/Budgetforlig/Forlig-om-budget-2017.aspx) blev tilbuddet udvidet. Der blev afsat yderligere 1,4 mio. kr. årligt fra og med 2017. Politisk er der ifm. budgetforligene i alt afsat ca. 2,9 mio. kr. årligt til tilbuddet.

Kilder: Steen B & Kuhlmann DS: ”Gratis psykologhjælp til unge”. Sociallægeinstitutionen, Aarhus kommune, Evalueringsrapport 2017. Budget og Planlægning, Aarhus Kommune.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883