Psykisk syge patienter får billigere hjælp

Udgift til mennesker med psykisk sygdom er faldet næsten 20 procent siden 2008. Det viser et notat fra Sundhedsministeriet, skriver Politiken. Nu bliver sundhedsministeren kaldt i samråd. Ellen Trane Nørby, V, erkender at psykiatrien har problemer og er presset.Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt er glad for, at tallene kommer frem, og de viser et klart behov for at løfte psykiatrien og skabe den sammenhæng, der er så hårdt brug for

undefinedPsykiatrifondens formand Anne Lindhardt. Foto: Kaare Viemose

En fysisk syg patient får i dag en behandling, der i snit koster næsten det samme som i 2008.
Dengang kostede gennemsnitspatienten 25.100 nutidskroner. I dag er prisen 24.200 kroner - 4 procent billigere.
Sådan er det ikke for psykisk syge.
De får i dag i snit en 18 procent billigere behandling end i 2008. Dengang kostede den psykiatriske behandling i snit 72.300 kroner. Nu koster den 59.200.
Det viser et notat, som sundhedsministeren i sidste uge oversendte til Folketinget, skriver Politiken.
I samme periode er antallet af unikke psykiatriske patienter vokset med næsten 50 procent.

- Hvordan vil ministeren sikre permanente midler?

Enhedslisten kalder nu ministeren i samråd.
»Nu får vi dokumenteret en gang for alle, hvorfor personalet og de pårørende i psykiatrien i flere år har råbt op om helt urimelige forhold. Der er jo slet ikke hænder og tid nok til de mange flere psykisk syge. Ministeren skal nu forklare, hvordan hun vil sikre flere og permanente midler til en presset psykiatri«, siger sundheds-og psykiatriordfører Peder Hvelplund til avisen.

Effektiv psykiatri med store omkostninger for meget syge

Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt er glad for, at tallene kommer frem.
"Der blev i 2014 tildelt psykiatrien 2,2 mia.kr. som led i handleplanen for psykiatri. Vi er mange, der har efterspurgt, hvad disse midler egentlig er gået til - og om de overhovedet er kommet psykiatrien til gavn. Der arbejdes hårdt og effektivt i psykiatrien  med behandling af langt flere patienter. Men det har også fået omkostninger, især for de mennesker, der har de sværere psykiske sygdomme, som nu ikke kan være indlagt tilstrækkeligt længe, og hvor opfølgning er utilstrækkelig og ikke godt nok koordineret. Der er behov for at give psykiatrien det nødvendige løft og gøre det ud fra en tanke om sammenhængende behandlings- og sociale forløb.”

- Vi synes, der er nogle gevaldige ... problemer

Sundhedsministeriet tager i notatet forbehold for, at den gennemsnitlige patient i 2015, som tallene går til, ikke er den samme som i 2008, men i følge formand for Dansk Psykiatrisk Selskab Torsten Bjørn Jacobsen er der hverken kommet medicinske eller teknologiske løsninger, der kan forklare, hvordan behandlingen kan være blevet 18 procent billigere.
Minister erkender problemer Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der netop er gået på barsel, erkender trods notatets forbehold, at psykiatrien er presset. »Vi synes, at der er nogle gevaldige... det, nogle vil kalde udfordringer, men som jeg vil kalde problemer i den måde, som vi kan se, at psykiatrien er organiseret på. Der er for mange patienter, der ender som svingdørspatienter. Vi mangler sammenhæng i behandlingsforløbene«, siger hun til Politiken.
Regeringen har derfor iværksat et »styringseftersyn af hele psykiatrien«. En arbejdsgruppe, som regionerne deltager i, skal til efteråret komme med anbefalinger til »en bedre overordnet styring«, siger ministeren.
Samlet set er psykiatrien tilført flere penge. Fra 7,4 til 8,8 milliarder kroner.
Men fordelt på langt flere psykisk syge. Fra 103.000 i 2008 til 148.000 i 2015, skriver Politiken.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883