Ny rapport afslører store problemer i psykiatrien

Hver femte psykiatriske patient bliver indlagt igen efter kort tid. Det viser Sundhedsministeriets rapport om de nationale sundhedsmål, der udkommer i dag. "De mange genindlæggelser er klassiske eksempler på, at der ikke er den ro, der skal til", siger Psykiatrifondens formand Anne Lindhardt til Politiken.

22,3 procent af samtlige indlagte patienter i psykiatrien bliver akut genindlagt senest 30 dage efter udskrivelsen, viser Sundhedsministeriet rapport 'Nationale mål for sundhedsvæsenet', der udkommer i dag.

Rapporten er den årlige karakteruddeling til sundhedsvæsenet, og Politiken har set tallene på psykiatriområdet, der trods små forbedringer, eksempelvis mht. bæltefiksering, ifølge fagfolk viser et område plaget af store problemer.

»Kvaliteten af behandlingen falder, tallene er udtryk for et forpint system. Psykiatrien er voldsomt underprioriteret«, siger overlæge Gitte Ahle, der er formand for landets psykiatere.

Hovsa-agtigt

Anne Lindhardt, der er overlæge og formand for Psykiatrifonden siger til Politiken, at de mange genindlæggelser er "klassiske eksempler på, at der ikke er den ro, der skal til, for at patienten kan nå at få det så meget bedre, at de kan klare det«.

»Det virker hovsa-agtigt. Fordi der er et pres, som jeg godt kender, og så tager man som læge og udskriver den mindst dårlige, fordi der står en mere dårlig og skal ind«, siger hun.

Minister: Psykiatrien trænger til et løft

Der har i årevis været fokus på at undgå akutte genindlæggelser, uden at det har hjulpet.
Sundhedsminister kalder de mange akutte genindlæggelser for en bekymringsindikator.

»De akutte genindlæggelser viser en psykiatri, som trænger til et løft. Også i forhold til vores mest syge. Det vil vi prioritere i vores nye psykiatrihandleplan, men også grundlæggende se på, hvordan man får sammenhængen mellem de forskellige aktører til at blive bedre. Vi kan se i tallene på tværs, at der er stor regionale og kommunale forskelle«, siger hun.

Sundhedsministeren forventes inden månedens udgang at præsentere en ny psykiatriplan.

Læs historien på politiken.dk

Kort gennemgang af psykiatri-resultater fra Sundhedsministeriets rapport

 

Vil du modtage Psykiatrifondens nyhedsbrev?

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883