Psykiatrifonden før, nu og i fremtiden

Psykiatrifondens arbejde og mission har siden grundlæggelsen i 1996 været et spejl af samtidens syn på psykisk sygdom. Fra starten har hovedformålet være at skabe lettilgængelig viden og åbenhed og at nedbryde tabuer. Det er det stadigvæk 20 år efter, men på nye måder. Psykiatri-Information har talt med Psykiatrifondens stifter, Jes Gerlach, om Psykiatrifondens historie.

undefinedDa Jes Gerlach stiftede Psykiatrifonden i 1996, var der særligt ét problem, som optog ham: pårørende til mennesker med psykisk sygdom og samfundet i almindelighed havde brug for viden og råd, som alle kunne forstå.

”Fra mit arbejde i psykiatrien oplevede jeg, hvordan læger og behandlere ofte talte hen over hovederne på både patienter og pårørende. Der var en fagjargon i kommunikationen, og det skabte ofte tvivl og forvirring hos pårørende og patienter. Særligt de pårørende følte sig hægtet af, og der manglede ganske elementær viden. Jeg husker en mor, som følte stor skyld over, at hendes søn havde fået skizofreni, fordi hun troede, det skyldtes, at hun havde solbadet under graviditeten. Det var den slags uvidenhed og skyldfølelser, vi ville have bugt med.”

En ny måde at kommunikere på

Psykiatrifonden blev stiftet i 1996, men faktisk blev tilløbet taget to år tidligere i form af det blad, du sidder med i hænderne. Nemlig Psykiatri-Information. ”På Psykiatrisk Center Sct. Hans, hvor jeg var overlæge, inviterede vi de pårørende til informationsmøder. Det var en stor succes, men de efterspurgte også noget skriftligt materiale. Heldigvis havde vi en reservelæge, som var god til computere, og jeg havde hovedet fyldt med, hvad der skulle stå. Så vi gik på med krum hals,” fortæller Jes Gerlach, som stadig ser patienter i sin psykiatriske praksis.

I starten var pårørende den primære målgruppe, men efterhånden blev den udvidet til patienter, alment interesserede og fagfolk. Men én ting har altid stået øverst: det skulle ske i et lettilgængeligt sprog.

”Vi fik flere tilbagemeldinger fra SIND, fra enkeltindivider og faglige organisationer, som modtog bladet. De var meget begejstrede, for vi skrev jo i et sprog, de kunne forstå. Det var de ikke vant til!”

Få et overblik over Psykiatrifondens udvikling her!

Psykiatrifonden ser dagens lys

Bladet blev en succes og efterspurgt i hele landet af både private og fagfolk. Oplaget steg og steg, og efter bare et år var det oppe på 16.000 eksemplarer.

”Grundet den store succes blev det også en stor udgift at sende bladene ud. Derfor sagde direktøren på Sct. Hans forståeligt nok stop,” husker Jes Gerlach. Men som søn af en friskolemand havde han et brændende hjerte for formidling og for sagen.

"Jeg vandrede op og ned ad gulvene derhjemme og tænkte: ’Hvad hulen skal vi gøre? Behovet er der, men midlerne mangler’. Og så var det, at ideen om en fond kom til verden.”

Indsamlingen til fondens stiftelse blev sat i værk, og det gik ud over alt forventning. 2,3 mio. kr. blev rejst – langt mere, end nogen havde turdet håbe på, fortæller Jes Gerlach med et stort smil.

Vokseværk og samarbejde

Da Psykiatrifonden var en realitet, blev der hurtigt føjet kurser, arrangementer og kampagner til arbejdet. Psykiatridagene, som eksisterer den dag i dag, blev afholdt for første gang i 1997. En bog om skizofreni udkom på eget forlag, Telefonrådgivningen åbnede, og flere projekter og landsindsatser om psykisk sygdom blev skudt i gang. Bag alle tiltagene lå der et stort ønske om at nedbryde barrierer.

”Vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at fremme samarbejdet mellem det biologiske, psykologiske og sociale på det psykiatriske område. Da vi startede, bekæmpede psykologer og psykiatere nærmest hinanden. Der var virkelig brug for en forsoning. Psykologer var imod medicin, og psykiaterne anerkendte ikke det psykologiske og sociale aspekt nok.” Udviklingen i samfundet og i Psykiatrifonden har også betydet, at det stærke fokus på psykiatrien og psykisk sygdom i dag er udvidet til også at favne mental og psykisk sundhed. Der er droslet ned for forlaget, og i stedet er indsatsen på web og sociale medier øget i takt med digitaliseringen.

Målet er stadig det samme

Grundlæggende er missionen dog den samme som for 20 år siden: at skabe lettilgængelig viden og forebygge psykisk sygdom, så flere kan leve et godt liv.

”I den tid, vi har eksisteret, kan jeg virkelig mærke, at det har rykket noget. Det er blevet mere normalt og o.k. at tale åbent om psykisk sygdom. Også politisk har vi fået rykket dagsordenen. Før kom psykiatrien altid i sidste række, og selvom det stadig kan blive meget bedre, er bevillingerne trods alt vokset. Men der er stadig masser at gøre for Psykiatrifonden, før psykisk sygdom bliver mere ligestillet med fysisk sygdom.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

PSYKIATRIFONDEN
Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf. reception: 3929 3909
Rådgivningen: 3925 2525
CVR 1917 4883
Hendes Kongelige Højhed
Kronprinsesse Mary er protektor
for Psykiatrifonden