Se overtossen Ovartacis unikke kunst i København

Kunsthal Charlottenborg slår til september dørene op for den hidtil mest omfangsrige udstilling med den danske outsider-kunstner Ovartaci. Til hverdag har kunstnerens værker hjemme på den anden side af bæltet i hjembyen Aarhus.

Har du hørt om kunstneren "Overtossen"? Ikke det? Måske har du alligevel. For Ovartaci, som er det egentlige kunsternavn, kommer netop af ordet "overtosse", som Ovartaci lyder lidt som, hvis du udtaler det med en dreven jysk accent (og med et glimt i øjet). 

Kunsthal Charlottenborg slår til september dørene op for den hidtil mest omfangsrige udstilling med den danske outsider-kunstner. I 56 år var han patient på Psykiatrisk Hospital i Risskov, hvor han skabte et helt fantastisk kunstnerisk univers. Med en stor og alsidig produktion af over 1000 værker skabt over en godt halvtredsårig periode er værkerne hos Ovartaci både gedigen og overbevisende i sin form og indhold.

Ovartaci

”Der er tale om et kunstnerisk oeuvre, som er helt unikt i såvel national som international sammenhæng. Et omfattende udvalg af værkerne præsenteres til udstillingen på Kunsthal Charlottenborg, der giver et enestående indblik i Ovartacis kunstneriske virke.” skriver Kunsthal Charlottenborg om udstillingen. 

Stiller spørgsmål til nutidens psykiatri

Udover en total præsentation af kunstnerens egne værker, udstilles en stribe toneangivende samtidskunstnere, hvis værker reflekterer Ovartacis liv og kunst.

Værkerne på udstillingen er med til at udfolde Ovartacis kunst og til at stille spørgsmål til, hvordan man har opfattet psykiatriske lidelser historisk, og om hvilke ideologiske aspekter af psykiatrien, som kommer til udtryk i den institutionelle praksis. Vil man fx med vore dages psykiatri kunne opleve et lignende eksempel på kunstnerisk udfoldelse som Ovartacis? Og er det muligt at tænke kunsten ind i psykiatrien som noget, der ikke bruges diagnostisk?

Udstillingen løber fra 16. september til 14. januar. Læs mere om udstillingen her 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883