Psykiatrifonden med i appel om massiv hjælp til psykiatrien

I en ny, fælles appel opfordrer Psykiatrifonden sammen med 32 andre organisationer folketinget til at vedtage en ny samlet plan for psykiatrien. Læs brevet til politikerne her.

Psykiatrien i dagens Danmark er på et niveau, hvor der er behov for et massivt løft. Alt for mange borgere får ganske enkelt ikke den behandling, de har krav på, og det er en situation, der har konsekvenser for de pårørende, psykiatribrugerne – og ikke mindst resten af samfundet.

Psykiatrialliancen samlet til fællesmøde

Appellen og udkastet til en ny psykiatriplan er blevet til i stærkt samarbejde mellem  33 organisationer i og omkring psykiatrien. Foto: Psykiatrialliancen

Sådan lyder det fælles budskab, som 33 organisationer samlet i Psykiatrialliancen i dag har sendt til de ansvarlige politikere på Christiansborg.

Politiken skriver om initiativet i dag: 33 foreninger ønsker ny national plan for psykiatri

Fra slemt til værre på få år

Psykiatrifondens formand psykiater Anne Lindhardt mener i høj grad, der er brug for en massiv prioritering af psykiatrien:

- Alene det, at antallet af danskere, der får behandling for psykisk sygdom, er steget voldsomt de senere år, burde få alle alarmklokker til at ringe. Men det virker ikke, som om lyden er trængt igennem til politikerne. Mens antallet af syge stiger, har en lang række problemer fået lov til at udvikle sig fra slemt til værre, siger hun.

- Forholdene i psykiatrien er ikke gode nok

Talspersonen for initiativet, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab og overlæge på Psykiatrisk Center i København, Torsten Bjørn Jacobsen, mener, at vi som samfund har nået grænsen.

- Der er massivt behov for, at vi udvikler og målretter vores indsatser. Forholdene i psykiatrien er ganske enkelt ikke gode nok. Som samfund er vi for dårlige til at forebygge og skabe sammenhæng i indsatserne. Det kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke vi får en ny og styrket politisk indsats og prioritering, siger han.

Læs brevet til politikerne og Psykiatrialliancens appel.

Læs også debatindlægget fra Psykiatrialliancen: Ni ting, der burde få politikerne til at prioritere psykiatrien

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883