Kvinder med psykisk sygdom springer kræftscreening over

Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse viser, at særligt kvinder med kort uddannelse, kvinder med psykisk sygdom og immigranter fra ikke-vestlige lande har højere risiko for ikke at deltage i screeningsprogrammet for livmoderhalskræft.

Ph. d.-studerende Elise Harder fra Kræftens Bekæmpelse, som er en af hovedforfatterne til undersøgelsen, siger, at det er i disse grupper, at man skal sætte ind med bedre information og nemmere screeningsmuligheder, hvis vi skal mindske kvindernes risiko for at udvikle livmoderhalskræft. Det skriver Kræftens Bekæmpelse i sin udgivelse "Tæt på kræft".

Ved ikke hvorfor

- Undersøgelsen siger ikke noget om, hvorfor kvinderne ikke deltager, men vi kan til gengæld tydeligt se, at kvinder med lav uddannelse og lav indkomst har højere risiko for ikke at deltage. Så der er en stor gruppe, vi ikke formår at fange med vores nuværende screeningstilbud, siger Elise Harder.

I Danmark bliver alle kvinder mellem 23 og 64 år tilbudt screening for livmoderhalskræft, men omkring en ud af fire kvinder bliver ikke screenet i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Vil du modtage Psykiatrifondens nyhedsbrev?

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883