Debatindlæg om tvang: Fandens krænkende - fandens nødvendig

"Jeg har været overvåget, er blevet overmandet og tvangsmedicineret flere gange. Ubehageligt? Uden tvivl. Alligevel vil jeg hævde, at tvang er en nødvendighed for nogen og at det ikke er realistisk at komme tvangsbehandling til livs. Men jeg tror, det vil kunne begrænse tilfældene af tvangsudøvelse, hvis rammerne for psykiatriske patienter blev forbedret", skriver Mie Andersen i et meget personligt indlæg i bladet Outsideren.

Tvang: Fandens krænkende - fandens nødvendig. Foto: ColourboxFoto: Colourbox

"Min vagt er godt klar over, hvad jeg skal. Hun går ind foran mig og holder mig væk fra glasdøren, men jeg har kun en ting i hovedet, og det er, at jeg skal smadre mit hoved ind i den. Jeg vrider mig løs fra vagten, slår ud med armene og råber, at hun skal lade mig være i fred. Hun kan ikke klare det her alene. Hun trykker på alarmen. Jeg hører alarmen gå og ved godt, at det betyder, at der lige om lidt kommer 15 mennesker stormende ind på min stue. Jeg er ikke i stand til at tænke rationelt, og før jeg ved det, bliver jeg mere desperat, mere voldelig."

"Jeg vil for alt i verden ikke have den lille sprøjte med stesolid, for det er et nederlag for mig. Alt jeg kan fokusere på er den sprøjte, og jeg får en fornemmelse af, at jo mere jeg kigger på den sprøjte, jo større og mere magtfuld bliver den. Jeg vrider mig endnu engang i håb om, at jeg kan komme fri. Jeg kan ikke komme fri, og før jeg ved af det, er mine bukser trukket en smule ned, og sprøjtens lille nål sidder nu i kroppen på mig og er givet. Jeg kan intet gøre. I det øjeblik føler jeg mig krænket på det allergroveste. Jeg har fået medicin med tvang."

- Vil de se anderledes på mig nu?

Senere, da Mie er faldet til ro:

"Jeg kan ikke forstå, hvad der lige er sket, for normalt er jeg ikke en pige, der er udadreagerende på den måde. Jeg føler mig krænket over, at jeg ikke havde noget valg i forhold til at få medicin, bange for, om personalet nu vil kigge anderledes på mig og bange for, hvad de nu tænker om mig. Det værste er, at jeg bagefter tænker på alle andre end mig selv. Efter noget tid går det op for mig, at jeg var til fare for mig selv og andre, og deres handlinger derfor var nødvendige. Jeg indser, at de gjorde, som de gjorde for at passe bedst på mig, når jeg ikke selv var i stand til at passe på mig selv – jeg havde brug for at nogle tog over for mig, når jeg ikke havde kontrollen."

"Regeringen og regionerne har et ønske om, at tvangen skal nedsættes, faktisk halveres, inden 2020. Det er fint, at man sætter sig et mål, men man skal også huske på, at vi patienter er mennesker. Vi er ikke maskiner, hvor man kan trykke på en knap og indstille os til ikke at være til fare for os selv eller andre. Vi er forskellige, og intet sygdomsforløb er ens. Derfor kan man ikke ’bare’ nedsætte tvangen", mener Mie Andersen.

Lyt til patienter og fagfolk

Hun slutter: "Jeg er udmærket godt klar over, at psykiatrien ikke er den eneste post i det danske sundhedsvæsen, men det er frustrerende at vide, at psykiatrien har fået bevilliget 2,2 mia. kr. fra 2015 frem til 2019 til at højne niveauet, men alligevel er der flere sengepladser, der er nedlagt. Anne Lindhardt, formand for Psykiatrifonden, sagde til Jyllands-Posten i april 2017 at de ekstra penge, der blev bevilliget, ikke kan mærkes, netop fordi psykiatrien har været udsat for store besparelser før i tiden. Det frustrerer mig gevaldigt. Jeg føler, at Danmark leger med menneskeliv."

Læs hele Mie Andersen indlæg på Outsideren.dk

 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883