18.AUG.2017

Lærere savner støtte til trivselsarbejdet

Mange skoler mangler en overordnet strategi for arbejdet med elevernes trivsel. Det viser nye undersøgelser, Psykiatrifonden har været med til at lave. Mange steder gør man en stor indsats for at fremme trivslen, men ansvaret bliver ofte lagt ud til den enkelte lærer, og der er risiko for at energien går til at håndtere problemer, som allerede er opstået.

Modelfoto: PolfotoI løbet af efteråret 2016 gennemførte Psykiatrifonden to behovsundersøgelser – én blandt kommuner og skoleledere og én blandt skole -elever, -pædagogisk personale, og –ledelser.

Sidstnævnte blev gennemført i samarbejde med Statens Institut for Folkesundhed, og formålet var at høre fra de faggrupper, der arbejder med trivsel og indsatser i skoler i praksis, og fra eleverne. Undersøgelsen afdækker hvilke behov, ønsker, muligheder og udfordringer, de ser for at arbejde helhedsorienteret med trivsel, og hvilke tiltag, der allerede findes. Undersøgelsen blev gennemført som 12 workshops på fem skoler fordelt på tre regioner.

Trivsel konkurrerer med faglighed
Undersøgelsen viser overordnet, at der foregår mange trivselsindsatser på skolerne, men at de ofte er kortvarige, og at de ikke er tænkt ind i et helhedsorienteret perspektiv fra skolens side.

Ifølge eleverne handler trivsel i høj grad om fællesskaber på tværs af køn og alder. Herunder fremhæver de et behov for hjælp til anerkendelse af forskellighed. På lærerworkshops i forbindelse med undersøgelsen blev det tydeligt, at trivsel også er vigtigt for lærerne, men at de ser det som et konkurrerende element til fagundervisningen.

Efterlyser fælles rammer
Flere lærere udtrykker ønske om at skolerne i højere grad sætter trivsel på skemaet og udstikker nogle rammer for arbejdet, som er fælles for hele skolen. Dog fremhæver de, at en vis fleksibilitet er vigtig, så den enkelte lærer kan finde måder at arbejde på, som er meningsfulde for ham eller hende. Flere lærere har ofte en følelse af at stå alene med deres trivselsindsatser. Det går ud over eleverne, fordi de ikke kan være sikre på at have en lærer, som prioriterer trivsel, og det skaber en risiko for, at indsatserne bliver kortvarige, fordi lærerne ikke oplever opbakning fra skoleledelsen. Et kontinuerligt arbejde med at fremme elevernes trivsel er nødvendigt for at skabe forbedringer. Lærerne fremhæver også deres egen trivsel som et vigtigt element i at fremme elevernes trivsel: Hvis lærerne ikke trives, går det ud over eleverne. Flere lærere fortæller, at det kan være hårdt at se en lærerkollega lade sin egen mistrivsel gå ud over en elev.

Godt og bredt samarbede mellem skoler og kommuner
Formålet med undersøgelsen på kommunalt niveau, der er udarbejdet af Psykiatrifonden og COWI, var at afdække, hvordan kommuner og skoler oplever samarbejdet på trivselsområdet. Undersøgelsen omfattede interviews eller spørgeskemaundersøgelser i 33 kommuner og med 10 skoleledere.

Undersøgelsen viser, at der er et godt og bredt samarbejde på tværs af skoler og kommuner. Langt størstedelen af kommunerne har en overordnet strategi for trivsel, og det samme gør sig gældende for skolerne. Alle de undersøgte kommuner angiver at de har et samarbejde med skolerne, og i halvdelen af tilfældene angiver de, at samarbejdet i høj grad fungerer godt. Skolerne udtrykker at de oplever en passende styring fra kommunen, og forventningerne til hinanden er godt afstemte. Kommuner og skoleledere er enige om, at kommunerne er gode til at anerkende skolernes forskelligheder og understøtter dem i det arbejde, de udfører hver især. Kommunerne har også en understøttende funktion, der sikrer at skolerne kender den nyeste viden på trivselsområdet. Kun få kommuner og skoler oplever udfordringer i samarbejdet, og det handler oftest om mangel på ressourcer.

Integrer trivselsarbejdet
Det er Psykiatrifondens erfaring, at flere lærere udtrykker at de mangler en overordnet struktur og strategi, som sikrer at trivselsarbejdet bliver en integreret del af hverdagen. Det bekræfter den ene af undersøgelserne. I undersøgelsen blandt kommuner og skoleledere, gives der udtryk for et godt og velfungerende samarbejde, og det kan således tyde på at det gode samarbejde ikke afspejles helt ned i lærernes hverdags praksis.

Som følge af skolereformen fra 2014, har skolerne pligt til at sætte trivsel på skemaet. Trivsel er ikke et timefastlagt fag som fx dansk, matematik og idræt, og derfor er det vigtigt at trivsel integreres i de allerede eksisterende fag.

Psykiatrifonden mener på baggrund af de to undersøgelser, at skolerne har brug for hjælp til at arbejde strategisk og langsigtet med trivsel og til at integrere det opbyggende trivselsarbejde som en del af skolernes hverdag. Når der ikke er en overordnet strategi stiger risikoen for at det opbyggende trivselsarbejde slet ikke sker, eller at det sker drypvist som fx en temauge eller en trivselsdag.

Systematisk indsats påkrævet
Eleverne svarer i undersøgelsen, at det er et vigtigt element for deres trivsel, at de lærer hinandens styrker og svagheder bedre at kende. Forskning viser at indsigt og forståelse for hinandens forskelligheder er en vigtig forudsætning for trivsel, for at kunne skabe positive sociale relationer og føle tilknytning til skolen.

Omfattende forskning viser at læring og trivsel hænger tæt sammen. Psykiatrifonden mener derfor, at det er nødvendigt med en systematisk indsats til at fremme trivsel, så folkeskolen kan opfylde det nationale mål, som handler om at folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige de kan.

Lærere mangler støtte og opkvalificering
Selvom der tilsyneladende er et velfungerende samarbejde mellem skoleledelser og kommuner, er der noget der tyder på, at det ikke afspejles i lærernes hverdag.

Med den nye skolereform er der ikke fulgt læreropkvalificering eller ressourcer med til at gennemføre trivselsarbejdet. Psykiatrifonden mener at det er vigtigt med rammer og prioriteringer fra skolers og kommuners side, så lærerne oplever at få støtte og at de ikke står alene med trivselsarbejdet. Et synspunkt som også understøttes af de interviewede lærere.

 

MERE OM UNDERSØGELSERNE

TRIVSEL I SKOLEN - EN BEHOVSUNDERSØGELSE

Undersøgelsen blandt elever, pædagogisk personale og skoleledelse er gennemført af Statens Institut for Folkesundhed (SIF) i samarbejde med Psykiatrifonden.

KOMMUNE- OG SKOLESAMARBEJDE OM TRIVSEL

Undersøgelsen på kommunalt niveau er gennemført af COWI med sparring fra Psykiatrifonden.

REACH OUT - PSYKIATRIFONDENS TRIVSELSARBEJDE I FOLKESKOLEN

Psykiatrifonden arbejder for at fremme skoleelevers trivsel. Gennem tre år har Psykiatrifondens projekt Reach Out været ude på en lang række sjællandske skoler for at arbejde med elevers og læreres trivsel ved at lave workshops og undervisningsforløb. 

 

KONTAKT

Hvis du vil vide mere om undersøgelserne eller om Reach Out, så kontakt analysemedarbejder Charlotte Meilstrup på mail cm@psykiatrifonden.dk eller tlf. 2363 3538

 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883