Peer-fællesskabet

Vejle Kommune og Psykiatrifonden er gået sammen i et toårigt projekt (2016-2018), der støtter mennesker, som lige er kommet ud af et misbrug eller som er godt på vej. I peer-støtte-projektet deler deltagerne deres egne erfaringer. „Det, at jeg kan være en støtte for andre, giver mig ekstra styrke til at forblive ædru“, siger deltageren Bjarne.

Vil du være peer eller mentor?

Vi søger lige nu peers og mentorer til projektet. Er du 18 år eller derover og bor i Vejle Kommune? Har du tidligere haft et misbrug eller er du lige kommet ud af et misbrug? Så vær med i Peer-fællesskabet i Vejle. Kontakt Jytte Larsen på jytch@vejle.dk eller 2026 4577 for at høre mere.

Peer-støtte-metoden går i al sin enkelhed ud på, at en person, der har haft et alkohol- og/eller stofmisbrug, men som nu er fri af misbruget, støtter en anden, som først lige er kommet ud af sit misbrug.

Gode resultater

Projektet bygger videre på en allerede afprøvet og succesfuld metode for peer-støtte, hvor mennesker i socialpsykiatrien i Vejle Kommune har fået støtte af en mentor. Resultaterne viser, at personlig erfaring er inspirerende og motiverende for den anden, som endnu ikke er nået så langt. Mentorerne oplever ligeledes, hvor givende det er at gøre en forskel for andre. 

Samme vej – bare længere fremme 

Kenneth på 42 år har været stoffri i snart tre år og er glad for at være med i projektet som mentor. Han får ligesom Bjarne meget ud af at give sine erfaringer videre. 

– Jeg kan fortælle åbent og ærligt om, hvordan det har været for mig. Og jeg kan få en anden relation til dem end en behandler. Jeg går jo på samme vej, som de gør. Jeg er bare lidt længere fremme.

Vil du vide mere? 

Kontakt projektleder i Psykiatrifonden Marie Nybo på mny@psykiatrifonden.dk eller 2031 8759 eller projektleder i Vejle Misbrugscenter Jytte Larsen på jytch@vejle.dk eller 2026 4577. Du kan også besøge Peer-fællesskabets hjemmeside på http://www.peerfaellesskabet.dk/.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883