Fire ud af ti angstramte unge mænd skjuler symptomerne

Rigtig mange unge, der kæmper med angst, kæmper alene, viser en undersøgelse fra Psykiatrifonden. Det skriver Metroxpress i dag.

39 procent af de unge mænd, som har angst, deler det ikke med venner eller familien.

Det viser en undersøgelse, som Epinion har lavet for Psykiatrifonden.

Hos kvinderne er det 34 procent, der holder symptomerne hemmelige for de nærmeste.

I undersøgelsen svarer knap fire ud af ti af de angstramte unge mænd og kvinder, at de holder deres symptomer hemmelige, fordi de ikke mener, det er nødvendigt at dele dem med andre.

Sårbarhed forbundet med skam

Over en fjerdedel mener, at det er for privat, og lige så mange vil ikke bekymre andre med deres problemer.

Og det er en tendens, som psykiater og formand for Psykiatrifonden Anne Lindhardt desværre genkender.

Sig det højt

- Selv om angst berører så mange, så er der for mange en skam forbundet med at fremstå sårbar, fortæller Anne Lindhardt til Metroxpress.

Og i samme øjeblik man har fortalt, at man har angst, så får man også afgiftet det. For mange er det nemlig forværrende, når man holder de her tanker indenbords, forklarer hun:

- Når det er sagt højt, oplever man jo hurtigt, at hov, jeg er jo ikke alene om det her, og mennesker har brug for ikke at føle sig alene. Også når det gælder svære ting.

Læs hele historien i Metroxpress

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883