Jan Gintberg: ”Min mor gik ind i en psykotisk tilstand, og hun kom aldrig rigtig ud”

Den højtråbende komiker lærte som barn at fornemme stemningen i et rum, når han kom hjem fra skole. Han er vokset op i en dysfunktionel familie med psykisk sygdom, fortæller han i det nye nummer af Euroman.

”Min mor var en underholdende kvinde. Hun elskede et godt tabernakel, som hun kaldte det. Hun inviterede venner og familie til festivitas. Der var musik, diskussioner og højt humør i en tåge af cigarrøg, mens vi børn kravlede rundt under bordene.”

Men stoppede en dag. Jans mor Jonna var psykisk syg. Hun havde mistet sin egen mor i en ung alder, og hun kom sig aldrig over dødsfaldet. Jonna blev indlagt med nervøse sammenbrud, og det satte sit præg på familien.

”Vi mener, at hun gik ind i en psykotisk tilstand,” siger Jan Gintberg. ”Og hun kom aldrig rigtig ud.”

Et gardin af følelsesløshed

Han mener, at han har været omkring fem år, da hans mor blev indlagt første gang. Jonna kom tilbage til Lynge og genoptog sit arbejde som lærer på byens skole. Hun var vellidt og respekteret, og i lange perioder var hun velfungerende. Men for Jan var forandringen tydelig.

”Der var trukket et gardin af følelsesløshed ned over hende. Det var en væsensforandring. Jeg følte, jeg havde mistet min mor, som jeg kendte hende. Når hun kom hjem fra skolen, kunne hun blive siddende i bilen ude i carporten i flere timer. Hun sad der bare. Hvis jeg gik ud og spurgte, om hun ikke kom ind, fik jeg et fjernt svar, hvis hun var inde i sådan en periode. Så var hun et skelet, der gik rundt. Helt apatisk.” 

Læs hele historien

Vil du modtage Psykiatrifondens nyhedsbrev?

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883