Psykiatrifonden arbejder for børnegrupper over hele landet

Flere end hver anden danske kommune har ikke noget tilbud om støtte til børn, der vokser op med en mor eller far med psykisk sygdom. Psykiatrifonden spurgte i 2017 alle landets kommuner, om de havde tilbud om hjælp og støtte til børn, der vokser op i en familie, hvor de har psykisk sygdom tæt på. Nu har vi resultatet: Kun 45 eller knap halvdelen af de 98 danske kommuner, har et tilbud, som svarer til de kriterier, Psykiatrifonden stillede op i sit rundspørge. Psykiatrifonden arbejder for, at alle børn, der vokser op med en mor eller far med psykisk sygdom, skal have tilbud om hjælp og støtte.

Vi spurgte alle landets kommuner, om de selv driver et tilbud eller benytter sig af et privat tilbud, der dækker nogle af følgende behov hos børn og unge i alderen 5-25 år, der har en mor, en far eller søskende, der har en psykisk sygdom:

  • Forløb for børn og/eller unge, der har en mor, en far eller søskende med psykisk sygdom, som et antal gange månedligt/årligt får professionel hjælp til håndtering af deres livssituation. Det kan f.eks. være samtalegrupper for børn, familieforløb, gruppesamtale med viden-, erfarings-, og værktøjsdeling el. lign. Kort sagt: et tilbud, der hjælper børn og/eller unge, der har en mor, en far eller søskende med psykisk sygdom.

Det viste sig, at 45 eller knap halvdelen af de 98 danske kommuner, har et tilbud, som svarer til de kriterier. Fire kommuner har en form for tilbud til børnene, som ikke lever op til Psykiatrifondens kriterier, 18 kommuner har intet tilbud, en enkelt, Høje Taastrup, ønskede ikke at svare – og 30 kommuner svarede slet ikke.

Af Sarah Cecilie Boss, journalist og pressechef

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883