Svømmer fra DK til Sverige for åbenhed om psykisk sårbarhed

Christina Hedegård vil som den første dansker svømme de 100 km fra Asaa i Nordjylland til Hönö ved Göteborg. Det sker i august 2018. 43-årige Christina er en erfaren ekstremsvømmer, og hun svømmer for at skabe åbenhed og opmærksomhed om psykisk sygdom.

Christina Hedegård har haft psykisk sygdom tæt inde på sit eget liv gennem nære venner, og hun ved, hvor ondt, det har gjort på dem, når andres berøringsangst gjorde sygdommen endnu mere svær at tale om. 

”Jeg vil gerne bruge opmærksomheden fra svømmeturen til at rette fokus på mennesker med psykiske lidelser og de tabuer, der er forbundet med det. Jeg har mærket og set, hvad tavsheden gør ved de mennesker, deres pårørende og omgivelserne omkring dem. Så hvad end det er kunstneren, som skaber sine værker igennem sin bipolare lidelse, om det er soldaten, der kæmper med sin PTSD fra et traume i et krigsområde, eller det er lille Marie, som kæmper med sin tourettes, ja så har vi brug for at høre historierne, tale om dem og forhåbentlig derigennem bryde tabuerne ned. Det er kun sådan, det kan blive bedre,” siger Christina.

  • Christina svømmer fra Asaa til Hönö. 
  • Overskuddet fra eventet går til Psykiatrifonden, som arbejder for bedre psykisk sundhed i Danmark. 
  • En anerkendt kunstmaler (vi afslører navnet så snart, vi kan) maler et maleri på den danske side, mens Christina er i vandet, og en lige så kendt svensk kunstner gør det samme på den svenske side. Værkerne bortauktioneres til fordel for Psykiatrifonden. 
  • Happening på Læsø – mere info følger

 

Følg Christina og turen fra Danmark til Sverige på Facebook

Doner til Christina og støt ÅBENHED OM PSYKISK SÅRBARHed på Betternow

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883