Udviklingskonsulent

Vil du være med til at udvikle redskaber, som kan håndtere og forebygge mistrivsel samt fremme mental sundhed på erhvervsskoler? Har du undervisningserfaring (gerne fra erhvervsskoler) og lyst til at udvikle, afprøve og implementere et nyt program?

Psykiatrifondens Programafdeling søger en energisk og robust underviser, der kan omsætte forskning til praksis. Der er tale om en fuldtidsprojektstilling, som løber fra 1. december 2016 til 31. august 2019.

Trivsel Smiley

Trivsel Smiley er et udviklings- og afprøvningsprojekt, som sætter fokus på håndtering og forebyggelse af mistrivsel samt fremme af mental sundhed på erhvervsuddannelser. Programmet skal udvikles i samarbejde med tre udvalgte erhvervsskoler samt to kommuner – og efterfølgende implementeres og evalueres på yderligere 13 erhvervsskoler.

Projektets formål er at støtte sårbare elever og styrke trivslen på landets erhvervsskoler, så færre unge frafalder deres uddannelse på grund af mistrivsel.

Projektets mål er at udvikle et Trivsel Smiley-certificeringsprogram, som hjælper erhvervsskoler med at styrke trivslen på skolerne. Flere unge skal trives og gennemføre en erhvervsuddannelse, som ruster dem til at mestre et liv på arbejdsmarkedet.

Om stillingen

Du tilbydes et job i en engageret personalegruppe, der arbejder målrettet og professionelt. Din primære opgave er at udvikle, afprøve og implementere Trivsel Smiley-programmet.

Projektteamet udgøres foruden dig af en anden underviser samt en projektleder. Projektet er en del af Psykiatrifondens Skoleprogram, som er placeret i Programafdelingen.

Om dig

Du har en relevant akademisk uddannelse, brænder for at samskabe nye indsatser med brugerne og for at undervise. Du er en dygtig og troværdig formidler med humor. Du kan omsætte evidens og teori til indsatser, der virker i praksis. Du kan møde praksis med nærvær og engagement og kombinere det med systematisk observation og analyse. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at gennemføre systematiske evalueringer. Arbejdet kræver gennemslagskraft og evne til at forstå og udvikle erhvervsskolernes praksis. Der vil være en del rejseaktivitet forbundet med jobbet, da to af skolerne, der er med til at udvikle indsatsen, ligger i Herning.

Vil du vide mere?

Yderligere oplysninger om Psykiatrifonden finder du på www.psykiatrifonden.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte projektleder Lise Uldall-Poulsen på tlf.3031 4653 eller mail lp@psykiatrifonden.dk

Ansøgning og ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er onsdag den 5. oktober kl. 12. Du skal sende en ansøgning, dit CV samt et eksempel på en indsats, du har udviklet på en skole eller uddannelse (som max må fylde 1 A4-side). Der vil blive afholdt samtaler mandag den 10. oktober og onsdag den 12. oktober.

OBS! Ansøgning skal ske elektronisk gennem Jobindex, som du finder her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden